Menu
Forrige artikel Næste artikel

LANGFART, LÆNGSEL OG LIDERLIGHED

Kategori: Bøger
Visninger: 1494

Årbogen fra ”Museet for søfart” er en frydefuld, fængende og fascinerende fortælling om sømænd til alle tider, deres drømme, handlinger og ikke mindst deres seksualitet. Spækket med billeder og fremragende tekster er ”Lyst og længsel” en frydefuld perle blandt de mange årbøger.

Af Erik Ingemann Sørensen

”Da jeg sejlede, var jeg engang sammen med en glædespige i Nyborg”.  En sådan fortælling giver trods alt point blandt besætningen. Jeg fik pointene – og lod det blive ved det. Næsten. Søfartsmuseets årbog fik historien til at dukke op igen. For er der noget, der er i centrum i fortællinger fra de 7 have, så er det kvinden/kvinderne. Både dem med navn og dem uden. Måneder på havet langt fra de hjemlige strande – måneder uden nogen form for kvindeligt selskab – kunne i den grad skabe både fortællinger, drømme og en umådelig længsel.

Alt det blomstrer frem i denne frydefulde bogs mange kapitler. Og som det hedder: sømændene har et ældgammelt ry for både kvindetække og virilitet. Allerede i åbningskapitlet ”Lyst og længsel – en overflyvning over sex og sømænd gennem historien”, skrevet af Thomas Oldrup og Morten Tinning, går der hul på overflødighedshornet. Med Odysseus og Æneas – sidstnævnte endda ”søn af kærlighedsgudinden Afrodite og opdraget af nymfer…” (s.9) Herefter går de to forfattere ” i land” i antikkens havnebyer for at opsøge bordeller. I Piræus, ”der var berygtet for sine billige ludere, de såkaldte pornai (deraf porno), så der har nok været rigeligt med piger på kajen, der kunne tilbyde et knald for en obol (omtrent samme beløb som for en kande vin), og lokke sømændene med til bordellerne i stræder og sidegader…” (s.10) og videre til blandt andet Ostia og Pompeji, hvorfra nedenstående, inspirerende vægmaleri stammer.

 

For nu ikke at læsernes tanker skal gå på vild flugt, kalder de to museumsfolk rimeligt til orden igen: ”Det mest iøjnefaldende – og banale – man får øje på, er, at der var ekstrem forskel på det liv, sømanden levede, når han var i land, og når han var ude på havet…” (s.17) Det var faktisk som nat og dag.

Og det var da heller ikke alle, der sank ned i syndens stinkende svovlpøl. ”Han viste mig en af de smukke Kirker og gjorde mig opmærksom paa de vidunderlige Malerier, som fandtes i disse, og dér tilbragte jeg for det meste de Timer, jeg var i Land, og jeg fik ogsaa en Del af Kammeraterne med. Disse Besøg var meget interessante…” (s.33)

Men han er nu nok ikke så typisk. Og det er nok heller ikke hans fortællinger, der har fyldt mest.

Den trofaste sømand over dem alle

Homer skildrer om nogen den trofaste sømand, der aldrig glemmer hustruen derhjemme. Uanset de mest udfordrende lidelser. Enhver, der har læst ”Iliaden” – og tak og lov for at have gået i skole på en tid, hvor det var obligatorisk læsning – bliver grebet af Odysseus’ trofasthed gennem de 10 år, han bruger på at komme hjem. Altså lige bortset fra Kirke – men hun var også troldkvinde – og der var jo også Kalypso. Men altså; hjem kom han trods de mange fristelser.

Denne gang er det sirenerne, der lokker Odysseus. Billede fra bogen

Også denne fornemme artikel er ypperligt illustreret – noget der er et karakteristika bogen igennem. Det myldrer med billeder, der er en hel læsning i sig selv. Der skal derfor lyde stor ros til billedredaktørerne – Pernille Nellemann og Morten Tinning – samt til Torben Hansen og Linda Balle, der har stået for den fornemme grafiske tilrettelæggelse og satsen.

Flådens friske fyre

I Rigsarkivets arkivalier har Asger Nørlund Christensen og Morten Tinning kigget i sygejournaler og straffeprotokoller for at se nærmere på kønslivet i 1800-tallets danske orlogsflåde. Og det er spændende materiale, der er fundet frem. ”Søfolk i den danske orlogsflåde blev smittet med kønssygdomme – primært gonorré…” (s.74). Og det var primært – 55.2 % - de såkaldte ”gemene” – altså det menige mandskab. Straffen for den tøjlesløse liderlighed var ellers hård nok ifølge Frederik den 5.s ”Søe-Krigs-Artikels-Brev” af 8. januar 1752, der var gældende helt frem til 1881: ”End mindre maae nogen inden Skibs Borde øve med Nogen Løsagtighed.. Træffes nogen deri, da skal Qvind-Mennesket overøses med Vand, og saaledes føres i Land; Men han skal, om han er Gemeen, strax efter Chefens Foranstaltning springe fra Raaen, bankes for Canonen med 3 Gange 27 Slag, og i 3 Dage sidde paa Vand og Brød slutted i Bojen ved en Ringe-Bolt paa øverste Dæk: Er det en Under-Officier, da skal han ligeledes strax sættes i Bojen paa Vand og Brød udi 8 Dage..” (s.72)

Forfatterne konstaterer nøgternt, at ”flådens mandskab i højere grad end resten af befolkningen opførte sig promiskuøst…” (s. 73).

Hvilket næsten må føre tilbage til glædespigen i Nyborg. Jeg sejlede dengang som styrmandsafløser på skonnerten ”Fulton” sammen med den navnkundige skipper Frohn. Under en landlov gik jeg – i fuld uniform – ind på havneværtshuset for at få en fredelig øl. Pludselig udbrød der et gevaldigt slagsmål, hvorefter jeg strøg ned under det nærmeste bord for ikke at komme i klemme. Her havde glædespigen allerede søgt tilflugt. Under en pause i balladen smuttede jeg ud af døren og løb væk. Men jeg havde altså – godt nok på en alternativ måde – været sammen med en glædespige. Hvad enhver sømand næsten pr. automatik er ”forpligtet” til. Mere var der ikke.

Interessant er det at læse, at der i sygejournalerne optræder patienter benævnt N.N. Det kan hænge sammen med, at det for en skibsofficer ville koste karrieren, hvis han blev opdaget. Og forskel var der så sandelig på de gemene og officererne. Sidstnævnte oftest fra det bedre borgerskab.

Helt nyt kildemateriale

Et scoop blandt mange er artiklen ”Frivagt i Antwerpen – et tidsbillede fra en havneknejpe i 1890’erne” skrevet af Morten Tinning. I museets omfattende arkiv har han fundet sømanden Ejnar Juel-Hansens manuskript ”Erindringer fra sejlskibstiden som matrosen oplevede den”. Sømanden havde en litterær åre – Holger Drachmann var i øvrigt hans morbror, så genet var der – hvilket tak og lov fik ham til at skrive om sine spændende oplevelser. Fortalt med stor indlevelse og sans for detaljen.

Morten Tinning har udvalgt det spændende kapitel, hvori Ejnar Juel-Hansen beretter om sine oplevelser. Blandt andet med en noget storskrydende bornholmsk sømand, han mødte under denne frivagt: ”Da vi hjemme havde spist aftensmad, drev vi naturligvis ned i søfolkenes paradis, mens han fortsatte sin snak om heldig elskov, og det var just ikke platoniske kærlighedsforhold, han huskede bedst. Dog var der en skonnert, han særlig berømmede. ”Det var fa’en til skonnert”, sagde han og gentog det, så jeg nysgerrigt spurgte: ”Hvordan det?” Og svaret var i samklang med hans øvrige beretninger: ”Jo, forstår du, det fa’ens ved den skude var, at ligegyldigt hvilken plads vi lå i, så kunne jeg få hver en tøs, jeg pegede på.” Jeg lo lidt støjende. Det var jo trods alt fa’en til egenskab ved en skonnert…” (s.127).

Det er et vidunderligt kildemateriale, der her bringes. Et materiale der understreger den store rolle, kvinderne spillede i de søfarendes liv, når langfarten og længslen udmøntede sig både i fortællinger og egentlige oplevelser.

Tatoveringerne

Naturligvis kommer vi ikke uden om sømændenes særlige kendetegn: de fantastiske tatoveringer. Man kan den dag i dag på en furet arm se de klassiske tatoveringer, der klart fortæller, at bæreren rent faktisk har været en ægte sømand. I dag virker det nærmest, som om enhver pige uden respekt for sig selv skal have tatoveringer af mere eller mindre mærkværdig art. Uden nogen sinde at have været ombord på et skib.

Sømændene bar oftest deres tatoveringer som en slags adelsmærke – eller som erindring om, hvor på kloden de havde været. En slags fysisk logbog. Takket være fotografier og tatovørernes mønsterbøger kan man få et livligt indblik i disse ”malerier”. Herligt gengivet med masser af billeder.

 

Det er særdeles finurlig læsning og med herlige billeder. Og skulle man lige have glemt, at sømandskongen Frederik IX var stærkt tatoveret, så præsenteres vi her for hans herlige galleri.

Om sømanden Kim Malthe-Bruun fik en tatovering, ved vi ikke. Men man har ham med i kapitlet ”Mens vi kan – en ung dansk sømands beskrivelser af sømænds sexliv under 2. Verdenskrig.” Det er nu slet ikke Kims beretninger, der spiller den store rolle. Og det undrer, at han inddrages i denne sammenhæng. Måske fordi han stadig står om en af de unge døde, der blev henrettet af tyskerne i Ryvangen den 6. april 1945 - 21 år gammel.

At der også var kvinder, der blev tatoveret – gerne med yndefulde motiver, får vi også indblik i. Og så kan man jo med et smil erindre sig Marx Brothers’ herlige sang om ”Lydia The Tattooed Lady”, hvor vi får et vidunderligt indblik i tatoveringernes talrige fortællinger:

https://www.youtube.com/watch?v=n4zRe_wvJw8

Kvinder og fløjten

Ifølge gammel sømandsovertro er der to ting, der er strengt forbudt ombord: kvinder og fløjten. Begge ville bringe uheld. Derfor er det en sand fornøjelse at bogen afsluttende har fortællingen ”…og i øvrigt hedder jeg Helle – fortællinger fra en kvindelig sømand”, skrevet af Lone Ree Milkær. Det er fortællingen om overstyrmand Helle Barner Jepsen fra skoleskibet ”Georg Stage”. Hun var med i 1982, da skibet blot for anden gang stod ud med både mandlige og kvindelige gaster. Hvorefter hendes skæbne var beseglet. I 1992 blev hun ansat som andenstyrmand. Efterfølgende blev Helle overstyrmand. En ganske vidunderlig historie om den ligestilling der tak og lov endelig er slået igennem på søen.

 

Overstyrmanden på ”Georg Stage” – Helle Barner Jepsen

Og poetisk nerve har hun: ”Det er så fantastisk at opleve…for eksempel den følelse bare at kunne se hav og atter hav, ubeskriveligt smukke nattehimle og solnedgange. Jeg bliver så enormt fredfyldt. Og hvad kan gøre én mere boblende glad end en flok springende delfiner?”, skriver den prægtige sømand, der i dag har slået sig ned som sejlmager. I Nyhavn.

Da min kone og jeg i sin tid afmønstrede skonnerten ”Fulton” for at fortsætte karrieren på land, sagde vi farvel til en vidunderlig verden. Med udfordringer, favntag, nattehimle, solopgange – og det enestående kammeratskab, der kendetegner et godt sejlende skib.

Bogen ”Lyst og længsel” har vakt mange minder og oplevelser til live igen – og den har åbnet døre til helt nye verdener. Den er en guldgrube af fortællinger og billeder i fornemt samspil. Sømand eller landkrabbe. Det er lige meget. Det er en fornem gave til enhver, der interesserer sig for menneskelivets mange facetter. Det er bare så fornemt et arbejde. Stor, stor tak for den.

Historie-online.dk 15. februar 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Ditlev Tamm: Hvorfor er vi så glade for staten? Om Reformationen og retten.
Folk & Kultur
Fru Jensen og andre vestindiske danskere.