Menu
Forrige artikel

Meningen med velfærdsstaten

Kategori: Bøger
Visninger: 276

Velfærdsstatsdebat 1955-1970

Af Claus Møller Jørgensen

Lasse Horne Kjældgaards litteraturhistoriske disputats om diskussionerne af velfærdsstaten ligner til forveksling en faghistorisk analyse. Velfærdsstatshistorie, også på det begrebs- og idehistoriske plan som analyseres her, er et veletableret felt i dansk historiefaglighed. Ikke desto mindre lægger Kjældgaard nye analyser frem til denne historie, som supplere det mere kendte. Til det mere kendte hører den mere generelle værdidebat om velfærdsstaten fra midten af 1950erne. Den konservative kritik af velfærdstænkningen som en fordækt vej til socialisme og det påtænkte endemål som en formynderstat, der ville tage det individuelle ansvar fra den enkelte og lade det overtage af en stadig ekspanderende og indgribende stat er ret velkendt. Venstreorienteret kritik af velfærdsstatsprojektet som en form halvgennemført socialisme, der ville gøre velfærdsstaten til et mål i sig selv, er heller ikke ukendt. I denne debat deltog både politikere og kulturpersonligheder, og en central pointe i Kjældgaard læsning er, at udgangspunktet og omdrejningspunktet var humanistisk, hvad velfærdsstaten ville betyde for det enkelte menneske, ikke økonomiske eller teknokratisk-administrative diskussioner. 

I de kommende kapitler tror jeg til gengæld de fleste historikere vil finde nyt og ukendt, interessante læsninger og spændende perspektiver. Det handler om den alliance mellem førende københavnske kunstnere og politikere, som gjorde kultur- og kunstpolitik til den del af velfærdsprojektet. Omkring 1960 indtraf der en ændring i debatten om velfærdsstaten. Efterhånden som velfærdsstaten gradvis indfandt sig, og velfærdsstaten fik større legitimitet, drejede debatterne sig i retning af samme velfærdsstats kulturelle opgaver, og de forpligtelser de deltagende kulturpersonligheder og politikere mente, den nu stod over for at måtte indløse. Den materielle side af sagen var der nogenlunde styr på, men samtidig rejse det kommende samfund præget af mere fritid og kommerciel massekultur nye udfordringer, som det blev set som statens opgave at tage op.

Oprettelsen af kulturministeriet i 1961, hvis formål var at forbedre kunstens betingelser, indvarslede nye tider. Kulturministeriet med dets styrelser, individuelle organer og underudvalg blev fora, hvor kulturpersonligheder og politikere kunne udveksle med hinanden. Lovgivning blev lavet og udbygning af lokale kunstmuseer og koncertsale blev sat på dagsordenen. Den gode kunst skulle spredes til hele befolkningen, som med øget fritid ellers ville være et let bytte for den kommercielle popkultur, der blev set som et onde - eller snarere det onde. Modstillingen af kunst og massekultur var helt central i den kunstner-politiker-elite, som havde dannet sig. Den sande og statsligt støtteværdige kunst skulle være et værn og en modgift mod massekulturen, som blev indkapslet i det nye begreb pop. Pop var fordummende, ensrettende, passiviserende og potentielt til fare for demokratiet og befolkningens brede masser.

Et konkret udkomme af alliancen var også Statens Kunstfond skabt i 1964. Allerede ved den første uddeling af kunstnerstøtte skulle det dog vise sig, at dele af befolkningen slet ikke delte de forestillinger om den sande og gode kunst, som politikere og kunstnere fandt så indlysende nødvendigt for at bringe velfærdsprojektet op på det næste niveau. Rindalismen havde set dagens lys, og fik faktisk sat en stopper for oprettelsen af lokale kulturcentre rundt om i landet, som var det næste planlagte skridt i kulturoffensiven. I det klima, der dermed opstod, blev alliancen mellem politikere og forfattere vanskelig at opretholde. Protesterne holdt nemlig ikke op, men blev snarere institutionaliseret af politiske partier som Centrumdemokraterne og Fremskridtspartiet.

Litteratur og film blev også brugt til at kritisere forskellige fænomener i samfundet, som velfærdsstaten hævedes at være forklaringen på. Bureaukratikritik illustreret ved den almindelige mands møde med de magtfuldkomne embedsmænd og det bureaukratiske maskineri; socialistisk kritik af velfærdsstaten som et illusorisk skuespil og en hindring for socialisme; høje selvmordsrater, depression og brug af nervemedicin, unge mænds vrede og velfærdsstaten som årsag til ensretning.  Et langt synderegister, som Kjældgaard lægger frem for læseren gennem analyser af film, skuespil, romaner og debatbøger.

Over to kapitler nærstuderes dele af to litterære forfatterskaber, som læses i forlængelse af tidens velfærdsstatsdebat. Der indledes med Villy Sørensen, den vigtigste offentlige intellektuelle i velfærdsdebatten frem til midten af 1970erne, som i modsætning til broderparten af sine forfatterkolleger ikke var modstander af velfærdsstaten som sådan. Kjældgaard viser i sin læsning af dele af forfatterskabet i lyset af velfærdsdebatten, at Sørensen ikke var en simpel velfærdsstatsapologet, men havde et fast blik på de dilemmaer som rejste sig for den enkelte, nu hvor kampen var flyttet fra det sociale til det eksistentielle område. Anders Bodelsen, der heller ikke var modstander af velfærdsstaten, gik anderledes til sagen. For Bodelsen handlede det om at beskrive livet i velfærdens samfund, hvordan livet foregik i sovebyerne, på motorvejene, i kontorerne og klinikkerne, de nye steder som velfærdsstaten førte med sig. Kjældgaard fører det dækkende begreb velfærdrealisme i marken til at beskrive Bodelsens romaner: hvordan man kunne leve, når de sociale og materielle problemer var løst. Derfor er det ikke materielt armod og sociale mangler, Bodelsen sætter i spil, men derimod manglen på mening. Heller ikke Bodelsen er velfærdsstaten og -samfundet en realiseret idyl. Bogens analyser sluttes af med to velfærdsdystopister Henrik Stangerup og Svend Åge Madsen. De skriver fra hvert deres udgangspunkt fremtidsromaner, der sigtede på at vise, hvor galt det kan gå, når velfærdsprojektet føres til sin negative konsekvens.

Som jeg ser det, anbefaler denne bog sig af flere grunde. Som det materiale, der analyseres, er bogen relevant for de diskussioner af velfærdsstaten, som pågår. Man kan og bør, som Kjældgaard også gør, være opmærksom på, at samfundet er et andet i dag. Men fortidens fremtidsvisioner, bekymringer og analyser forekommer mig alligevel at være et relevant refleksionsgrundlag også i dag. Ikke mindst fordi det humanistiske udgangspunkt fra 1950erne nu nærmest er vendt om. Nu er det ikke det enkelte menneske, dets muligheder for at realisere sig selv og truslerne mod disse muligheder, der er udgangspunkt for diskussionen, men staten, dens behov og truslerne mod den, hvilket faktisk for det meste synes at være de menneskers adfærd, som udgør samfundet. Dette er blevet tænkt og kan derfor tænkes anderledes.

Bogen kan også tjene til inspiration for historikernes kildebegreb, der jo har det med at afgrænse sig til fakta og lade fiktionen ude af betragtning. Her forekommer det mig, at Kjældgaard for vist, at det er muligt at læse skønlitteratur ind i samfundsdebattens kontekst, hvilket måske kan give et rigere billede af, hvad fx debatten om velfærdsstaten var for en størrelse. Der ligger dog også en begrænsning her, for mens historikerne helst vil forstå hvad der kom ud af debatterne, hvilke love og institutioner, der blev skabt i forlængelse af dem, holder Kjældgaard sig i hovedsagen på debattens niveau – den bredere velfærdsdebat er den ophavssituation, som de enkelte værker forstås i lyset af.  (Underviseren i kildekritik noterer med tilfredshed, at Kjældgaard mestrer levnsslutningens kunst, selvom han sikkert ikke ved, at det er det, han gør).

Sidst, men ikke mindst, finder jeg det slående, at det synes at være en meget begrænset personkreds i de politiske og kunstneriske cirkler, som havde indflydelse på kulturpolitikken i 1960ernes begyndelse.  Her kunne jeg måske godt savne nogle mere sociologiske fakta, også om udvalget af forfatterskaber. Er det dem, der er, eller er de særlig anvendelige, for de pointer, som Kjældgaard gerne vil analysere frem? Det er måske bare en lektor Blomme-bemærkning; bogen er under alle omstændigheder værd at læse.

Historie-online.dk, den 22. maj 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Triumfen
1983 - Den kolde krigs højdepunkt
Ungarnsopstanden 1956