Menu
Forrige artikel Næste artikel

Også andre hensyn

Kategori: Bøger
Visninger: 480

Af Ida Munk

Værket er ambitiøst lagt an: Det er dansk ligestillings historie gennem 150 år, der her skal skildres i et 2-bindsværk. Og ikke nok med det: Bogens kolofon annoncerer, at ”.., at bogen stiller den moderne historie om kønnenes ligeret i et nyt lys: Hidtil har kvindebevægelsens egen version stået alene – en insiderhistorie om, hvordan kvinderne fra 1871 tilkæmpede sig ligeret trods modstand fra de magthavende mænd.”

Det er spændende at få fingre i et værk, der vil omskrive historien på to felter – dels tilbagedatere begyndelsen af kampen for ligeret i dansk historie med godt 20 år dels ændre på den fortolkning af magtkampene op til kvindernes valgret, som vi hidtil har taget for gode varer; at kvinderne fik ligeret på trods.

Spørgsmålet er, hvorfor dét hidtil har været den generelle opfattelse. Svaret skal iflg. Jytte Larsen findes i det faktum, at fremstillingen af dette problemfelt i denne historiske periode har hvilet på ganske få kilder dvs fortolkninger af de primære kilder, som på trods af forskelligt udgangspunkt har haft det samme synspunkt og den samme interesse i at fremstille det således. Værket kan således også læses med en historiografisk tilgang. 

Går man derimod som Jytte Larsen direkte til det store primære kildemateriale, kan det påvises, hvorledes en lang række mænd i Rigsdagen og i forskellige skrifter har argumenteret overbevisende og engageret for kvindernes ligestilling allerede fra 1840erne, og at de vedblev med at argumentere og stille forslag, indtil de vedtog kvindernes valgret i 1915.

Jytte Larsen har gennem sit arbejde med det meget store materiale således påvist, at kampen for kvindernes ligestilling begyndte længe før Dansk Kvindesamfund blev dannet i 1871 og at mændene bidrog kraftigt, ja at de endog opfordrede kvinderne til selv at ytre sig om deres krav til brug for de (mændenes) politiske forhandlinger i Rigsdagen.

I indledningen til bogen gøres rede for, hvorledes Jytte Larsen gennem sit tidligere arbejde med henholdsvis Dansk Kvindebiografisk Leksikon, som hun var projektleder for, samt www,kvindekilder.dk blev opmærksom på, hvorledes især 3 kilder har været afgørende for det generelle syn på den tidlige ligeretshistorie, vi hidtil har accepteret som korrekt. Nemlig Dansk biografisk Leksikon, 1887 og Dansk Kvindesamfunds Arbejde gennem 40 år, 1912  samt Johs. Steenstrups Den danske Kvindes Historie fra Holbergs Tid til vor. 1917.

Bogen samler det omfattende kildemateriale til behandling i 4 kapitler: 

1.1848’erne

2. Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849

3. Ikkegifte kvinder på vej mod medborgerskab

4. Gifte kvinder på vej mod medborgerskab.

Der er desuden 5 sider noter, omfattende litteraturliste og et nyttigt navneregister.

Bogen er bygget op med to kapitler om grundloven, dens nationale og internationale forudsætninger, dens samtid. Herefter følger to kapitler med konsekvenserne heraf på lovgivningsområdet for henholdsvis ikkegifte og gifte kvinders vej mod medborgerskab. 

Denne opbygning betyder, at der forekommer en del gengangere og referencer til de samme politiske begivenheder og forhold - især da bogens to kapitler om Grundloven og dens forudsætninger strækker sig fra 1700-tallet til 1860’erne.

De to afsnit om ikkegifte og gifte kvinders vej til medborgerskab hænger ligeledes nødvendigvis sammen og komplimenterer hinanden. 

Bogens kapitel 1 ’1848’erne’ kommer vidt omkring – til Amerika helt tilbage til 1600-årene og revolutionen i Frankrig i 1789. Her illustreres kampen for kvinderettigheder med enkeltpersoners teoriudvikling, kamp og historie, f.eks. Olympe de Gouges, Charles Fourier, Flora Tristan, Marx og Engels, Elizabeth Stanton, Lucretia Mott, Harriet Taylor og John Stuart Mill. Deres tankegods gennemgås her noget kalejdoskopisk og meget herom tages op senere, men man læser sig til et bredt grundlag for forståelsen af de samtidige danske forudsætninger. 

I den danske del af kapitlet er vi ligeledes tilbage til 1700-årene med Ludvig Holberg og præsenteres derefter for Orla Lehmann, der var en ivrig fortaler for fuld ligestilling allerede omkring 1840 og for DG Monrad, redaktør af Fædrelandet, som med sine forslag på skoleområdet var en foregangsmand for kvinders ret til uddannelse og arbejde. Persongalleriet Mathilde Fibiger, Pauline Worm og Frederik Drejer bliver præsenteret med deres baggrund, livsvilkår og tankesæt og giver dermed et fint indblik i de vilkår, hvorunder de danske kvinderettigheder blev formet i denne tidlige fase.

Dette kapitels afsnit, ’1848’erne privat og politisk’, opsummerer, at der for feministerne i denne periode måtte arbejdes i forhold til en tredeling i samfundet mellem ”det offentlige, det private og det intime, hvor de to første er arenaer for lige og frie mænd, den tredje er en førmoderne arena med seksuelle og reproduktive rettigheder for mænd på bekostning af kvinder, afkoblet det demokratiske emancipationsprojekt.” Denne tredje kategori viser sig at være særdeles central for den efterfølgende diskussion af kvinders rettigheder. Afsnittet her vender tilbage til det omtalte persongalleri med en yderligere omtale af enkeltpersoner og deres livsforløb. 

Kapitlet dokumenterer, hvorledes kvindebevægelsen og arbejderbevægelsen hver for sig i deres historieskrivning har bidraget til eftertidens fejlagtige opfattelse af, at kampen om kvinderettigheder alene var en kvindekamp og at den blev indledt i 1870erne og ikke i 1840erne.

Kapitel 2 ’Danmarks Riges Grundlov af 5. Juni 1849’ analyserer detaljeret valgretten til den grundlovgivende og den senere lovgivende forsamling. Her fremlægges argumentation for, hvorledes begrænsningen af den almindelige valgret for mænd opstod og dermed udelukkelsen af kvinderne. Det blev nemlig eksplicit foreslået, at ”Quindekjønnet skulde være udelukket”, hvormed det jo faktisk må siges at have været under overvejelse at inkludere dem; som Jytte Larsen skriver: ”Kvindevalgret var tænkelig for grundlovsfædrene, men ikke ønskelig.” Hermed tilbagevises senere påstande om, at udelukkelsen ikke var udtryk for nogen bevidst antifeminisme eller at kvindevalgret var utænkelig. I diskussionerne om, hvilke klasser, der skulle have valgret, blev menneskeret identisk med mandsret. 

I dette kapitel findes også et afsnit om civile og sociale rettigheder samt et afsnit kaldet ’Fra skrivepult til talerstol’, hvor naturligvis også kvindernes rettigheder omtales. Hermed foregribes de to følgende kapitler, hvor man introduceres til de samme problemstillinger. 

Kapitlet behandler i en slags opsummering Johs. Steenstrups defensorat af kvindernes udelukkelse fra valgretten – en problemstilling der blev taget hul på i bogens indledning. 

Kapitlet ’Ikkegifte kvinder på vej mod medborgerskab’ gennemgår tilblivelsen af de love, der var bestemmende for kvindernes rettigheder bl.a. vedrørende myndigheds- og erhvervslovgivning og arv. Arbejdet med lovgivningen op til vedtagelsen i 1857 er spændende læsning ikke mindst arbejdet med næringsfrihed til kvinder. Det ville være interessant at se den endelige udformning af de forslag, som omtales i teksten evt. som bilag. Tilbage står, at Jytte Larsen her dokumenterer, at 1857- reformerne skal betragtes som en milepæl i ligestillingshistorien. Den internationale påvirkning i perioden omtales; igen John Stuart Mills mulige indflydelse på de personer – her Orla Lehmann – der var bestemmende i forhold til lovforslagenes udformning og vedtagelse. Jytte Larsen diskuterer med nutidige forskere, hvor moderne Orla Lehmann var og fremlægger her den debat, som Lehmann førte an i og vandt over justitsministeren Carl Simony. Afprøvelsen af Lehmanns progressivitet sker bl.a. i behandlingen af spørgsmålet om kvinders kirkelige valgret og om lærerindeuddannelse, hvor han ikke forekommer at være den direkte talsmand for disse friheder.

Dette kapitel om ikkegifte kvinder kan naturligvis ikke behandles uden at omtale de gifte kvinders rettigheder, hvorved der sker en sammenblanding i behandlingen af de to emner, således i afsnittet om frihed, lighed og kærlighed i 1850’eres kønskontrakt, hvor ægteskabskontrakten behandles. Det er på sin vis naturligt, idet civile rettigheder til de ugifte kvinder ville være en glidebane frem mod de politiske rettigheder, og at disse rettigheder ville føre til krav om tilsvarende rettigheder for de gifte kvinder. Grænsen for frihederne gik ved ægteskabet - også for mange af de mænd, der arbejdede intenst for kvindernes ligeret.

I opsummeringen af dette kapitel gør Jytte Larsen opmærksom på, at Emil Elberling gennem sin afhandling (1885) og gennemgang af forhandlingerne på Rigsdagen (1897) klart har pointeret den konsensus, som prægede Rigsdagen. Jytte Larsen påviser, at disse informationer forsvinder i senere tiders behandling af emnet, hvor det er ganske andre synspunkter, der vælges ud til citat. Også Orla Lehmanns motiver bliver i nyere historieskrivning karakteriseret som først og fremmest økonomiske og materielle frem for etiske. Det er ligeledes interessant at konstatere, hvorledes den tids emancipatoriske personer som Natalie Zahles virke senere er omtalt: – knap nok i Dansk Kvindesamfunds Fyrretyveårshistorie (1912), og af den anden feministiske fløj med anklager om ’borgerligt bagstræb og antifeministisk kvindesyn’, mens Dansk Biografisk Leksikon(1887) har et fyldigt portræt af hende.

Det sidste kapitel ’Gifte kvinder på vej mod medborgerskab’ må nødvendigvis relatere sig  til de samme begivenheder og personer som forholdt sig til Grundloven og problemstillinger vedr. ikkegifte kvinder. Kapitlet tager interessant nok det, der kaldes feministiske ægteskaber op med den parallel, der kan ses mellem John Stuart Taylor og Harriet Mill’s og Matilde og Frederik Bajers ægteskaber samt til ægteparret Marie og Armand Goegg og påpeger deres væsentlige betydning for ligeretskampen. 

Her får vi den udvidede historie (historien fortælles delvist i tidligere kapitler) om hvorledes den københavnske ’Comité local de l’association internationale des femmes’ blev stiftet, efter ide fra Alexis Petersen, Geneve, viderebragt til Frederik Bajer, med Matilde Bajer som formand. Efter kun 9 måneder trak et ” socialistforskrækket flertal” sig ud og dannede det moderate og nationale Dansk Kvindesamfund. I 1885 dannedes Kvindelig Fremskridtsforening under Matilde Bajers ledelse, men såvel hun som Frederik Bajer forblev medlem af moderforeningen. Dette internationale udgangspunkt for Dansk Kvindesamfund forties i foreningens festskrift fra 1912.

Gifte kvinder viser sig at få indflydelse ikke mindst gennem deres mænd på udviklingen af gifte kvinders rettigheder, således bestyrelsesmedlem Severine Casse gift med den tidl. justitsminister, hvis netværk blev udnyttet i forhold til forslag om formuerådighed. Det er spændende læsning at blive ført ind i de krumspring for at fremme og modvirke forslag, der kan sikre gifte kvinder i alle indkomstlag. Det er også interessant at konstatere, hvorledes kvinderne opfordres af de involverede mænd til selv at stille krav om retten. Men ikke mindst, hvorledes de mænd, der ønskede valgret og valgbarhed til kvinderne tog nogle lange, seje træk for så at måtte erkende, at flertallet ikke kom i hus i Landstinget i 1987/88 og heller ikke i de mange efterfølgende år, hvor forslag blev stillet. Først i 1899 fik de gifte kvinder endelig den myndighed i forhold til formue, som deres ugifte søstre havde besiddet i over 40 år. Også vejen til den kvindelige valgret til kommunalbestyrelser i 1908 og valgretten til Rigsdagen i 1915 bliver grundigt behandlet. I dette kapitel behandles desuden spørgsmålet om oprettelsen af kvindelige fagforeninger og ligeløn. 

Det forekommer således at være et opsamlingskapitel, hvor også emner, der ikke er specifikke for de gifte kvinder behandles, således kønsdiskriminationen i uddannelsessektoren og embedsansættelse. Kapitlet slutter med kronologiske ture frem og tilbage i tid, snart 1973 EU love snart omtalen af ’Hvad vi vil’ fra 1888, ligesom vi vender tilbage til John Stuart Mills betydning og den internationale socialistiske kvindebevægelse omtales ved Clara Zetkin. Endelig redegøres for en lang række forskeres indlæg og perspektiver på kvindevalgret og rettigheder – ligestillingsprojektet.

Den sproglige formidling af det store materiale er lidt svingende, idet sprogstilen skifter mellem skrift- og talesprog. Det undrer, at der anvendes en del engelske udtryk, hvor der vel udmærket kunne anvendes danske, især da citater fra engelske tekster alle bringes oversat. Endvidere kunne en bedre korrektur måske sikres i en 2. udgave.

Dette første bind af den nye danske ligestillings historie er vigtig og interessant forskning, der bryder med og omskriver den historiske fremstilling, vi hidtil har troet var gedigen. Jytte Larsen fremdrager nye kilder og sætter kendte kilder i nyt lys. Værket må derfor siges at være en rosværdig banebrydende indsats for ligestillingens forskning. 

Ikke mindst på den baggrund skal det blive interessant at læse bind 2 !

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Hans-Jørgen Schanz: Ånd
Husmødre
Slaveriets historie