Menu
Forrige artikel Næste artikel

Poul Henningsen dengang og nu

Kategori: Bøger
Visninger: 550

Af Morten Refskou

Lysmesteren gennemlyst

Hans Hertel har leveret en udsædvanlig bedrift ved at stå bag de to store værker om Poul Henningsen. Adskillige timer blev til år med næsen i bøger, aviser, tidsskrifter og hvad arkiverne i øvrigt har bevaret. Hertel leverer ikke blot en ihærdig og grundig arkivalsk indsats, men en tilsvarende imponerende analytisk bedrift. I modsætning til mange andre biografier har han nemlig fravalgt kronologi som den grundlæggende disposition. Samtidig har han bevidst lagt ikke blot hovedvægten, men stort set al opmærksomhed på den offentlige Poul Henningsen. Det sidste er der mange biografer, som har haft som ambition, for så alligevel at ende med at overdynge biografien med arkivernes mange personlige og private historier. Den fælde falder Hertel ikke i, tværtimod.

Biografien er tematisk inddelt i ti særdeles velskrevne kapitler, som hver behandler PH’s virke indenfor et specifikt felt. Det er en krævende øvelse at foretage, for ved at bryde med kronologien som bærende princip øges risikoen for gentagelser, men Hertel slipper godt fra den. Der er nogle gentagelser, men langt fra i et omfang som er generende for læsningen. Derimod lykkes Hertel med at fremstille en interessant og vedkommende analyse af PH’s mangeartede virke i den danske offentlighed.

Allerede i begyndelsen af bogen bliver det understreget, at bogens ærinde er at nuancere og i visse tilfælde korrigere det billede, Paul Hammerich tegnede af PH i sin bog Lysmageren fra 1986. Det er denne både folkelige, farverige og lige lovligt anprisende krønike, Hertel skriver op imod. Den tematiske disposition bidrager til at betone forskellene på de to værker. Hammerichs bog er et kronologisk heltekvad om det teknik- og kritikbegejstrede geni, der trods modgang endte som det 20. århundredes danske oplysningsmand, der kastede lys over landet. I Hammerich skikkelse var PH noget ufejlbarlig. Hos Hertel er PH stadig en helt, men han er ikke uden fejl, og tilsyneladende er intet efterladt i skyggen. Hertels bog er stringent analyse af arkitekten, designeren, debattøren, kritikeren, redaktøren, provokatøren, filmmageren og revypoeten PH’s betydning for det danske kultur- og åndsliv.

Også i sin fysiske fremtoning er tydeligt, at Hertels bog spiller op mod Hammerichs. Der er anvendt samme kvadratiske format, som kun bliver elegant fordi marginen anvendes til uhyre velvalgte illustrationer og supplerende tekster. Den eneste anke mod dette meget fine udstyr er, at billeder, billedteksterne og de øvrige marginnoter er så interessante og rigelige, at de kan tage fokus fra brødteksten. Jeg blev nødt til at ændre læsestrategi, så jeg først læste brødteksten og derefter tog kapitlets margintekster igen. Det gjorde dog ikke glæden ved læsningen mindre.

Fordi Hertel så konsekvent holder sig til PH’s offentlige virke og betydning bliver bogen ikke en klassisk biografi, som kan konsulteres, hvis man ønsker fortælling om PH’s private liv. Der er tilstrækkeligt herom til, at det ikke bliver påfaldende, men det er ikke en ’mennesket-bag-myten’-biograf, og heldigvis for det. Omvendt betyder den klare og analytiske tilgang, at bogen næppe lader sig læse uden vanskeligheder for læsere uden et vist forudgående kendskab til PH og dele af hans virke. Hertel vil noget med sin analyse, han stiller krav til sig selv og så sandelig også til sin læser.

Dagspressen har ikke overraskende fokuseret på nogle af de mere spektakulære elementer i biografien. Det er da også en appelsin i turbanen, at Hertel kan dokumentere, at en dansk nazist efter krigen bankede på PH’s hoveddør, og fortalte, at han var udset til at likvidere PH. Ligeledes er der en god historie i, at Hertel ganske sobert beskriver, hvordan Hammerich pyntede lige lovligt meget på PH’s evner som roer under flugten til Sverige. Hos Hammerich roede PH egenhændigt båden med sin hustru, arkitekt Arne Jacobsen med frue og en ung student til Sverige. Sandheden er, at den unge student var eliteroer, han tog åren fat, og bragte sig selv og de fysisk lidet duelige arkitekter og hustruer i sikkerhed.

De væsentligste bedrifter er imidlertid ikke disse og andre mere spektakulære afsløringer. Snarere skal bogens egentlige værdi findes i den overordentlig grundige og kompetente fremstilling af Danmarks politiske, kulturelle og intellektuelle brydningsfelter fra mellemkrigstiden til et godt stykke op i Den kolde Krig.

PH var ikke for fastholdere, han modsagde stort set al ortodoksi, og modsagde også jævnligt sig selv. Han havde en formidabel arbejdsevne og skrev om stort set alt. Der var næppe den debat, han ikke kastede sig ind i. Han blev en torn i øjet på mange. Hvis det ikke var på grund af sit forsvar for Josefine Baker og jazzmusikken, var det fordi han digtede på talesprog. Det kunne også være hans Danmarksportræt i Udenrigsministeriets Danmarksfilm, som var forud for sin tid eller hans insisteren på et rimeligt retsopgør efter Anden Verdenskrig.

PH argumenterede indædt mod de arkitekter og planlæggere, som arbejdede for naturbevaring og kulturarvsbevaring. Hans synspunkter var, at arkitekter skal forny og hverken genskabe eller reproducere, og naturen skal ikke fastholdes i hverken fortids- eller nutidsformer, da den udvikler sig. Jeg morede mig over paradokset i, at netop de synspunkter i øjeblikket kolliderer med det herskende syn hos de mennesker, som sædvanligvis henregner sig til den kulturradikale sfære.

Hertel sandsynliggør, at én af konstanterne i PH’s verdensbillede – hans antitotalitarisme – skyldes eksilopholdet i et internationalt intellektuelt miljø i Sverige. Her kom han i kontakt med andre intellektuelle, som ikke så Sovjetunionen og kommunismen som væsensforskellige fra nazismen eller andre totalitære regimer. Denne prægning fik betydning for PH, hvis antinazisme blev til antitotalitarisme, og formentlig førte til hans indædte angreb på det danske retsopgør og den danske stats behandling af tyske flygtninge. PH’s stædige fastholdelse af og insisteren på risikoen for, at nazismens praksisser umærkeligt blev integreret i det danske retsopgør og flygtningeadministrationen, når følelser og folkestemninger står i vejen for egentlige sagsforhold, tjener ham til ære.

Også PH’s opgør med først Sovjetunionen og siden også kommunismen forstås bedre i lyset af hans påvirkning fra tiden i Sverige. Den meget udførlige beskrivelse af debatklimaet og de politiske skillelinjer i datidens Danmark tydeliggør ikke blot de personlige omkostninger, det havde for PH at gå op mod sine gamle venner, men også – og måske især – at kulturkamp i tiden umiddelbart efter krigen var ganske væsensforskelligt fra den noget matte afart af en kulturkamp, der har udspillet sig i de seneste år.

Dermed er vi fremme ved min eneste anke mod Hertels forvaltning af biografrollen, nemlig afsnittene om nutidens kamp om at være de rette arvtagere til PH. Det er for så vidt prisværdigt, at Hertel ikke lægger skjul på sin egen position i forhold til hele debatten om, hvorvidt PH ville være på den ene eller anden side i forhold til Jyllands-Postens trykning karikaturer af profeten Muhammed. Omvendt bliver netop denne del af PH’s receptionshistorie og virkningshistorie en anelse kontrafaktisk, thi uanset hvad PH har udtalt for og imod ubetinget ytringsfrihed, kan det ikke afgøres, hvordan han ville have forholdt sig til hele problemstillingen omkring religiøs censur af kunsten. Vi kan alle gisne mere eller mindre kvalificeret derom, men vide det kan vi ikke, for som PH selv sagde det om Hørup: ”Det eneste vi ikke kan, er at pådutte Hørup anskuelser om disse ting, som er sket efter hans død, og som han derfor af vægtige grunde er afskåret fra at ta stilling til”. Der er ingen tvivl om, at afsnittet skal tjene til at vise PH’s fortsatte betydning, men det bliver desværre til et partsindlæg. Derfor forekommer det mig, at Hertel med fordel kunne have skåret hårdere i det kapitel og lagt dele af det om i antologien, som er et fint og vægtig bidrag til belysning af PH’s varige betydning. 

PH’s rolle og betydning er måske ved at gå i glemmebogen for store dele af befolkningen. Rundt om i Danmark findes veluddannede mennesker, som tror, at PH-lampen er tegnet af Piet Hein. Det til trods er PH formentlig mest kendt for sine lamper og et par af sine revyviser. Samtidig er det måske så som så med kendskabet til PH blandt danskere under 40 år. Dette understreges af, at der blandt de mange bidragydere til antologien kun er en forfatter under 40 år.

PH har satte et betydeligt præg på sin tid, og i vid udstrækning også på eftertiden. Derfor er begge bøger, men navnlig biografien et kærkomment og vedkommende bidrag til kulturhistorien. Korrekturen har været grundig, og der er meget få slåfejl. At begge bøger er velskrevne og godt boghåndværk gør ikke anbefalingen mindre. 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Navne i Danmarkshistorien
Peter Knutzen: Jeg frygter ikke Historiens Dom
Foss