Menu
Forrige artikel Næste artikel

Ribe Bys Historie 3 - 1850-2010

Kategori: Bøger
Visninger: 730

Af Poul Porskær Poulsen , arkivar, Vejle Stadsarkiv

Ribe har fået sin moderne byhistorie! Der er skrevet utallige værker om Ribe i tidens løb, men i anledning af byens 1300 års jubilæum har Dansk Center for Byhistorie ved centrets dynamiske leder, Søren Bitsch Christensen, fået i opdrag at udgive en ny fremstilling af historien fra de ældste tider til i dag. Værket er udgivet i tre bind, og som man kan forvisse sig ved læsning af historie-onlines anmeldelser af de to første bind, så er det lykkedes at få fremstillet en vidende og levende byhistorie. Se anmeldelserne:

http://ho.deltaserv.dk/nyt/bogfeature/ribebyshistorie_bd1.htm

http://ho.deltaserv.dk/nyt/bogfeature/021101_byhist_ribe2.htm

Bind 3 kompletterer og fuldender værket, og denne anmelder vil gerne blande sig i det begejstrede kor med hensyn til, at vi har at gøre med et værk, hvor mængden af viden om denne vigtige danske by forøges betragteligt. Det er tillige gjort på en velskrevet måde, som gør bogen let læst, og også for ikke-ripensere jævnt spændende og interessant. Denne anmelder kunne måske godt have tænkt sig nogle flere historier, nogle flere punkter hvor vi kommer tæt på ripenserne i perioden, så man kan få et indtryk af, hvordan der faktisk var at leve sit liv i byen. Ribe var tidligere var en væsentlig købstad, men som med 1864-nederlaget blev  byen pludselig til en udkant i national forstand og med opførelsen og den rivende udvikling af havnen og byen Esbjerg også en udkant regionalt. De to nævnte begivenhedsforløb har haft utrolig stor betydning for Ribe, både handels- og befolkningsmæssigt og kulturelt. Selv om det betød, at Ribe på denne måde blev sat tilbage og hæmmet i sin udvikling, så er dette jo netop det spændende, for det markere virkelig en særudvikling for Ribe. Det er der ikke andre danske byer, der har oplevet! Og det gør jo i sig selv Ribes historie i de sidste 150 år uhyre interessant. I andre byhistorier er det jo netop den periode, hvor den stærkeste udvikling sker – hvor befolkningstallet voksede, industrierne skød op, jernbanen og anden infrastruktur kom til osv. osv.

Ligesom i de to første bind er fremstillingen delt tematisk op. Vi begynder med at sætte selve naturen og byrummet på plads. Gadenettet fra Middelalderen begynder at blive brudt op i 1860’erne, der opstår nye boligkvarterer, for en vis vækst var der jo dog. Man opdager også det historiske byrums tiltrækning på turister, så det sætter man sig for at restaurere og bevare, ligesom også domkirken får en overhaling. Turismen bliver altså et vigtigt pejlemærke for Ribe.

Næste afsnit hedder ”Folk i Ribe”, og beskriver befolkningsvækst og stagnation, befolkningens sammensætning og erhverv. I Ribe var der mange funktionærer, hvilket ifølge forfatteren var med til at sikre en vis sammenhængskraft og ikke så store skel. Måske!

Et af de bedre afsnit hedder her ”Levevilkår”, fordi Kristian Buhl Thomsen her meget fint udnytter arkivmateriale som arbejdererindringer, en samling af regnskabsbilag og kvitteringer, der fortæller om privatforbrug, en konfirmants gaveliste mm., så vi kommer tæt på nogle af ripenserne i forskellige perioder. Det er godt arkivarbejde og god historieskrivning.

De næste – og største – afsnit handler om ”Bystyre og velfærd”. Om velfærdsstatens fremvækst med socialpolitiske initiativer, der sætter varige spor i lokalsamfundet – fx socialreformerne i 30’erne. Vi hører også om bystyret, kommunalvalgene, kvindernes valgret, partierne. Alt sammen noget vi har læst om før, men her får vi en rigtig god lokal gennemgang af udviklingen i Ribe frem til kommunalreformen i 1970, hvor byen voksede ved indlemmelse af sognekommuner i oplandet – og til den seneste kommunalreform i 2007, hvor Ribe ophørte som selvstændig kommune og blev en del af den nye Esbjerg Kommune.

I afsnittet om økonomi og erhverv drejer fremstillingen sig naturligt nok om handel, håndværk, industri. Sidstnævnte var der ikke meget af, men der var dog nogle fremtrædende virksomheder inden for tekstil- og jernindustri i anden halvdel af 1800-årene, som var vigtige for byen .

Og endelig kommer det bedste og mest velstrukturerede afsnit, nemlig det om ”Byliv og bykultur”. En glimrende indføring i denne specielle provinsbys kulturliv, men afsnittet er så også til forskel fra de andre hovedafsnit skrevet af kun én forfatter, Karsten Eskildsen. At det en mands værk gør simpelthen fremstillingen mere sammenhængende og, synes anmelderen, fængende.

Vi hører om amatørteater, forenings- og klubliv, den nationale historiske interesse, der førte til oprettelsen af Den antikvariske Samling i 1855 og det museum, der kom til senere. Kunstmuseum kom også til, og der blev afholdt nationale fester med mange tusinde deltagere fra hele landet. Forlystelseslivet med blandt de nye biografer, ligesom udflugtsstederne får en fin beskrivelse. Vi hører om de lokale komponister (bl.a. den mærkelig Rud Langgaard), og, når vi kommer langt nok op i tid, så kommer der naturligvis også både jazz og pigtrådsmusik til Ribe. (Mærkeligt nok synes der ikke at have været noget idrætsliv i Ribe – og det passer jo nok ikke?). En grundig og inspirerende indføring i købstadens kulturelle liv.

Alt i alt må man sige, at ”Ribes Historie 3” er et grundigt og detaljeret stykke byhistorie med en velskrevet fremstilling, som er den historiske by værdig. Det er et værk, hvor ripensere og andre kan finde et væld af oplysninger og fremstilling af udviklinger, der naturligt nok var præget af Ribes geografiske placering men også af en historisk arv, som man tidligt fandt ud af at kapitalisere.

Som sagt er der ikke så mange historier om ripensernes liv og levned. Altså helt inde på livet af den enkelte byboer. Men det er nu også svært i et oversigtsværk af denne art. Her er netop så meget, som skal karakteriseres og beskrives. Det må dog danne en fin baggrund for yderligere lokalhistorisk forskning i og formidling af historierne i Ribe i denne periode.

De bedste afsnit er dem, der handler mest om mennesker, ikke blot som statistik. Det gælder kulturafsnittet men også det store afsnit om kommunestyret og velfærden. Det er både velskrevet og giver et godt indblik i Ribes liv i de 150 år (eller også er det bare fordi, det er de temaer, der interesserer anmelderen mest!)

Under alle omstændigheder er der al mulig grund til at ønske byen, redaktøren, forfatterne og udgiverne til lykke med værket. De tre bind kan I godt være bekendt for nu at sige det på noget, der ligner vestjysk!

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
De byggede landet op
Nørrebrohistorier - Fra fedtemadder til Fædregruppen
Udstykningerne på Lindersvold