Menu
Forrige artikel

Struensee

Kategori: Bøger
Visninger: 810

Af Christian Kaaber

Sig navnet Struensee: Og ni ud af ti danskere ser skuespillerens Mads Mikkelsen, komplet med glat sort hår og korte bakkenbarter.  Castingen til hovedrollerne i filmen En kongelig affære har åbenbart ikke sigtet efter den mindste fysiske lighed med den historiske Struensee, endsige til de øvrige hovedroller. En mærkelig mangel på konsekvens i en film, der på positivsiden byder på en fantastisk computergenereret tur rundt i København anno 1770, scenen for filmens historie - og for Johann Friedrich Struensees korte, men skelsættende kometkarriere til posten som den dansk-norske stats rorgænger i 20 hektiske måneder fra foråret 1770 til kabinetsministerens afgrundsdybe fald 17. januar 1772.

Historien om Struensee er i de seneste årtier især serveret i kunstnerisk form; i adskillige romaner, som ballet og i den ovenfor nævnte film. Ikke så mærkeligt: Her er alle de ingredienser, et flamboyant drama kan ønske sig: Magt, intriger, sex og - hvis man vover det - brat og blodig død. Tilmed i en kulturhistorisk ramme med pudrede parykker, farverige garderober og al rokokotidens smægtende elegance. Fiktionens Struensee afspejler oftest, som det sker i En kongelig affære, myten om den oplyste livlæge, der blev dronning Caroline Mathildes elsker og forgæves kæmpede for at reformere det stivnede og brutale danske samfund efter Oplysningstidens fremmeste idealer. Ikke et ondt ord om det, men godt er det, at der nu foreligger en letlæst, fagligt velunderbygget biografi om Struensee, hvor forfatteren tilmed bruger plads på at behandle Struensee-myten.

Den altafgørende forudsætning for den historiske Struensees virke er kong Christian den Syvende. Derfor er det også oplagt, at den altid velskrivende og -fortællende historieprofessor Ulrik Langen få år efter sin på mange måder banebrydende biografi om kongen her leverer en veldrejet udskæring af denne bogs kolossale stof i de 100 sider om Struensee. Ingen har bedre forudsætninger for denne opgave, og den er løst flot og velbalanceret.

Bogen indledes med en detaljemættet beskrivelse af de voldsomme optøjer, som jubelen over  den natlige arrestation af Struensee og hans hele kreds, herunder selveste dronningen, udløste fredag den 17. januar 1772. Og som forfatteren rigtigt spørger: Hvad jublede den københavnske pøbel egentlig over? Det korte svar må blive: Over det, man opfattede som et usædeligt og ugudeligt regimentes fald. Over, at kongen, som samme morgen blev kørt i glaskaret gennem de hujende menneskemængder, havde taget sin enevoldsmagt tilbage fra en kamarilla, der ifølge de værste rygter stræbte ham efter livet. De allerfærreste vidste, hvordan sagen egentlig hang sammen, og rygterne svirrede frit. Og det blev de ved med.

Fremstillingen springer herefter tilbage i tid og beskriver Struensees baggrund som opvakt præstesøn i grænselandet mellem det danske rige og det store mangeartede tyske. Struensee blev allerede som 20-årig færdig som læge og praktiserede i Altona, den store sydlige forpost i Christian den Syvendes riger og lande. Det var her, den unge, belæste oplysningsmand mødte den enevældige hersker og blev hans læge på en lang udenlandsrejse. Den purunge højtbegavede konge med det vanskelige og fuldstændig uforudsigelige sind fattede tillid til Struensee, der til gengæld forstod, at han her havde at gøre med en sjæleligt forstyrret patient - og vel at mærke en patient, hvis ord og, hvad endnu vigtigere var, underskrift var lov i Danmark-Norge.

Oplevelserne på rejsen og det tætte forhold til enevoldsherskeren blev startskuddet til en utrolig karriere, som bragte livlægen frem til posten som reel magthaver og lovgiver, som til sidst lod kongen befale, at Struensees underskrift ligestilledes med majestætens egen. Undervejs udvikledes Struensees fortrolighed med dronning Caroline Mathilde til et erotisk forhold, der tilmed bar frugt i skikkelse af prinsesse Louise Augusta, som dog stedse anerkendtes som ægtefødt kongedatter. Struensee indførte reformer i oplyst ånd, men i et hæsblæsende tempo, hvor han undervejs rystede alle mulige allierede af sig, bortset fra dronningen, og i vinteren 1771 stod som en venneløs usurpator, der ud over at have brudt med hele det dansk-norske forvaltningsapparat og enevældens maskinrum, tilmed havde udfordret kongens nærmeste familie og lagt sig ud med militæret. Det måtte gå galt, og det gjorde det.

Ved kuppet  natten til den 17. januar 1772 bemægtigede Struensee og dronningens fjender sig den labile konges person og lod ham udstede de første af en lang række ordrer, der blev fatale for Struensee i allerbogstaveligste forstand. Dronningen blev sat i arrest på Kronborg og efter en hemmeligholdt proces skilt fra kongen og siden hentet til sin britiske kongebrors besiddelser i Tyskland. Struensee og hans nærmeste medarbejder Enevold Brandt blev efter en delvis hemmeligholdt proces dømt for forskellige former for "majestætsforbrydelse" og henrettet for øjnene af det meste af Københavns befolkning på Østerfælled den 28. april efter de barbariske forskrifter, deres forbrydelse takseredes til efter Kong Christian den Femtes Danske Lov: Afhugning af højre hånd, derpå af hovedet, hvorefter kroppen parteredes, og det hele anbragtes på hjul og stejle. Gennem flere år kunne resterne af de to beskues på Vesterfælled, cirka hvor spillestedet Vega ligger i dag.

På de 100 sider, serien 100 danmarkshistorier stiller til rådighed, fortæller Ulrik Langen glimrende hele denne mærkelige historie, som vel er den største rystelse, den danske enevælde nogen sinde oplevede, og som i flere korte omgange skabte oprørsstemning i København. Bogen udmærker sig særlig ved at kaste lys på relationen mellem Struensee og hele det enevældige apparat. Struensee benyttede sig af kongens person og den rolle, denne tilkendtes i enevældens verden, men hele det apparat, selvherskerdømmet hvilede på, fattede han ikke. Alle hans ideelle reformønsker og oplysningstanker endte med at komme til kort, og den velmenende samfundsforandrer havnede på hjul og stejle.  I mellemtiden afløstes den tumultariske jubel over hans fald af rædsel over Struensees makabre endeligt.

Denne sidste akt beskrives detaljeret, og her løber forfatterens fantasi et øjeblik løbsk: "Nu kunne man endelig gå til parteringen. Til sidst blev hans kønsdele skåret af og fremvist for mængden. Selv den mest tungnemme kunne næppe undgå at fange symbolikken". Struensee blev maltrakteret efter alle Danske Lovs makabre forskrifter, men den barbariske praksis omfattede trods alt ikke obskøniteter, og beskrivelsen savner kildemæssig dækning. Tværtimod blev hele dronningens rolle i affæren holdt tophemmelig, og forholdet blev kun yderst indirekte nævnt i dommen over Struensee, der kom på tryk. Myndighederne rationerede nøje, hvad der blev offentliggjort. Skilsmisseprocessen var aldeles mørklagt, hvilket også gjaldt væsentlige dele af sagsmaterialet mod Struensee. Til gengæld cirkulerede der pertentligt og professionelt affattede afskrifter af de klausulerede akter. Den, der ville vide noget, kunne komme til det, men langt de fleste havde det som det citerede vidne Valentin Knudsen, derskrev: "Hvad deres Forbrydelser egentlig har været, det veed jeg ikke, thi Sandheden er holdt hemmeligt, som billigt er, og By-Sladder tror jeg ikke".

Myterne om Struensee fik lige fra begyndelsen frugtbar grobund, og bogen her kaster trods et enkelt kiks glimrende lys på både myte og realiteter og over Struensees rolle som begivenhed i Danmarkshistorien.

Historie-online.dk, den 23. april 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Landsbyliv
Caroline Mathilde - Magt og skæbne
Husbondret