Menu
Forrige artikel Næste artikel

Danske fortidsminder fejres

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 687

 

For andet år i træk er Slots- og Kulturstyrelsen og en lang række lokale kulturhistoriske museer gået sammen om at skabe en Fortidsmindedag i Danmark for at få danskerne ud i by og land, hvor man vil give dem et øget kendskab til og en større interesse for danmarkshistorien via et besøg på et af vores mange, fantastiske fortidsminder.

I år sker det søndag 30. april, og på Nordjyllands Historiske Museum byder man på tre forskellige arrangementer. For dem alle tre gælder det, at det er gratis at deltage, men ét arrangement kræver tilmelding og to andre kræver praktisk tøj, da de foregår udendørs.

Fortidsmindedag i Sebbersund

Ved museumsdirektør Lars Christian Nørbach, Nordjyllands Historiske Museum
Tid: søndag 30. april kl. 10
Mødested: Skt. Nikolaj Bjerg, Bjerget 4, Nibe

I starten af 1990'erne blev der mellem byen Sebbersund og Sankt Nicolaj Bjerg fundet spor efter en handelsplads fra yngre jernalder og vikingetid. Kirken og gravpladsen er blandt de tidligste eksempler på kristendommens udbredelse i Danmark. Omkring år 1100 forsvandt handelspladsen fra området ved Sebbersund sandsynligvis fordi, Limfjordens åbning mod Skagerrak sandede til.
Lars Nørbach vil guide deltagerne rundt i området og fortælle om udgravningsresultaterne.

Middelalderlandsbyen på Alstrup Hede

Ved museumsinspektør Stig Bergman Møller, Nordjyllands Historiske Museum
Tid: søndag 30. april kl. 11
Mødested: Alstrup Hede, Mejlbyvej 67, Nørager

Tag med museumsinspektør Stig Bergmann Møller på vandring på Alstrup Hede, og hør om de undersøgelser, Nordjyllands Historiske Museum foretog her i 2011. Alstrup Hede er en ganske lille fredning beliggende tre kilometer sydøst for Kongens Tisted i det sydlige Himmerland. Området, som i dag helt er omgivet af landbrugsjord, blev i 1944 fredet af arkæologiske grunde. Man havde fundet spor efter en for længst forsvundet landsby, formentlig en fortelandsby. Forte er et gadekær omgivet af fælles græsningsarealer og bebyggelse. På fredningen findes desuden højryggede agre samt jord- og stendiger. Da bebyggelsen på Alstrup Hede blev forladt, overgik den til hede. Dette forløb har betydet, at den middelalderlige Alstrup Landsby har efterladt sig synlige diger, vejforløb med stendiger og grøfter, som endnu kan ses i dag.

Foredrag om fredede fortidsminder

Ved museumsinspektør Lone Andersen, Nordjyllands Historiske Museum
Sted: Portlandsalen, Lindholm Høje Museet, Vendilavej 11, Nørresundby
Tid: søndag 30. april kl. 11-12

Fredningsloven fylder 80 i år, og i den anledning holder museumsinspektør Lone Andersen, der har tilsynet med de nordjyske fortidsminder, foredrag i Portland-salen på Lindholm Høje Museet. I Danmark kom sikringen af fortidsminderne ved lov ret sent, nemlig i 1937 med §2 i Naturfredningsloven. Til gengæld er den danske fortidsmindebeskyttelse blandt de bedste af sin art, fordi dens oprindelige placering i Naturfredningsloven er udtryk for et helhedssyn på kulturlandskabet. Hør mere om Naturfredningsloven og de fredede fortidsminder denne søndag.

Bemærk venligst: Tilmelding er nødvendig. Det kan ske til mail Lone.andersen@aalborg.dk

 

historie-online.dk, den 26. april 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Historisk reception på Møntergården
Udstilling om slaveri
Vandreudstillingen ”For dit eget bedste”