Glitter og glamour
Der inviteres til en farverig rejse gennem Dansk Melodi Grand Prix-historie, når Greve Museum viser udstillingen Smuk som et stjerneskud – Glamourøse kostumer fra Dansk Melodi Grand Prix.
Publikum kan glæde sig til at opleve en udstilling fyldt med musik, glitter, glamour og masser af nostalgi. Udstillingen stiller skarpt på de kostumer, øjeblikke og fortællinger, der gennem årene har gjort Dansk Melodi Grand Prix til en stor del af dansk kulturhistorie.

I udstillingen kommer gæsterne helt tæt på ikoniske kostumer fra både sangere og værter, som vækker minder om store tv-øjeblikke, fængende melodier og de farverige udtryk, som har sat sig fast i den danske Grand Prix-hukommelse.
Kostumerne er udlånt af DR’s kostumeafdeling, og udstillingen præsenteres i samarbejde med DR. Udstillingen er oprindeligt produceret af Gimsinghoved i Struer, men på Greve Museum kan publikum opleve tilføjelser, der løfter udstillingen til helt nye højder.
I løbet af udstillingsperioden inviterer Greve Museum desuden til arrangementer og aktiviteter med inspiration fra Grand Prix-universet. Her bliver der rig mulighed for at dykke endnu længere ned i musikken, sceneshowet, kostumerne og den særlige stemning, som har gjort Grand Prix til folkeeje.
Smuk som et stjerneskud – Glamourøse kostumer fra Dansk Melodi Grand Prix kan opleves på Greve Museum fra 23. juni 2026 til 28. februar 2027.
Udstillingen præsenteres i samarbejde med DR.
[Historie-online.dk, den 17. juni 2026]