Bo godt!
Populærkulturen spillede en afgørende rolle for danskernes boligidealer i midten af det 20. århundrede. Der var flere penge blandt folk, og kernefamilien skulle have et symbol på det sociale liv: Hjemmet. Med udgangspunkt i ugeblade viser bogen, hvordan vi ville bo mellem 1930 til 1960. Forfatterne trækker os ind i politikeres, skuespilleres og arkitekters drømmeboliger
Af Michael Koch
Bogen er helt igennem gennemført. Den præsenterer sig som en super flot helhed med mat overflade og partiel lak og er et passende udtryk til emnet. De tre forfattere er som arkitekter og forskere alle eksperter på området. Dette mærkes tydeligt, når bogen læses. Boligidealer er langt fra statiske, og bogen rammer både udviklingen og tidsånden gennem de 30 år, bogen dækker.
Der skete meget på de 30 år i vort samfund. Kulturen udviklede sig enormt, ligesom velfærdspolitik og hverdagsliv gik ind i flere faser undervejs. Der blev bygget utallige parcelhuse, rækkehuse og ikke mindst de mange etagebyggerier, der pludselig var mange penge i at bygge. Både det offentlige, designere og specielt arkitekter var centrale i opbygningen af den nye trend: En bolig familien kunne vokse i.
I tidens ånd var der mange udstillinger, hvor danskerne kunne se, drømme om, og måske bestille den indretning og de møbler, der betød meget for dem. Der var rigeligt med lokkemiddel, for også ugebladene viste en stor interesse i at bringe artikler hver uge om boliger. Bo Bedre var ikke en del af den tid, bogen dækker, for bladet udkom første gang i marts 1961. Til information kom IKEA først til landet (Ballerup) i 1969. Forfatterne har beskrevet, hvordan de med bogen ønsker at vise, hvor vores nuværende boligidealer kommer fra, og hvordan vi kan forme vores boliger i en udvikling mod et mere bæredygtigt samfund.
Meget af det materiale, der er indeholdt i bogen, er hverken let tilgængeligt eller digitaliseret (endnu). Derfor har forfatterne gennem forskningsprojektet “BO GODT - udviklingen af boligidealer 1930-1960” fået hjælp af Det Kgl. Bibliotek til fremskaffelse og scanning af materialet. Det første kapitel er “Fra hybel til villahjem”, hvor læseren kan more sig over at se de mange teakmøbler, som stadig er moderne og særdeles anvendelige i en moderne bolig. Både sofaborde, spiseborde og stole kan sagtens findes side om side med den store bogreol - med plads til et mindre kvadratisk fjernsyn med billedrør. Palisander var også en eksklusiv mulighed dengang, en træsort, som dog er mere sjælden i dag.
I bogen er der udvalgt fire bolighistorier gennem tiden. De blev dengang bragt i de store blade som eksempelvis Tidens Kvinder og Alt for Damerne. Bemærk bogserien Hvem-Hvad-Hvor i reolen. Her er det fra Femina 1958
Hellerup-bebyggelsen Blidah Park fra 1934 var et af datidens mest sofistikerede og attraktive steder at bo, hvilket det i øvrigt stadig er i dag. Området er bygget med stor plads til træer og store græsplæner, så det i dag fremstår utrolig dejligt. Et andet sted er der artikler om, hvordan etagebyggeriet blev til. Mon ikke dagens håndværkere vil gyse over den manglende personsikkerhed på byggepladsen dengang. En bygge- og boligudstilling blev arrangeret i 1929. Her var fuldskalaboliger tegnet af Arne Jacobsen og Flemming Lassen. Boligerne er berømmet helt op til vore dage.
I bogen er det sjovt at se, hvordan indretningsarkitekterne selv boede dengang. Tidens Kvinder var i 1945 hjemme hos eksempelvis arkitekt Preben Hansen, og læserne i bladet kunne se, hvordan hjemmet så ud. Han var i øvrigt en af bagmændene til en stor udstilling om boliger sammen med Poul Henningsen og Hans Hansen. Der var mange gengangere af de samme boliger i bladene dengang. Et eksempel er familien Karen og Ebbe Clemmensen, hvis bolig “Solbakkehuset”, var i Alt for Damerne og mange andre blade. Det var et dengang moderne parcelhus, og læseren kunne sætte sig ind i, at husmoderen af 1953 var lyshåret, blåøjet og de to drenge var solbrune. Over komfuret var der elektrisk udsugning, og der var endda en lem i væggen, så kaffebakken kunne rækkes ind. Smart og praktisk i 1953. Drengene havde en fin dosmerseddel til de ting, der skulle huskes hver dag på værelserne, og de stribede sengetæpper på drengeværelserne havde en løbegang til et kosteskaft så det altid lå pænt og glat, når børnene havde redt deres senge. Yderst praktisk.
I Gudrun Egebjergs bog “Sådan skal du bo” fra 1936, flyttede et fiktivt ungt par ind i en ny lejlighed. Køkkenet var stadig kvindens domæne, men den moderne mand kunne godt finde på at give et nap med, når opvasken skulle tages. I bogen kan man læse, at husmødre kraftigt opfordrede arkitekter og bygmestre til at lytte til husmodereksperterne, inden de tegnede og byggede
Som nævnt, er det en ualmindelig flot bog i sin fysiske udformning og illustrationer, scanninger af blade og billeder gør bogen attraktiv og lige til at tage med hjem fra boghandleren. Bogen kommer med garanti til at ligge som “coffee table book”, men den fortjener at blive samlet op og læst. Den skønne bog er særdeles anbefalelsesværdig.
[Historie-online.dk, den 6. oktober 2026]