Menu
Forrige artikel

Brandes og Nietzsche

Kategori: Artikler
Visninger: 1283

 

Af Aage Jørgensen

I 1888 holdt Georg Brandes på Københavns Universitet fem forelæsninger om den tyske fi­lo­sof Friedrich Nietzsche. Året efter offentliggjorde han i tidsskriftet Tilskueren en artikel, "Aristokratisk Radikalisme", som ganske vist var baseret på forelæsningerne, men som dog også udviste justeringer og ommøbleringer – hvad man kan vide, fordi forelæsnings­manu­skripterne er be­varet. At der var ændringer, kunne man selvfølgelig gætte på, men først nu kan det doku­menteres detaljeret, fordi hele materialet for ganske nylig, på o. 130 års af­stand, er blevet gjort tilgængeligt for offentligheden. Og vel at mærke i en dansk-tysk paral­leludgave, hvor artik­len fra 1889 modsvares af den tyske oversættelse, som frem­kom i 1890-årgangen af det estimerede tidsskrift Deutsche Rundschau. Også forelæsnings­manu­skrip­terne er blevet oversat, men altså til ud­gaven. En del supplerende materiale er endda blevet tilføjet, hvortil selvfølgelig kommer en meget grundig indledning og de fornødne realkom­mentarer m.v.

Det er litteraturhistorikerne Per Dahl og Gert Posselt, der på vegne af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og i samarbejde med forlaget Schwabe i Basel, hvor Nietzsche jo en tid var professor, står bag udgaven. Hele vejen igennem med dansk tekst på venstre­si­derne og tysk tekst på højresiderne. Et forord oplyser, at udgivelsen blev vedtaget i 2000. Udgi­verne har haft andet at se til undervejs, men er altså nu endelig kommet til vejs ende – og resultatet bragt til verdens kundskab som bind 11 i en serie benævnt "Beiträge zu Fried­rich Nietzsche".

Nietzsche blev, omtrent samtidig med, at Brandes introducerede ham, ramt af den sinds­sygdom, som stort set satte ham ud af spillet i det sidste tiår af hans liv. Grundlaget for filosoffens ry blev altså ironisk nok lagt samtidig med, at han forstummede. Ef­ter et ner­ve­sammenbrud i Torino sendte han den 4. januar 1889 et postkort til Brandes med denne ord­lyd: "Til min ven Georg. / Efter at du har opdaget mig, var det ingen kunst at finde mig. Van­ske­lig­he­den består nu i at slippe af med mig. / Den korsfæstede."

*

Per Dahl har i indledningen sat fokus på fire felter: Nietzsche-forelæsningernes forhistorie og forudsætninger; forløbet mellem forelæsningerne og de to trykversioner, den danske og den tyske, af artiklen "Aristokratisk Radikalisme"; modtagelsen af og reaktionerne på ar­tiklen i de to lande; Nietz­sche-interessens videreførelse i Brandes' forfatterskab til vejs en­de.

Nietzsche blev opmærksom på Brandes i 1886; det fremgår af, at han sidst på somme­ren instruerede sin forlægger om at sende ham et eksemplar af Hinsides godt og ondt. At Brandes læste bogen fremgår af et brev, han skrev til litteraturhistorikeren Herman Schwa­nen­flügel i foråret 1887, men først i efteråret 1888 nævner han Nietzsche på tryk. I mel­lem­ti­den havde han sidst i november 1887 tilskrevet Nietzsche en tak for tilsendte bøger. Det blev til en hektisk korrespondance (10 breve fra Brandes, 12 fra Nietzsche). Fo­re­læs­ninger­ne blev holdt i april-maj 1888. I et brev til Nietzsche blot en uges tid før meddeler han sin be­­slut­ning om at gøre Nietzsche kendt, så udarbejdelsen er foregået i hast hen over ugerne.

Per Dahl ser Nietzsche-optagetheden i forlængelse af Brandes' tumlen med spændingen mel­lem socialismens stærke statsmagt og dannelsestænkningens fokus på det frie individ. Brandes får i januar 1883 kontakt med folk, der også havde berøring med Nietzsche – bl.a. den purunge, lynende begavede Lou von Salomé, som Nietzsche en overgang var forelsket i, og som senere blev gift Andreas-Sa­lomé.

En mere systematisk Nietzsche-tilegnelse gik i gang i november 1887. I et brev herom til tyskeren sætter Brandes navn på dennes åndsform: aristokratisk radikalisme, et udtryk, som Nietzsche fandt træffende og takkede for. Et par måneder senere modtager Brandes et eksemplar af fjerde del af Således talte Zarathustra, hvis tre første dele var udkommet i 1883-85, mens fjerdedelen kun forelå privattrykt i 45 eksemplarer, af hvilke Nietzsche rå­dede over de syv. Brandes kendte altså hele værket, da han holdt sine forelæsninger – mens ver­den i øvrigt måtte vente til 1892. Han tilstod, at han knap nok forstod det, ja, stedvis fandt vanvidstræk i det.

Efter forelæsningerne nølede Brandes et årstid med at lade dem trykke. Nogle af tekst­ju­­ste­ringerne havde at gøre med Nietzsches nervesammenbrud. Andre sat­te Nietzsches tænkning i historisk sammenhæng. Brandes identificerede sig også nu mindre tydeligt med tyskeren. Det faktum, at den danske og den tyske version talte ind i forskellige situationer, gav selvfølgelig også anledning til forskelle. I Norden var den såkaldte sædelighedsfejde gået i gang. Renhedskravet om sex kun i ægteskabet stod over for, at også kvinder burde tilstås ret til sex før ægteskabet.

Hvad angår receptionen, så fremkaldte den danske version som bekendt en indgående diskussion med filosofiprofessoren Harald Høffding, hvis modartikel "Demokratisk Radi­ka­­lis­me" rummede pointeringer af betydning på langt sigt for den danske velfærds­tænk­ning. De førte faktisk også til, at Brandes udtrykte sig forsigtigere i gensvaret "Det store Menneske, Kulturens Kilde" og justerede et og andet i den tyske oversættelse af "Aristo­kratisk Radikalisme".

Grundlæggende bestod uenigheden om samfundsmålsætningen. Brandes hævdede: "Det at skænke den store Personlighed de Udviklingsmuligheder og den Indflydelse, der tilkom­mer den, er det, hvorom det gælder" – at udviklingens mål altså er at frembringe menne­sker, der kan gå foran og vise vej og således skabe lykke. Høffding derimod hævdede, at må­let "maatte være Udviklingen af Velfærd hos alle". I den følgende debat mildnede Bran­des sit synspunkt til mestendels at gælde kulturudviklingen, en imødekommelse altså af Høffdings påpegning af det ensidigt "æstetiske" i synspunktet. I et brev til Strindberg ad­va­rede Brandes faktisk om, at Nietzsches lære kunne "løbe ud i Proklameren af den brutale Ret til at undertrykke", i herremenneskebrutalitet, altså. Også i en afhandling om Henrik Ibsen til et tysk tidsskrift ses den mildnende hånd: Brandes ser frem mod en udvikling "paa én Gang i Retning af Frihed for de Enkelte og i Retning af Velvære for de Mange".

*

Den tyske oversættelse blev lagt i hænderne på Laura Marholm, tysktalende lettisk for­fat­ter, en nær ven af Brandes-familien, som havde fulgt Nietzsche-forelæsningerne, og som ved samme tid traf den svenske digter Ola Hansson, der også var Nietzsche-fascineret og gerne ville introducere ham internationalt. Hansson & Marholm blev gift i september 1889. Hun oversatte de to Nietzsche-artikler samtidig, men ægtefællens nåede først i tryk­ken, hvad Brandes havde det svært med. Hansson skrev efterfølgende adskillige Nietzsche-artik­ler i tyske tids­skrifter og skiftede fra at beundre Brandes til at nedgøre ham; tilmed trak han jøde­kortet. Hi­storien har dog tildelt Brandes æren for den internationale Nietzsche-intro­duk­tion.

Nietzsches nærmeste medarbejdere bemærkede straks, da artiklen fremkom, at Brandes var bekendt med fjerde del af Zarathustra-værket og lagde an til en "rigtig" publicering, hvad søsteren Elisabeth Förster-Nietzsche – hans formynder efter sindssygdommens udbrud – dog forsinkede til 1892. Den anden reaktion – i småtingsafdelingen – kom fra ægteparret Andreas-Salomé, der gjorde Brandes opmærksom på, at Lou havde lod og del i den hymne til livet, som han citerer – hvilket kom til at fremgå i de senere udgaver. Der meddeles intet om receptionen i videre forstand, f.eks. om anmeldelser i tidsskrifter og dagblade.

*

Det følgende afsnit drejer sig om Brandes' senere Nietzsche-arbejder. Han holdt øje med den gryende forskning, gjorde f.eks. notater til Lou Andreas-Salomés artikler, applauderede tilløbene til en samlet udgivelse, offentliggjorde korrespondancen og var i sporadisk kon­takt med Elisabeth Förster-Nietzsche, som i starten gav udtryk for, at hun kunne have øn­sket broderen en bedre apostel end Brandes. Hun satte sig i øvrigt tungt på ef­ter­mæ­let, men kontaktede dog igen i 1904 Brandes i forbindelse med udgivelsen af Nietzsches sam­le­de breve – en udgave, som forresten indeholdt et Nietzsche-brev til hende om skriftet Ecce Ho­mo, der si­den blev afsløret som et falsum; derimod udelod hun brevkortet fra "Den Kors­fæ­stede" til Brandes. I 1905 modtog hun ham venligt i Nietzsche-arkivet i Weimar. Og da Brandes døde, tilskrev hun den danske offentlighed en lovprisning af ham, som afrunder Per Dahls indledning: "Han var den eneste, der inden min Broders aandelige Formørkelse be­redte ham den store inderlige Glæde gennem sine Forelæsninger (...) at henlede Op­mærk­­somheden paa ham, mens der i Tyskland endnu herskede dyb Tavshed om ham. Den opflammende Virkning af Georg Brandes' Ord tændte derefter Begejstringens Gnist for min elskede Broder, og naar jeg tænker paa Georg Brandes, velsigner jeg ham altid med den dybeste Taknemmelighed."

Brandes skrev ved Nietzsches død i 1900 en smuk nekrolog, der fremhævede det para­dok­sale i hans betydning, f.eks. hans aristokratisme i en demokratisk tid, der bød mange i­mod. Men uanset hvad man måtte mene om ham, vil han bidrage "til Enkelt­personlig­he­der­nes Udfoldelse og Formning".

Det hører med til historien om Brandes og Nietzsche, at sidstnævntes arkiv (grundlagt af søsteren allerede i 1894) blev møn­ster for førstnævntes – etableret i 1912 i Det Kongelige Bibliotek i København. Begge steder udgør en buste gjort af den tyske billed­hug­ger Max Klinger "det kultiske centrum", som Per Dahl skriver.

[Historie-online.dk, den 11. januar 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Halmfletning
Marts. Très Riches Heures du Duc de Berry
De ældste træsko