Jernbanehistorie 13

Af Vigand Rasmussen. Lektor em. Jernbanehistoriker

Det er 13. årgang af Danmarks Jernbanemuseums årsskrift, som redaktionen har valgt at give et løft udi den fysiske/grafiske fremtoning. Og det er et godt valg. Overgangen til stift bind og hård ryg gør, at det er en meget behagelig publikation at få i hånden.

Ideen med at forsidebilledet fremover skal hænge sammen med indholdets tematiske artikler er både et klogt og godt valg.

Årgang 13’s forsidebillede er i hvert fald herligt med rengøringsdamer på arbejde i en sidegangsvogn i 1955, mens man ser en mandlig medarbejder klare den udvendige vask af vognen og dens ruder. Og så er der alle detaljerne som ældre læsere vil nikke genkendende til: toiletskiltet over døren, spejlet mellem vinduerne, knagerækkerne oppe under loftet, loftsbelysningen i form af en frit siddende pære, askebægret og sidst men ikke mindst klapsædet. Alt er skinnende rent og fint til næste kørsel.

Hvor redaktionen sidste år havde taget et spændende initiativ ved at invitere universitetsstuderende til at skrive jernbanehistorie, så er pennen denne gang lagt i hænderne på absolut garvede og dygtige jernbanehistorikere, hvad der borger for kvalitet i artiklerne.

Den første artikel er skrevet af Steen Ousager, som er historiker/jernbanehistoriker og tidligere direktør ved Danmarks Jernbanemuseum.

Artiklen hedder ’Kvinder på skinner’, og det er jo en oplagt ’one liner.’ Dog opstår så det problem, at det først var omkring 1980, at kvinderne for alvor kom ’på skinner’ i skikkelse af togpersonale og lokomotivførere. Den tid, som artiklen mestendels handler om, er tiden frem til efter 1. verdenskrig, hvor kvindernes kamp for at komme ind i etaten mere foregik på kontorplan og ikke ude i den egentlige drift. Men som Ousager så glimrende beskriver, så var den kamp barsk nok. Der var godt nok mange benspænd og dårlig behandling af de kvinder, som dristede sig til at søge ind ved Statsbanerne.

En stor del af artiklen handler om forholdene ved Statsbanerne og de første kvindelige pionerers kamp for at få en fremtid ved banerne. Vi hører om Agnes Jensen, gift Brammer, Adolfine Fold og Elisabeth Klixbüll. Sidstnævnte har faktisk for ganske nylig fået en plads i Odense opkaldt efter sig: Elizabeth Klixbülls Plads, hvilket Ousager også nævner i en billedtekst på s. 17.

Artiklen følger naturligvis også Xenia Jernbos lange og trælse kamp, inden hun i 1943 kunne løfte spejlægget på Strømmen station ved Randers som den første kvindelige stationsforstander ved Statsbanerne baseret på det vanlige uddannelsesforløb gennem systemet til forskel fra ekspeditricerne på ’konestationerne’ ude på de små landstationer, hvor toggangen var behersket.

Stillingen som ekspeditrice havde været til stede i mange år før 1943, især på privatbanerne, da de kvindelige bestyrere var meget billigere i drift end deres mandlige kolleger. En pudsig detalje er, at Ousager ofte skriver ’de såkaldte privatbaner’ ( eks. S. 39) vel sagtens for at signalere, at disse lokalbaner ikke var særlig privatejede. Og det er da også rigtigt, at der f.eks. ved Vejle-Vandel Jernbane kun var én privat aktieejer, nemlig kromanden i Skibet, mens resten af aktierne lå hos amt og kommunerne. Men desuagtet blev de idelig kaldt privatbaner, og det hed da også f.eks. Horsens Privatbaner og ikke ’Horsens såkaldte Privatbaner.’

Selv om artiklens hovedvægt som nævnt ligger på tiden før 2. verdenskrig, så trækker Ousager også tråde op i tiden, så man kan læse, at det sidste område, hvor kvinderne fik plads, var i den kørende trafik som togpersonale og lokomotivførere. Her fortælles (på s. 8), at den første kvindelige togbetjent steg på toget i 1982, den første kvindelige togfører i 1983 og den første kvindelige lokomotivfører i 1984.

Det stemmer ikke helt med, hvad jeg har fået oplyst fra en af de første kvindelige togførere, der kunne fortælle, at den første kvindelige togbetjent blev ansat hos DSB i 1978, men hun var timelønnet og dermed ikke tjenestemand. Så hun tæller måske ikke så meget i statistikken.

Min hjemmelskvinde begyndte uddannelsen ved DSB den 1. februar 1982, og ud af grundholdets 40 elever, var der 4-5 kvinder. Den praktiske del af uddannelsen var sideløbende med den teoretiske på DSB skolen på Kalvebod Brygge, og da min hjemmelskvinde ankom til praktik på Fredericia station, altså i 1982, var der allerede ca. 30 % kvindeligt togpersonale.

Disse oplysninger får mig til så kraftigt som muligt at opfordre til, at Jernbanemuseet iværksætter et projekt omhandlende det kvindelige togpersonales indmarch i togene som en fortsættelse af Ousagers fine analyse af de tidlige kvinders indtog hos Statsbanerne. Det vil være en god ide at begynde snarest, mens vi har de første togbetjente, togførere og lokomotivførere af kvindekøn iblandt os.

Med disse bemærkninger er Ousagers artikel absolut i vanlig Ousager kvalitet, og derfor særdeles læseværdig, tilmed krydret med et fint billedmateriale, hvor Lemvigbanens dynamiske direktør Martha Vrist ganske fortjent også er kommet med.

Den næste artikel er skrevet af specialkonsulent ved Slots- og Kulturstyrelsen samt kyndig jernbanehistoriker, Lars Bjarke Christensen. Så også her er læseren i gode hænder.

Artiklen hedder ’Prøjsertyper af hans slags frabedes’ og handler om bøvl og ballade mellem de rejsende og jernbanernes personale.

Indtil 1970 var der på stationerne klageprotokoller, hvor de rejsende kunne nedskrive, hvad de havde været udsat for og var utilfreds med. Det er et stærkt underholdende kildemateriale, som forfatteren har brugt på fineste systematiseret vis, så læseren ikke farer vild i de mange episoder. Artiklen slutter med en bandbulle fra forfatteren Knud Romer, der på Lundby station i det sydsjællandske blev ramt af en togaflysning, der forhindrede ham i at komme til et vigtigt møde i København. Den romerske vrede blev til en kronik i Politiken i 2020, hvor DSB og Banedanmark får læst og påskrevet af en meget vred forfatter.

Man må indrømme ud fra læsningen af Bjarke Christensens velskrevne artikel, at der siden 1847 idelig har været en del at klage over hos jernbanerne, men næppe hændelser i det omfang, som vore dages togpassagerer udsættes for. Tidlig og silde stoppes de stakkels rejsende ind i de såkaldte togbusser, der faktisk burde vær udstyret med klageprotokoller. Lars Bjarke Christensens glimrende artikel er desværre sørgelig aktuel.

Artikeldelen sluttes af med to artikler, hvor René Schrøder Christensen, der er historiker og seniorforsker ved Danmarks Jernbanemuseum samt medredaktør af årsskriftet, har skrevet en meget komprimeret gennemgang af nattogenes historie i Danmark og udlandet. Den giver et godt overblik over en rejseform, der er ved at vende tilbage på skinnerne, hvad Poul Kattler, formand for Rådet for Bæredygtig Trafik, følger op på med en spændende status på de nye tiltag på nattogsområdet.

Årsskriftet afsluttes med nogle grundige boganmeldelser bl.a. af Ole Chr. Munk-Plums fabelagtige bog om Østbanens renovering, der fortjent får en stor buket roser, bogen altså.

Man kan undre sig over, at Mikael Bramsens lille charmetrold af en bog om 3 x Busse ikke bliver anmeldt. Det kan måske skyldes, at museet har været meget involveret i udarbejdelsen af bogen, men så kunne man da have hentet en ekstern jernbanehistoriker til det arbejde. De findes.

[Historie-online.dk, den 24. juni 2026]