Kvinder på kanten

Kvindelige forbrydere i Odense fra 1879 til 1918 får en stemme i den nye bog i stort format. Historiske straffeakter fra Odense Byfogedarkiv lægger grunden til rekonstruktion af kvindernes uheldige liv. Det var ofte små ting, der satte kvinderne i en nedadgående spiral i samfundet. Bogen er forfatterens femte bog om mennesker bag forbryderbilleder

Af Michael Koch

Det kunne være fristende lige at låne lidt tøj fra herskabets klædeskab. Specielt når tjenestepigen ikke lige selv havde noget pænt gangtøj eller måske stadstøj. I denne bog er det dog specielt undertøj, der blev taget, når der var et bal i horisonten. Der var også nogen af kvinderne, som ligefrem stjal en cykel, når de skulle hjem og besøge familien. I den værre ende var der nogen af dem, som stak af fra hospitalet, vel vidende at de spredte kønssygdomme. I den helt grelle ende var der desværre nogen, der slog deres nyfødte børn ihjel.

Den nye bog i forfatterens række af bøger handler om livet set ud fra forbryderbilleder og de tilhørende straffeakter. Denne gang fra Odense Byfoged-arkiv og i den afgrænsede periode fra 1879 til 1918. Bogen er opbygget med et stort portræt af kvinden, efterfulgt af en længere velskrevet tekst. Der er så enkelte af artiklerne, som føjer endnu et billede til fortællingen. Hver fortælling er altså om en kvinde, hvis historie stykkes sammen fra arkivernes akter. Det hele er dog skrevet i et flydende nutidssprog.

I bogen møder man ugifte mødre, tyende og tjenestepiger, fattige enker, byens glædespiger og de yderst uheldige kvinder, som lod sig forføre og efterfølgende stod alene med en mave, der hastigt voksede. I datidens samfund var fordømmelse hverdag, ligesom der ikke var lang vej til en plads i fattighuset. Netop det frygtede kvinderne mere end noget andet. Det må have været et hårdt, strengt og ubarmhjertigt sted. For at give et indtryk af et par af de historier der fortælles i bogen, skal anmelder meget kort beskrive et par skæbner. Det skal også siges, at forfatteren hverken ønsker at pege fingre eller hænge nogen ud, men rettere give kvinderne en stemme i vor tid i vort samfund.

Juliane blev efter en tid på arbejdsmarkedet kaldt “natsværmeren”, fordi hun var meget glad for mænd. Det skete efter en opvækst, hvor selv hendes far havde tvunget sig på hende, og en mand havde forsøgt at voldtage hende på et arbejde. Det andet billede er hendes far, Niels, som også blev tiltalt, nemlig for at tvinge sig på sin datter, Juliane

Juliane blev født af en tjenestepige i 1863. Hun havde endda en far, og hun havde også 13 søskende, hvoraf de fire ikke blev ret gamle. Politibetjent Nielsen fik en dag besked om, at den 16-årige Juliane havde indlagt sig på sygehuset i Albanigade med syfilis. Hun var ellers barnepige hos en arbejdsmand, og hun var kæreste med en karl, Peter Hansen. Hun indrømmede, at hendes husbond også krævede hende, når hans kone var ude som kogekone. Det gik så galt, og hun fik syfilis. Ingen af de to havde syfilis, så betjenten gik til sagen. I heftig gråd fortalte Juliane, at hendes far også krævede hende til utugt. Længe efter den tid kom Juliane til en mølle, hvor fruen ikke havde høje tanker om hende. Hun kaldte hende en “natsværmer”. På grund af Julianes mandebekendtskaber og sagen med hendes far fik hun otte måneder i tugthus. Hendes far fik otte år i Horsens.

Agnes arbejdede hos en dame, som havde et sæbeudsalg i Kongensgade 14. Her begyndte hun at tage af kassen, hvilket blev opdaget, og hun fik en straf ved den uundgåelige retssag. Hun fik barn som 18-årig og var heldig at blive gift med faren. De levede sammen, til han døde i 1945. Selv levede hun til 1983 og døde som 91-årig

Den unge Agnes blev ansat som ekspeditrice i et sæbeudsalg i 1906. Efter en sygdomsperiode hjemme hos forældrene kom hun tilbage, men nu havde hun fået smag for kage. Først småmønter fra kassen, så lidt mere, hver eneste dag til at more sig for om aftenen. Det blev til mere og mere, så hun også kunne komme til variete. Efter hun stoppede hørte ejeren af sæbeudsalget, at den unge Agnes havde brugt ikke så få penge på at have det sjovt. Nu blev det hele gjort op, og der manglede 500 kroner. En stor sum, som den unge pige havde tilegnet sig lidt ad gangen. Nu blev hun hentet til forhør, og gået på klingen tilstod hun smårapserier, men aldrig over 60 ører ad gangen, men ofte flere gange om dagen. Det blev til en retssag, og forsvareren pakkede hele sagen op og gjorde det åbenlyst, at så stort et beløb kunne det aldrig blive til med en daglig omsætning på et beløb, der gav 20 kroner i indtjening. Hun fik 20 dages fængsel. De blev enige om, at det rigtige beløb højst kunne være 200 kroner. I 1909 fødte Agnes et barn som 18-årig, og hun giftede sig med faren, en cigarmager. De fik ikke flere børn og levede sammen til han døde i 1945. Selv levede Agnes til 1983 og døde som 91-årig.

Marie forstod ikke penges værdi og smårapsede fra arbejdspladsen, der var vaskeri og badeanstalt. Det blev opdaget, og hun fik sin straf. Senere stjal hun også fra et mejeriudsalg, men det blev opdaget, da hun ikke kunne lukke pengekassen efter tyveriet. Hendes far og mand gik i kraftig forbøn for hende, og hun undgik at ramme samfundets bund, som var fattiggården i Odense

Marie var som femårig på ferie hos et gårdejerpar i Lunde nord for Odense. De blev glade for den lille pige og spurgte forældrene, om de måtte få hende. Det måtte de gerne, og Marie blev på gården. Marie voksede op, fik pænt tøj og blev en kvik og opvakt pige. Da hun var 13-år gammel begyndte manden at drikke, og gårdmandskonen forsvandt i længere tid fra hjemmet. Derfor spurgte Marie sine forældre, om hun kunne komme tilbage, og det fik hun lov til. Hun fik en plads hos en hestehandler, men han forsøgte at voldtage hende, så hendes far meldte ham til politiet. Derefter blev hun mærkepige ved badeanstalten, hvor hun skulle sætte mærker i folks tøj, da der også var vaskeri. Hun fandt hurtigt ud af at snuppe småmønter i pengekassen, og dem brugte hun til toiletartikler. Senere blev det til énkroner, 16 i alt. Hun fik også taget en kuvert med karbadsbilletter. Dem delte hun ud til familien, og ejeren fandt ud af, at hun havde givet sin bror en billet. Det fortalte broren selv. Hun fik 30 dage og skulle erstatte det, hun havde taget. Nogen tid efter blev hun gravid med en søfyrbøder. Hun var alene meget af tiden, og hun så en dag sit snit til at stjæle fra kassen i mejeriudsalget. Det foregik ved at bede om varer der lå i kælderen. Imens trak hun skuffen ud og snuppede penge. En dag gik det galt. Hele pengeskuffen faldt ud, og hun kunne slet ikke få den på plads igen. Hun satte den på bordet og stak af. Søfyrbøderen talte hendes sag, ligesom hendes far gjorde. Der blev lovet at lære hende penges værdi, og søfyrbøderen ville skifte job, så han var hjemme hele tiden. Han døde i 1959 og Marie levede til 1985. Dette er den korte fortælling. Der indgår også en benådning fra kongen i den historie.

Det var tre små korte fortællinger fra bogen. Bogen er rigtig god læsning, og giver et ualmindeligt dybt indtryk af livet som udsat kvinde dengang. Forfatteren har fast greb om læseren hele vejen i samtlige historier. Et rigtig godt bekendtskab.

[Historie-online.dk, den 27. juli 2026]