De dødes marker

I bogen med samme navn fortæller de to historikere, Kasper Them Larsen og Anna Wang om nogle stort set glemte modstandsfolk, der ikke kom til at opleve befrielsen. Det er en fin fortælling byggende på et meget stort arkivarbejde. Her i 80-året for befrielsen er der kommet en hel del nyt frem. Denne bog understreger det meget vigtige i, at vi som et folk og et land ikke glemmer den betydning, disse mennesker havde for, at Danmark blev respekteret i de allieredes verden.

Af Erik Ingemann Sørensen

Mindelunden i Ryvangen. Billedet viser det store gravfelt. Bag skulpturen finder man et gravområde for de hjembragte kz-fanger. Foto: Mindelunden

Den 11. februar 1945 døde den 52-årige Hedevig Alexandra Carlsen af plettyfus i koncentrationslejren Stutthof. Normalt ville hun enten blive smidt ned i en massegrav eller brændt i krematorieovnen. Men her blev det anderledes. Forfatterne skriver:

”6 mandlige kammerater var med til at bære hende til krematoriet om aftenen den 12. februar; i sne og kulde bar vi Hedevig. Vagtposterne studsede, da vi meddelte vores ankomst ved de forskellige steder vi skulle passere på vejen derover, de var ikke vant til at se et ligtog passere der indenfor, der blev jo ikke gjort nogen højtidelighed af døde ellers, de blev kørt i bunkevis på en vogn og smidt af som kreaturer. I krematoriet afholdes en kort højtidelighed med Inger Gamburg, og en norsk sangerinde, der støder til med sang. Frantz bestikker ved den lejlighed en overfange ved krematoriet til at brænde Hedevig særskilt, så de kan få udleveret hendes aske…” (s.101).

Personen, der fortæller dette, er Frantz Emil Theodor Carlsen, der var blevet gift med Hedevig i 1888. Han sad også i Stutthof. I de sidste krigsmåneder var han så heldig at overleve dødsmarcherne, som kz-fangerne måtte igennem. Chefen for SS, Heinrich Himmler, havde beordret, at ingen kz-fange måtte falde i fjendehænder. De kunne let afsløre, hvad det var, der egentlig gemte sig i kz-lejrene, og det måtte bestemt ikke være en mulighed.

Disse rabiate tanker havde han allerede fremlagt under en tale i Posen den 4. oktober 1943. Her sagde han blandt meget andet, at det var vigtigt, at jødernes børn blev slået ihjel. De ville jo givet hævne drabet på deres forældre. Det var den inderste kerne i nazismen: den menneskeforagtende ondskab.

Da Hedevigs mand vender tilbage til Danmark, medbringer han hendes aske. Men da der ikke var nogen dødsattest, måtte familien kæmpe med bureaukratiet, inden de fik tilladelse til, at urnen kunne nedsættes på kirkegården i Bispebjerg. I december måned 1947 fik de tilladelse til, at Hedevigs aske blev sat ned i mindelunden i Ryvangen, da man den 14. december 1947 genbegravede fem danske Kz-fanger.

Hvorfor denne skæbne?

Ser man bort fra de første seks år, hvor hendes jurauddannede far levede, kommer Hedevig Alexandra fra samfundets nedre lag. Hendes mor havde to piger, som hun - efter mandens død stod uden indtægter fra – nu måtte forsøge at få ud at tjene penge. Hedevig blev efter at have afsluttet skolegangen tjenestepige ”hos bedre stillede familier…”.

Hun møder jord- og betonarbejder Frants Emil Theodor Carlsen og gifter sig med ham. De får to børn: Elin (1921) og Egon (1927). Familien tilhører den store skare af arbejdere, der frister en ofte kummerlig skæbne i dårlige lejligheder. Det giver grobund for kommunismen. Også i Tyskland.

Forfatterne springer her til udviklingen i Tyskland. En udvikling der som bekendt viser nazismens hæslige ansigt. Den 27. februar 1933 slår de brune horder til. Den underlige brand i Rigsdagsbygningen bliver anledning til, at Hitler anvender ”die Vorordnung zum Schutze von Volk und Staat”. Kort fortalt den forordning der sætter demokratiet ud af spil.

De to forfattere tumler lidt med begreberne: først hedder Reichstag ”det tyske parlament” (s.26). Herefter parlamentsbygningen for så at blive omtalt som Rigsdag. Denne bygning hed ganske enkelt ”der Reichstag” – det havde den heddet siden 1860’erne. Det er nok i småtingsafdelingen. Men det bør nu være i orden.

Kommunisterne var nu blevet en af nazisternes indædte fjender – og nogle af de første til at blive smidt i koncentrationslejr – og myrdet.

Der er flere såkaldt belysende sidehistorier undervejs. For nogle læsere måske forvirrende. Men de sætter rent faktisk de enkelte menneskeskæbner i relief – så rigtig godt set.

Hedevig havde – nok ikke så overraskende – meldt sig ind i DKP. Efter begivenhederne i Berlin flygtede flere tyske kommunister til Danmark. Som hjælp for disse oprettede DKP-organisationen ”Danmarks Røde Hjælp”. Og her ydede Hedevig en stor indsats og sørgede blandt andet for, at der var både bolig, mad og tøj til de flygtede kammerater. Men da Hitlers ”Operation Barbarossa” igangsattes den 22. juni 1941, ændredes forholdene i Danmark dramatisk.

Dansk politi uden for DKP’s lokaler i Griffenfeldsgade 50, København. Regeringen bøjede sig for de tyske krav om behandlingen af kommunisterne. Ifølge flere bøjede den på loven og i strid med den grundlovssikrede ret til dannelse af partier. Politiet havde heller ikke helt rene hænder.  Dog måtte de handle efter regeringens retningslinjer. Foto: DKP – arbejderen.

I første omgang kom Hedevig ikke i tyskernes søgelys. Det skete først i 1943. Forfatterne skriver med stor nerve om Gestapos arbejde med at få fat på kommunisterne. Fortællingen omhandler især kommunisternes leder, folketingsmedlemmet Aksel Larsen. Han slap udenom en tid, men fælden klappede den 5. november 1942. Der er mange dunkle punkter omkring hans afhøringer og tortur. Knækkede tyskerne ham, så han røbede en masse navne?

Forfatterne skriver: ”Forhørsprotokollerne på Axel Larsen er en stærkt omdiskuteret affære. De er ikke kun omdiskuteret blandt historikere, men også mellem venner og fjender af Axel Larsen. Med overskriften: ”Aksel Larsen angav 100 kammerater”, skabte Berlingske Tidende så sent som i 1981 heftig debat og kritik i avisspalterne, da de annoncerer udgivelsen af DKP-medlemmet Tage Revsgaard Andersens bog En studie i rødt, hvidt og blåt, hvori kopier af forhørsprotokollerne blev offentliggjort. Forfatterne henleder i en note til Hans Kirchhoffs kronik i Politiken den 19. marts 1981:”Aksel Larsen, Gestapo og det danske politi”. En fin henvisning. Smædeskrifter og bøger minder meget om den netop udkomne bog ”Men statsminister blev jeg ikke” af Henning Dyremose. Bogen er et uværdigt og unødvendigt opgør med Hans Engell – et smædeskrift. Hedevig Alexandra Carlsen havner i Horserød i juni 1943. Her havde disse politiske fanger forholdsvis frie rammer.

Det ændrede sig brat den 29. august 1943, da tyskerne slog til. De tog kontrollen over lejren. Hermed indledtes en ny fase i de indsattes liv. Den rigsbefuldmægtigede Werner Best var kommet til Danmark den 5. november 1942. I september året efter anmoder han om at få flere tyske politifolk til Danmark, så han bedre kan holde danskerne i stramme tøjler. Regeringen var trådt tilbage den 29. august 1943 og blevet erstattet af det såkaldte departementschefstyre med departementschefen for udenrigsministeriet Nils Svenningsen som lederen.

Nu skifter fokus til de politibataljoner, der ankom til Danmark. ”Ved man, hvem det tyske ordenspoliti er, burde det løbe én koldt ned ad ryggen: De er blevet kaldt ”helt almindelige mænd”, [Fra titlen på professor emeritus Richard Brownings bog: ”Ordinary Men”, Penguin Books, 2001] men der er intet almindeligt ved det arbejde, de har været med til at udføre i krigen mod Sovjetunionen i de seneste år…” (s.62). Jeg blev forundret over dette. Ifølge historikeren Dennis Larsen findes der ikke belæg for, at disse soldater har deltaget i jødeaktionen i Danmark oktober 1943. Alligevel kæder forfatterne dem sammen. Denne aktion omtales efterfølgende blandt andet med følgende: ”En syg kvinde skreg i lange tider hun ville ikke om bord, men der var ingen pardon…” (s.68).

Her er det mærkværdigt, at Thomas Harders og Lene Hesels bog: ”En sten for Eva” (Gads Forlag, 2022) ikke er med i litteraturlisten/kommentarerne. Den går endog meget tæt på begivenhederne. Den skrigende kvinde er højst sandsynligt den 88-årige Eva Salomonsen, der boede i Bredgade i København.

Hedevig bliver kort tid efter indsættelsen i Horserød overført til Vestre Fængsel. Men sammen med seks andre kommunistiske kvinder og 143 mandlige blev de anbragt sammen med jøderne i lastrummet på ”SS Wartheland”. Blandt de mandlige fanger fra Vestre Fængsel var Hedevigs

Foto: Krematorieovnene i Stutthof. Men mange ofre blev blot kulet ned. Foto: HM

tidligere mand, Frants Emil Carlsen. De var blevet skilt. Da skibet ankom til Swinemünde, sorteredes jøderne fra. Kommunisterne førtes til koncentrationslejren Stutthof.

Forfatterne giver en grundig redegørelse for opholdet, systemet samt de ydmygelser og lidelser, fangerne gennemgik. De har virkelig været dybt nede i kildematerialerne. Da Den Røde Hær kom tættere og tættere på, sendte man størstedelen af fangerne ud på dødsmarchen mod vest. Tilbage var Hedevig. Men ramt af plettyfus forsvindt modstandskraften, og som tidligere nævnt døde hun den11. februar 1945.

Todesmarch – håb – fortvivlelse

Konsekvensen af Himmlers ordre blev at sende fangerne ud på en lang dødsmarch den 23. april i sne og isnende kulde. Faldt de om undervejs eller ikke kunne følge med, blev de ganske enkelt skudt på stedet. De blev smidt ombord på tre flodpramme i Hela [ved Danzig] Herefter gik turen til de endte i Neustädter Bucht i Lübeckerbugten. Her blev de smidt over på de to tidligere luksuslinere ’Cap Arcona’ og ’Deutschland’.

En hemmelig optagelse af fanger på dødsmarch. Hvis det blev opdaget, ville fotografen blive dræbt på stedet. Men billedet afslører også, at tyskere var vel vidende om, hvad der reelt foregik. Foto: HPN.

Den 3. maj skete katastrofen. Om eftermiddagen angreb RAF skibene. De havde modtaget en melding om, at skibene var fyldt med SS-soldater, der muligvis skulle sejle til Norge for at kæmpe videre. Derfor blev skibene angrebet i flere bølger af Hurricanes, der både medbragte raketter og kraftige bomber. Flyenes maskinkanoner blev ligeledes anvendt. Skibene havde ikke fået Røde Kors malet – hvilket muligvis havde kunnet redde dem. Nu kostede angrebene op til 7.000 kz-fanger livet. Mange brændte ihjel, andre druknede, da de sprang 15 meter ned i det kolde vand. På mirakuløs vis nåede en hel del land. Men. Her ventede SS-soldater, medlemmer af Hitlerjugend og byens borgere på at hakke eller skyde staklerne. Da englænderne kort tid efter nåede strandene, kunne de give ofrene en begravelse. Men den dag i dag kommer skeletdele stadig til syne på strandene. Som en erindring om den forfærdelige forbrydelser. Der findes en redegørelse på engelsk om det skete. Den kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=U6PVh1kXClM.

Når jeg har brugt forholdsvis megen plads på denne første fortælling, de to historikere leverer, så er det fordi, det viser den bredde, der er i bogen. Hvor de mange sidehistorier er en fin håndsrækning til de læsere, der måske oplever fortællingerne for første gang. Derfor bliver de efterfølgende ikke så lange.

Hjem fra England

På den mindemur i Ryvangen, der bærer navnene på danske modstandsfolk, der aldrig er blevet fundet, står Preben Holger Larsen 1918 – 1944. Han døde i Neuengamme koncentrationslejr. Han var blevet indkaldt til militæret i 1939 i Viborg. Hans evner gjorde, at han blev bøssemagerelev ved Hærens Tekniske Korps i København den 1. februar 1940. ”Skolen indkvarteres på Bådsmandsstrædes Kaserne, der ligger i det nuværende Christiania. Da det bliver påskeorlov den 19. marts 1940, rejser han sammen med to andre til Silkeborg for at slappe af. De er tilbage på kasernen den 26. marts”.

Den 9. april så han sammen med de andre overflyvninger af de tyske bombemaskiner, der kastede de kendte flyveblade ud over Danmark. Det chok ramte også Preben. Kort tid efter sendtes han tilbage til Viborg. Da han havde udstået sin tjenestetid, flyttede han i efteråret 1941 til København. Han fik ansættelse på Atlas Maskinfabrik, hvor han blev værktøjsmager.

Hans frihedstrang var stor, og i 1943 deltog han i modstandsbevægelsens arbejde. Han var medstifter af det illegale blad ”29. august”, der blev samlet med andre i ”Fri Presse”. Men i maj 1944 afslørede tyskerne trykkeriet, Preben blev arresteret og indsat i Vestre Fængsel, siden kom han til Horserød for i første omgang at havne i Frøslevlejren. Den 13. november 1944 overførtes han til Neuengamme. Her døde han den 22. november 1944. Og kremeredes.

Prebens aske kommer til London

Hans historie kunne slutte her. Et lille led i modstandsbevægelsens maskineri. Men der sker noget mærkværdigt.

”Den 27. maj ankommer den engelske officer og læge Frederic Murgatroyd til Neuengamme. Da admiral Hans Georg Fridburg underskriver den betingelsesløse overgivelse den 4. maj … forflyttes det 74. British General Hospital til Lüneburg. Lederen af militærhospitalet er Lieutenant Colonel Murgatroyd… ” [Admiral Hans Georg Fridburg staves Friedeburg! Mange mener, at hans selvmord i Flensborg den 23. maj 1945 skyldtes englændernes ydmygende behandling. Det er forkert. Da han kørte tilbage fra Montgomerys lejr den 4. maj, betroede han sin kollega, at både han og hans hustru havde valgt at begå selvmord. Deres børn var døde. Så der var ikke noget at leve videre for.]

Von Friedeburgs lig fotograferet på flådekasernen i Flensborg den 23. maj 1945. Billedet over ham er Det tredje Riges sidste leder, Grossadmiral Dönitz. Foto: HPN

Da Murgatroyd beså krematoriet i Neuengamme, besluttede han sig for at tage en urne med hjem til London. På denne er stemplet: Preben Holger Larsen. Hvorfor han gjorde det? Det er svært at forklare. Jeg synes nu heller ikke, forfatternes forsøg er overbevisende. Men det vigtigste af alt er, at Prebens urne blev sat ned i Mindelunden i Ryvangen den 29. august 2022, så der nu er 32 urner sat ned.

Forfatterne slutter med følgende: ”Deres grave ligger alle spredt rundt om Axel Poulsens mindesmærke, hvis udsmykning med fremvoksende ege og bøgeløv, der bryder igennem et gitter, udtrykker en spirende optimisme og påmindelse om, at liv nok kan indespærres, men aldrig fuldt ud kues.” (s.197).

 Axel Poulsens mindesmærke for danske kz-fanger, hvis aske er blevet hjemført. Foto: HPN

Der bringes endnu et meget stort kapitel om modstandsmanden Karl Gustav Stricker Brøndsted. Han blev henrettet den 27. februar 1945 i en alder af 29 år.

Og så slutter bogen med beretningen om den officielle indvielse af i foråret 1950. Forfatterne citerer Gunnar Nu Hansens speak i kortfilmen: ”De døde Patrioters Grave”, der stammer fra maj 1945. Men de gør ikke opmærksom på, at det er et uddrag. Der mangler den sidste meget vigtige del – det er ikke godt nok.

Bogen er på mange områder en god fortælling om frihedskampen. Der gås i dybden med nogle mere ukendte personer. Og så har den som omtalt pænt mange sidehistorier, så læseren faktisk får ganske mange vinklinger med. Dette er med til at løfte den op i rækken af vigtige bøger om besættelsen.

[Historie-online.dk, den 21. maj 2025]