Thomas Bartholin
Af Christian Kaaber
Han ser læseren venligt og myndigt i øjnene fra bogens forside, den da 35-årige Thomas Bartholin. Det er forfatterens enorme fortjeneste, at dette fine og helt autoritative portræt af en af dansk naturvidenskabs største skikkelser er genfundet og identificeret. Billedet, som er udført af Christian IV’s fremragende hofmaler Karel van Mander, burde hænge på Frederiksborg, men forbliver jo nok i Amsterdam, hvor Bartholin selv sendte det hen, så det kunne blive stukket i kobber til brug for en af hans mange bogudgivelser. Thomas Bartholin (1616-1680) var blandt sine mange kvaliteter et ægte bogmenneske, der gik levende op i, hvordan hans bøger tog sig ud, i særdeleshed når det gjaldt illustrationer. Jesper Brandt Andersen har foruden at biografere Bartholin selv været billedredaktør for værket. Lad det være sagt straks: Den meget smukt tilrettelagte bogs rige billedmateriale med tilhørende lange billedtekster er hele dens pris værd.
Jesper Brandt Andersen er egentlig speciallæge i børnesygdomme, men har gennem en årrække udsendt en række værker om 1600-tallets danske medicinhistorie, senest en storslået biografi om den banebrydende anatom Niels Stensen, Niels Stensen. Kongelig anatom og fyrstelig geolog, fra 2022. Forud for Stensen-bogen havde Jesper Brandt Andersen i 2017 fået udgivet biografien om Stensens læremester, Thomas Bartholin – Lægen og anatomen. Fra enhjørninger til lymfekar. Den nye engelsksprogede biografi om Thomas Bartholin er således en betragteligt udvidet engelsk udgave af 2017-bogen, blandt andet forøget med indsigter og stof fra storværket om Stensen. Det giver aldeles god mening. Bartholin var Stensens forudsætning, men den ældre litteratur om den saligkårede anatom og grundlægger af geologien som videnskab har tildelt Thomas Bartholin en slags skurkerolle i Stensens liv, som den påståede mand bag det for eftertiden slående paradoks, at Stensen trods international anerkendelse ikke kunne blive professor ved Københavns Universitet i begyndelsen af 1670’erne. Bartholin, der havde en ledende rolle ved samme universitet, blev fremstillet som en forfængelig, egenmægtig og snæversynet herre, der blokerede for Stensen og tilgodeså mængder af knap så brillante kapaciteter, som han delte efternavn med. Jesper Brandt Andersen har i begge de nævnte værker autoritativt tilbagevist anklagerne. Bartholin omfattede sin geniale discipel med stor hengivenhed og kæmpede bravt for en fremtid for Stensen i København. Men Niels Stensen havde undervejs i sine mange læreår i det sydlige udland fundet ind i katolicismen, og i den lutherske ortodoksis sidste storhedstid i 1600-tallet gjorde det en karriere i København helt umulig for ham. Den nye bog er et fuldtonende forsøg på at rehabilitere Bartholin og portrættere ham retfærdigt og særdeles grundigt som et nærmest fabelagtigt kraftcenter i 1600-tallets naturvidenskabelige guldalder, hvor han fik sat København og sig selv på videnskabens landkort. Derfor har det også en værdi i sig selv, at bogen foreligger på engelsk.
1600-tallets lærde verden udfoldede sig på skrift – latin – og på tværs af landegrænser og konfessioner. Lærde mænd rejste, dannede netværk, publicerede og brevvekslede. Bogen om Thomas Bartholin bygger på et kolossalt væld af skriftlige kilder. Hovedpersonen selv var særdeles flittig som skribent, og lykkeligvis er der bevaret talrige breve fra hans hånd, foruden en vældig mængde af trykte værker inden for en rigt varieret række af emner. Som det fremgår af bogens undertitel, beskæftigede Bartholin sig nysgerrigt med naturen i bredeste forstand, fra enhjørninger til lymfekar. Mærkværdige naturfænomener og indkomne genstande blev undersøgt og formidlet med den samme energi, som gjaldt udforskningen af menneskets fysiologi. Bartholin var en fremragende skribent og havde livet igennem en faible for den gode historie. Det brede spektrum har virket mindre påfaldende i samtiden end nu. I 1600-tallet var det meste inden for naturforskningen endnu nyt, og Bartholins lange og mangfoldige virke rummer talrige eksempler på pionerindsats: Det første lægevidenskabelige tidsskrift, den første påvisning af, at et enhjørninghorn egentlig var tanden fra en narhval, den første danske håndbog i biblioteksbenyttelse. Og meget mere. Stort og småt mellem hinanden. Oven over alt stråler Bartholins opdagelse – og navngivelse – af lymfekarrene.
Thomas Bartholin voksede op i en børnerig slægt af lærde, der gerne giftede sig ind i tilsvarende familier. Københavns lærde verden prægedes af slægterne Fincke, Wom og Paulli. Og midt i 1600-tallet af dynastiet Bartholin. Thomas Bartholins far Caspar var teolog og læge, en flittig skribent på begge felter og berømmet for sine pædagogiske færdigheder. Han døde, da sønnen endnu kun var en stor dreng, og som formynder fik han den vidtfavnende Ole Worm, læge, oldforsker og meget andet. Brevene mellem Worm og unge Bartholin er en af de righoldige kilder, bogen kan trække på. Unge Bartholin kom ind Københavns Universitet i 1634 med teologi som hovedstudium. Tiden tilhørte polyhistorerne, og Thomas Bartholin nåede at studere bredt, også medicin. I 1637 drog han på en udlandsrejse, der kom til at vare ni år. Første stop var universitetet i Leiden, hvor han besluttede at hellige sig medicinstudiet. Rejsen førte ham til Frankrig og videre til Italien. Overalt knyttede han kontakter, som han korresponderede med siden. Han lærte at dissekere og kom ind i de cirkler, hvor man ved selvsyn og med skalpellen i hånden søgte at afdække menneskets fysiske sammensætning. På hjemvejen erhvervede han i 1645 den lægevidenskabelige doktorgrad i Basel, og efter et sidste besøg i Leiden kom han tilbage til København i 1646, hvor han året efter udnævntes til professor ved Det Filosofiske Fakultet. Allerede i 1648 flyttede han til professoratet i anatomi.
Læseren er med hele vejen. Jesper Brandt Andersen tegner det ene detaljerede billede efter det andet af de lærde miljøer og de mennesker, der befolkede dem. Bartholin er hovedpersonen, men der kastes et fint lys over det internationale netværk, han blev en del af – og som han trivedes i. Bartholin skrev smukt og levende, og som det var tilfældet i den store bog om Niels Stensen, møder læseren levende stemmer i de mange citater. Stoffet bliver ikke mindre levende af, at billedsiden vrimler med gode portrætter.
Thomas Bartholin levede resten af livet i København og kom næppe nogen sinde mere uden for Sjælland. Til gengæld korresponderede og publicerede han i meget stor stil. Christian IV havde i 1640’rne ladet indrette det såkaldte Anatomihus blandt universitetets brogede bygningsmasse, og det lille anatomiske teater blev i halvandet årti Bartholins skueplads. Han dissekerede på livet løs – anatomi var tidens modefag og nød i høj grad kongelig bevågenhed. Af samme grund havnede den ene henrettede misdæder efter den anden under Bartholins skalpel, der ofte førtes af hans yderst fingerfærdige assistent Michael Lyser. Og i 1653 kunne Bartholin publicere sin opdagelse af et hidtil ukendt karsystem, som han navngav Vasa Lymfatica. Offentliggørelsen af opdagelsen af lymfesystemet sikrede Bartholin hans medicinhistoriske verdensberømmelse. I Uppsala havde den lærde altmuligmand Olof Rudbeck også iagttaget lymfekarrene, måske endda før Bartholin. Men takket være sine enorme formidlingsevner og hurtige pen blev det Bartholin, der kom først med opdagelsen – og med navnet, som har bestået til denne dag.
Jesper Brandt Andersen tager læseren med ind i auditoriet og rundt i den lille danske hovedstad, hvor de lærde levede tæt, og hvor den drakoniske retspleje leverede det nødvendige materiale til forskningen. Frederik III overværede selv dissektionerne, og kongens dygtige hofmaler Karel van Mander stod også bi og tegnede forlæggene til de illustrationer, den kongelige kobberstikker Albert Haelwegh til stadighed leverede til Bartholins udgivelser. Brandt Andersen refererer grundigt – meget grundigt, endda – Bartholins skrifter, men letflydende og letlæst, og den kulturhistoriske helhed, som medicinhistorien indgår i, træder lysende klart frem for læseren.
Bartholin var nok stjernen på den tids naturvidenskabelige himmel i København, men han var ikke alene. Han uddannede elever, blandt andre Niels Stensen, der hurtigt viste sine enestående evner ved dissektionsbordet. Forholdet mellem Bartholin og Stensen fylder godt i bogen måske vel rigeligt, endda. En overgang bliver Bartholin nærmest en biperson i beretningen om Stensens kontroverser med kolleger ude i Europa. Bartholins helt store fortjeneste var – foruden hans egne opdagelser – at han med en for tiden unik ihærdighed fik bragt et enormt materiale i trykken. Lærebøger i anatomi, lærde brevvekslinger og samlinger af afhandlinger om alle mulige naturvidenskabelige fænomener strømmede fra trykpressen i København og fra trykkerier i Leiden og Lyon, for nu at nævne de væsentligste. Bartholin var en europæisk lærd af første rang.
Fra 1661 virkede Thomas Bartholin som æresprofessor ved Københavns Universitet. Han fik mange andre hverv at passe end anatomien; for eksempel var en årrække chef for Universitetsbiblioteket. I den forbindelse udgav han i 1676 Danmarks første lærebog i biblioteksbenyttelse og boghistorie. Han købte herregården Hagestedgaard ved Holbæk og indrettede sig der med sit skriveværksted og sit store bibliotek. I 1670 brændte gården og med den en meget stor mængde projekterede værker, som kun kendes, fordi Bartholin udgav en bog om sine tab. Thomas Bartholin levede – aktiv til det sidste – til 1680. Efter hans død sank Københavns Universitet på få årtier tilbage til den rolle som luthersk præsteskole, det havde haft før de dådrige årtier over midten af 1600-tallet.
Den meget lange og grundige bog formidler glimrende og levende en naturvidenskabelig dansk guldalder, der som så mange andre danske guldaldre er gerådet i glemsel på grund ildebrande, uforstand og den sprogbarriere, der i dag skiller de fleste fra latinen. Jesper Brandt Andersen lukker forbilledligt op til dette dybt fascinerende og banebrydende univers, hvor overtro og empiri levede side om side, og formidler Bartholin og de andre aktører, så man næsten kan høre deres stemmer. Det er – også denne gang – fremragende historieformidling. Godt, at engelsksprogede læsere nu kan komme til 1600-tallets København og deromkring. Bogen burde oversættes tilbage og udsendes i en dansk version. Det sker nok ikke. Men har man sit engelsk nogenlunde i orden, kan man her nyde et stykke flot fortalt videnskabshistorie og et dybt og detaljeret kig ind i 1600-tallets verden med en billedside og en typografisk tilrettelægning af fornemste slags.
[Historie-online.dk, den 26. november 2025]
