Menu
Forrige artikel

Julemarked på Det Grønne Museum

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 8

 

Oplev julestemningen sprede sig på Det Grønne Museums traditionsrige julemarked den første adventsweekend! Museet forvandles til et sandt juleparadis, hvor mere end 60 boder fyldt med kunsthåndværk, uldvarer, keramik, trævarer og masser af julelækkerier venter på dig. Fra friskbagt julebrød og duften af gran til varme juledekorationer og søde sager er der noget for enhver, som elsker julens særlige atmosfære.

Museets frivillige står klar ved deres egne boder, hvor de viser gamle håndværk frem og giver smagsprøver på historiske juleopskrifter. Du kan også tage på en stemningsfuld tur gennem juleudstillingen Alletiders Jul, der udfolder julens historie gennem 300 år. Turen foregår både ude og inde, og undervejs møder du dyrene i stalden og ser vinterhaven, hvor kålen står klar med sine vintervitaminer til den mørke tid.

Julefotos og børneaktiviteter

Som noget helt særligt kan du igen i år tage dit eget julefoto ved vores smukt opbyggede fotokulisser Med julepynt, gran og lys skabes den perfekte ramme til en mindeværdig julehilsen til familie og venner – og måske årets julekort?

Der er også ekstra julehygge for de yngste! Om lørdagen kan børn og barnlige sjæle prøve kræfter med flødebolleværkstedet og selv dekorere deres flødebolle. Om søndagen byder vi velkommen til et hyggeligt jule-klippe-klistre-værksted, hvor alle kan være med til at skabe deres egen julepynt. Begge dage kan man også deltage i honningkage-værkstedet.

Med julemusik og mulighed for en tur i det hyggelige Futte-tog eller en hestevognstur i vintervejret er Det Grønne Museums julemarked en oplevelse for hele familien. Bemærk, at både Futte-toget, hestevognsturen, honningkage-værkstedet og flødebolleværkstedet kræver en mindre betaling.

[Historie-online.dk, den 26. november 2025]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 119 - Osteklokke
Lene ejer 3.000 Barbiedukker
Vestsjælland og Vestindien på Holbæk Museum