Fra Madsen Maskingeværer til Disamatic
I forbindelse med virksomheden DISA’s 125-års jubilæum, har virksomheden fået bogen udgivet. Det er gået fra rekylgeværer til anerkendte Madsen Maskingeværer og videre til i dag en stor maskinproduktion. DISA er kendt i befolkningen for sabotageaktionen 22. juni 1944.
Af Michael Koch
Billederne af de enorme sorte røgsøjler, der steg op fra den bombesprængte fabrik i Frihavnen, kunne ses langt omkring. Billederne kom også langt omkring, og de understregede, at modstandsbevægelsen kunne udrette så stor skade, at fabrikken lå i ruiner Det var vel at mærke uden, at nogen kom til skade. Hele optakten og baggrunden for aktionen er imponerende godt beskrevet i bogen. Tiden efter er ligeså indgående behandlet, og læseren kan side efter side få et solidt indblik i en sabotageaktion fra planlægningen til de efterfølgende reaktioner.
Sabotageaktionen mod DISA 22. juni 1944. Aktionen blev genneført uden nogen kom alvorligt til skade. (Foto: Frihedsmuseet)
Det hele starter dog med etableringen af Danish Oriental Trading i starten af år 1896. Virksomheden fik hurtigt tilladelse til at sælge våben til udlandet. Det kom dog hurtigt til en speciel situation i Kina. Den ene medejer af virksomheden blev anholdt i Japan for tyveri af et stort kontant beløb plus en del diamanter. I 1900 blev Dansk Rekylriffel Syndikat A/S stiftet, og de såkaldte Madsen rekylgeværer blev produceret. Det kendte Madsen maskingevær kom hurtigt til, og virksomheden foretog en del salgsfremstød i Sydamerika. Madsen maskingeværer var også brugt af den danske hær, og de var med i Sønderjylland den 9. april 1940. Det var, da danske soldater forsøgte at standse den tyske fremrykning.
Dansk Riffel Syndikat leverede også lavetter til sine nye hurtigtskydende maskingeværer. På billeder fra 1920-erne er det en maskinkanon kaliber 37 mm. (Foto: DISA, Rigsarkivet)
Senere flyttes virksomheden til frihavnen i Købehavn, og gennem årene kom en hel serie bygninger til fabrikskomplekset. Krigene i Korea og Vietnam fik stor betydning for DISA, Dansk Industri Syndikat, som virksomheden nu hed. Der opstod en generel modvilje og antipati overfor krig, og derfor blev der lagt pres på firmaet for at stoppe produktionen af maskingeværer. Denne produktion fortsatte dog nogen tid endnu i frihavnen. En del af firmaet blev flyttet til Herlev i 1960-erne, hvor man producerede metalbearbejdningsmaskiner.
DISA havde en stor produktion af elektroapparater i 1955. (Udklip fra Se og Hør 1955)
I en anden divison af virksomheden producerede man for en stor del elektronisk udstyr. Det var eksempelvis en nødsender, en “elctropol” til slibning af metal, et tachometer og et stroboskop. Der var også et lysviserinstrument, en frekvensmåler og en kortbølgesender. I en periode producerede firmaet også en DISA-motorcykel. Senere kom der NATO-projekter til, det var mest dele til fly og raketter.
Tre DISA medarbejdere med nye motorcykler i Frihavnen i 1954. (Foto: DISA)
I dag produceres højt specialiserede metalstøbemaskiner, de såkaldte Disamatic maskiner. De kan eksempelvis bruges til støbningen af cylinderblokke i motorer. Det er store maskiner, som hver vejer 55 tons. I dag har firmaet produktion og hovedsæde i Høje Taastrup. Bogen er blevet til på foranledning af DISA’s 125-års jubilæum. Det er en flot bog, og især spændende er de mange historiske kapitler omkring våbenproduktionen. Da bogen er bestilt af virksomheden, har det været muligt at finde helt enestående billeder i arkiver af den tidlige produktion.
[Historie-online.dk, den 26. november 2025]