Håbet på heden
Af stud.mag. Mathilde Wolf Bhutho
Håbet på heden er nr. 98 ud af serien 100 danmarkshistorier skrevet af Lotte Isager, ph.d., antropolog og geograf ved De Kulturhistoriske Museer i Holstebro, udgivet af Aarhus Universitetsforlag. Det er en serie, som jeg er meget begejstret for, og denne seneste tilføjelse er ikke en undtagelse. Med bogen føres læseren gennem hedens historie. Et af de spor Lotte Isager følger er Det Danske Hedeselskabs etablering og vision om at opdyrke heden for at redde den skrantende danske økonomi i 1800-tallet. Hedeselskabets foretagende havde succes med skovbeplantning og omdannelse af hede til landbrugsjord. Enrico Mylius Dalgas spillede en helt central rolle i selskabet og havde qua sit arbejde som vejingeniør et indgående kendskab til heden.
Hedelandskabet består både af menneskeskabte og naturligt forekommende hedearealer, der i et vist omfang kræver menneskelige forstyrrelser for at fastholde sin karakteristiske natur. Det lyngdækkede hedelandskab fik således sin form gennem bondestenalderens træfældning, bronzealderens gravhøje og jernalderens mere etablerede bosættelser. Med tiden har hedebønderne skabt en levevej ved at udnytte hedens naturlige ressourcer. Græs og hø blev omdannet til dyremøg, sidenhen blandet med hedetørv, og brugt til jordforbedring til dyrkning af større eller mindre frugtbare arealer. Ligeledes har bierhverv som stude- og hestehandel, fiskeri mm. spillet en væsentlig rolle for mange hedebønders økonomi og livsgrundlag med den begrænsede adgang til frugtbare jordstykker.
Lotte Isager dykker ned i livet på heden, der foruden bevoksningen af planter, bestod af naturligt forekommende dyreliv såsom urfugle, hare og ulve. Side om side med hedens natur levede rakkere samt hedebønderne med deres dyrehold, herunder heste, får, og kvæg. Dette liv på heden er blevet udpenslet af forfattere, malere og andre, der har været med til at skabe billeder af hedens liv i skriftlig og malerisk form. Men livet på heden var også foranderligt, hvilket afspejlede sig i landboreformerne, skovdyrkning, sandflugt og kolonisering. Kartoflen vandt med tiden indpas i den danske hedejord. I første omgang var det de reformerte franskmænd, der havde kartoflerne med til Fredericia, sidenhen de såkaldte kartoffeltyskere der bosatte sig på heden, som formåede at dyrke kartofler i den sandede jord.
På den måde beskriver udgivelsen, hedens historie helt frem til i dag i en kortfattet form. Håbet på heden er velskrevet og frembringer interessante indsigter i livet på heden samt i de forandringsprocesser, der forvandlede heden til landbrug og skov frem til nutidens ønske om bevaring. Jeg vil her ikke afsløre mere af bogens indhold – læs den!
[Historie-online.dk, den 3. december 2025]
