Menu

1986 - da hele Danmark fik VM-feber

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 72

 

Af Kresten Søe

Den magiske sommer 1986

I disse dage i 1986 for nøjagtigt 40 år fik dansk fodbold sit gennembrud som VMs darling i Mexico.

Indtil da var det synd at sige, at dansk landsholdsfodbold havde manifesteret sig på europæisk endsige verdensplan. Men siden DBU i 1979 havde droppet amatørbegrebet og ansat en udenlandsk træner var der sket ret så meget.

Allerede i kvalifikationsgruppen havde man leveret spil og resultater, som gav europæisk genlyd ved at henvise puljefavoritten Sovjetunionen til andenpladsen med en legendarisk 4-2 sejr i den afgørende kamp i Idrætsparken i København. Specielt strålede både her og i Mexico stjerner som Michael Laudrup, Preben Elkjær (hver med 2 mål mod Sovjet). Frank Arnesen, Søren Lerby, Morten Olsen, og Allan Simonsen.

Efter de flestes mening var 1986 landsholdet det bedste og mest underholdende spillende hold Danmark nogensinde har haft.

De grimme ællinger forvandles til svaner

Men bag forvandlingen af de H. C. Andersenske grimme ællinger til stolte svaner stod dog først et skift fra deltidstræner og bodega ejer Kurt Nielsen, der fra 1976 ”havde gjort det til en fest at være dansk landsholdsspiller blandt andet ved at prioritere øl og socialt samvær frem for unødvendigt lange taktikmøder”.

Det var samme Kurt Nielsen, som efter sigende før en kamp mod Italien havde sendt spillerne på banen med følgende ord: ”Nu går I ud på banen og banker de der spagettier sønder og sammen.”

I 1979 valgte DBU derfor omsider at gøre op med amatørbegrebet. En ny træner - den tidligere tyske landsholdsspiller Sepp Piontek - skulle nu skabe en professionel attitude til fodbolden med bl.a. træningsdisciplin, præcision og regelmæssig søvn- og kostregler samt indskrænkning af socialt samvær.
Fra indkvartering på luksushoteller røg spillerne nu ind på ind på ret så beskedne forhold på Vestegnen.  De, der protesterede, blev fra Sepp affærdiget med svaret. I kan få bedre forhold, når I begynder at vinde flere kampe. 

Ydermere stod den bistre tysker tilmed vagt ved døren med fingeren på uret natten op til træningspas og landskampe - ve den, der ikke passede tiden. Og - som om dette ikke var nok - blev de, der ikke i første omgang forstod budskabet, opsøgt og afhentet af Sepp i egen person på byens diskoteker.

Også DBUs høje herrer fik uventet kam til håret, idet Piontek efter blot en uge truede med at tage sit tøj og gå, hvis den nye træner ikke med det samme fik uindskrænket ret til at udtage landsholdet. - En daværende uhørt magtbeføjelse, som aldrig tidligere var tildelt en landstræner.  

Indhold og opbygning

Niels Finderup fortæller i bogen hele den dramatiske farverige historie om Mexico VM turneringen, som tog både Danmark og den øvrige fodboldverden med storm, gav sporten et enormt folkeligt gennembrud herhjemme og ændrede mentaliteten i dansk landsholdsfodbold for altid
Alt sammen nedfældet i indbydende fotoillustrerede kapitler - lige fra starten af svære danske overgang fra amatørisme til professionalisme, Sepps ansættelse og forarbejde, den bratte mentalitetsændringen hos spillerne gennem kvalifikationskampene og resultaterne, der begyndte at vise sig både ud- og indadtil frem til puljesejren i kvalifikationsturneringen, rammerne for VM i Mexico og forberedelseskampene efter ankomsten hertil.

Ej heller mangler den spændende historie bag VM sommerens ørehænger, hvor Dodo & The Dodos på fornem vis angav fodboldfeberens hektiske rytmiske puls i den danske VM slagsang: Recepten.
Hvis du har glemt den, så hør den her: Re-sepp-ten 

Derudover rummer bogen også en farverig episode for episode gennemgang af de danske puljekampe mod Skotland, Uruguay og Vesttyskland frem til faldet fra tinderne i det katastrofale nederlag i ottendedelsfinalen mod Spanien.

Hvad nu hvis, hvis …

Sideløbende følger Finderup de øvrige kampe og puljer i Mexico med deres overraskelser og dramatiske islæt - fx Maradonas boldtrylleri og hans berømte Guds Hånd i kapitlet ”La mano de Dios” som måske, måske ikke afgjorde Argentinas kvartfinale mod England, men under alle omstændighed blev en legende.
Bogens kulmination er selvfølgelig kapitlet ”Los Endos” med det danske 1-5 nederlaget mod Spanien.

Sidst men bestemt ikke mindre interessant er den afsluttende evaluering og efterspillet for både Danmarks indsats og VM som helhed. Herunder bringes blandt andet en sammenligning med Richard Møller Nielsens senere danske landshold, der måske ikke spillede så sprudlende men til gengæld vandt EM i 1992.

Hvad nu hvis? Kunne Danmark faktisk have vundet VM? Hvis nu Per Frimann ikke var blevet skadet i den sidste træningskamp, og hvis Frank Arnesen ikke så uretfærdigt havde fået karantæne inden kampen mod Spanien … Hvis nu?

En fængende veloplagt fodboldbog

iels Finderups VM bog rummer en fin atmosfære i både tekst og billeder. Hertil skal forfatteren yderligere roses for en særdeles kvalificeret sportsjournalistisk fremstilling med et velafbalanceret indhold af egne betragtning, der yderligere er tilsat fine udbyggende kommentarer fra andre fagfolk.
Derudover bringer bogen en række fine medrivende kampreferater, som udstråler og skaber hektisk atmosfæremættet fodboldstemning, som jeg kun sjældent har set bedre nedfældet i ren tekst.

Og som om det ikke i sig selv var nok, så afsluttes bogen med intet mindre end en sand knaldperle.

Det målspark, som endte med Jesper Olsens fatale tilbagelægning, skulle faktisk efter fodboldens daværende regler have været taget om!
Den spanier, der opsnappede og afleverede bolden til målscoreren Butragueno, forbrød sig nemlig klokkeklart mod de daværende fodboldregler ved at løbe tværs igennem det danske straffesparkfelt, inden bolden havde passeret dette.

Forevist videoen fra den fatale episode er den tidligere danske FIFA top-dommer Jørn West Larsen ikke i tvivl. Det spanske mål skulle rettelig have været annulleret. Der skulle have været dømt omspark!

Og dermed kan legenden om det danske Mexico VM så i bogens allersidste sider videre udbygges med yderligere en hel dugfrisk aktuel myte.
Hvad nu hvis, hvis og hvis …   Jo, hvad skulle vi sportsgale egentlig gøre, hvis det ikke lige var for fodbolden.

[Historie-online.dk, den 17. juni 2026]

Se relaterede artikler
Triumfen
De nye kvinder
Fanden tage i morgen