Hvidt guld og Vejlby
Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk
Det kan da nok være, at landets næststørste by var på den anden ende den uge i maj, hvor byens fodboldhold først slog Brøndby 2-0 og dermed sikrede mesterskabet – og den sidste kamp, hvor Viborg blevet pulveriseret, og jublen i Aarhus’ gader kunne få bryde løs. KSDH!
Mesterskabet var ligeså fortjent, som det var populært og medførte direkte tv-dækning både af selve fodboldkampene og den efterfølgende fejring, hvor voksne mænd græd deres modige tårer og omfavnede vildtfremmede mennesker på de aarhusianske gader og stræder. Det var stort, og en mangeårige tilhænger kunne glæde sig på afstand over, at det endelig var lykkedes efter mange skuffelser. Og også, at det ikke var en af milliardærklubberne fra København og Herning, der løb med guldet. Og kongen så på med stor begejstring!
Og mesterskabet har også kastet to udgivelser af sig. Det er klart, at eventyret skal fortælles, kommenteres og fortolkes – og det er sket med disse bøger, som Turbine har skyndt sig at få ud, mens sejren er varm.
Tre journalister ved Århus Stiftstidende gennemgår i ”Hvidt guld” mesterskabssæsonen. Og det er helt bogstaveligt – kamp for kamp ledes vi igennem året og især tvekampen mod FC Midtjylland, den eneste klub, der var bare i nærheden af AGF. Forfatterne bringer ikke kampreferater, men bruger de enkelte kamp til at fortælle en historie om klubben og dens hovedrolleindehavere.
Det vil sige, at de enkelte vigtige spillere bliver portrætteret – hvor kom han fra, hvad har han betydet, hvad var godt, og hvad var skidt. Eksempelvis den 41-årige målmand Jesper Hansen, der havde sin store andel i, at mesterskabet kom i hus. Med den alder kunne han være far til flere i spillertruppen, men han er stadig hurtig på stregen og trods en ikke overvældende højde ganske god til at gribe ind i spillet foran mål. (Hvis vi ser bort fra det der selvmål i Herning den 20. april). Og der er jo masser at fortælle om Hansen, eftersom han har repræsenteret flere klubber; FC Nordsjælland, men hvem han vandt et dansk mesterskab og to pokalfinaler, FC Midtjylland, hvor det blev til to mesterskaber og en pokaltriumf. Udlandsophold i Frankrig og fra 2021 i AGF. Flere gange har klubben forsøgt at indkøbe hans afløser, men med meget ringe held. Hver gang en anden har fået chancen – og fejlet – er Hansen vendt tilbage og vist, at han er den faste mand mellem stængerne. Han portrætteres i forbindelse med en kamp mod Brøndby, hvor han igen holdt buret rent. I den anden ende af banen blev der dog heller ikke scoret.
Vi får historien om Patrick ”Paddy” Mortensen, Henrik Dalsgaard (en anden ældre spiller, der kom til AGF fra FCM), svenskerne Felix Beijmo (desværre nu solgt til hovedstaden) og Erik Kahl, nordmanden Kristian Arnstad, midtbaneslideren med de skrøbelige ben Nicolai Poulsen, målscoreren ned ADHD Tobias Bech, sydafrikaneren der blev aarhusianer Gift Links og så videre. Læs selv de interessant og velskrevne historier om de mange profiler. Og naturligvis træneren Jakob Poulsen, der forvandlede holdet, der indledte 2025 med at tabe alt til et succesrigt hold, der sjældent satte point til. Det skal blive spændende at se, hvordan Jakob Poulsen vil fortsætte den stime. Nogle af spillerne er allerede væk, måske kommer nye til, der kan tage over. Men man kan næsten ikke tro, at det kan gå så godt igen i den kommende sæson. Blot håbe ligesom vi har gjort alle de 39 foregåede år!
En meget velskrevet og medrivende bog (især naturligvis hvis man holder med ’de hviie’), der både har blikket rette mod året der er gået, årene forud og en lille smule mod fremtiden.
Christian Henriksen har skrevet klummer i Jyllands-Posten om ”de hviie”, og de er nu samlet i en lille bog, hvis hovedargument er, at AGF blev mester, fordi de var tvunget til at spille på det lille Vejlby Stadion i tiden, hvor Ceres Park blev nybygget for enden af Stadion Allé i den sydlige del af byen. Vejlby gav sådan set AGF den punch, der skulle til. Og det kan jo ikke modbevises.
Christian Henriksen er glad for sin nordlige forstad. Han skriver om en bydel med ’no-bullshit’ og foragt ikke mindst for den fine nabo Risskov, og i fodboldmæssige sammenhæng for VRI, Skovbakken og FC Midtjylland. Henriksen har beskrevet sin forstad fængende og ikke ulig en vis Dan Turells ’Vangedebilleder’ – også her udvises en foragt for de fine og beskrives, hvordan ’vi’ i den mindre fine forstad er ordentlig mennesker uden fine fornemmelser. Og så definere han på glimrende vis, hvorfor begejstringen for ’de hviie’s mesterskab er så udbredt. Både lokalt og i videre forstand.
”Og nej, det er ikke bare, fordi de spiller i hvidt og blåt, eller fordi de er stolte som få. Det er noget andet – noget langt mere jodnært, nemlig det faktum, at AGF stadig er herre i eget hus. På trods af midlertidig lejebolig i Vejlby er de nemlig stadig en old school og ægte fodboldklub. Stiftet i 1880 og stadig med det samme navn. Ikke et susionsforetagende. Ikke ejet af en multimillionær, der ikke aner, hvad han skal bruge sin penge på, eller et konsortium, der kunne se det som en opportun mulighed for god publicity. Nej AGF er stadig den klub, som jeg vil have, den skal være, båret af tradition og et hav af frivillige, der vil noget, og som står last og brast med klubben – uanset hvordan det går.” (side 33-34)
Christian Henriksen gennemgår heller ikke kampene, men funderer en hel del om, hvad der foregår omkring banen, om de gamle koryfæet, om rock’n’roll og om hans egne oplevelser og tanker i forbindelse med kampene på det lille stadion, hvor han selv har spillet en masse kampe for VIK. Det er der kommet en velskrevet lille essay-samling ud af – og tak for det.
To bøger, der indrammer det fantastiske eventyr, som muligvis ikke bliver gentaget lige med det første, men som det er godt at mindes.
[Historie-online.dk, den 23. juni 2026]
