Læreren i midten
Af Ning de Coninck-Smith
I 2024 fyldte Danmarks Lærerforening 150 år. I den anledning blev administrerende direktør i LIFE-fonden, som er en del af NOVO familien, Stefan Hermann, bedt om at holde festtalen på jubilæumskongressen. Efterfølgende er talen blev omskrevet og udbygget til en bog, så mange andre kunne få glæde af hans tanker om lærerrollen, dens historiske udvikling og aktualitet. Det var ikke et dårligt valg. Med sine mange år i afdelingen for skolepolitik, som embedsmand, medlem af råd og kommissioner og tidligere rektor for Københavns professionshøjskole, hvor bl.a. læreruddannelsen hører hjemme, er Stefan Hermann en kendt aktør på den uddannelsespolitiske scene.
Titlen, Læreren i midten henviser til den, efter forfatterens mening, centrale rolle, som læreren har spillet for det danske samfunds modernisering, demokratisering og civilisering. Det er den udvikling, der sættes spot på, jf. den lysende gule farve på bogens omslag.
Er man imidlertid bekendt med afdøde museumsleder og historiker Keld Grinder-Hansens bog Den gode, den onde og den engagerede. 1000 år med den danske lærer fra 2013, er der begrænset uddannelseshistorisk nyt i Stefan Hermanns bog. Det gør den dog ikke uinteressant, som det vil fremgå af det følgende.
De to forfattere inddeler lærerens lange historie i de samme perioder, om end Grinder-Hansen bevæger sig længere tilbage og Hermanns beskrivelse når op til i dag. I løbet af det 19. århundrede afløstes seminaristen af folkelæreren, der igen blev til forsøgslæreren i løbet af 1920’erne under inspiration fra tysk reformpædagogik. Inden da havde man stiftet bekendtskab med faglæreren, der var fulgt med ind i folkeskolen, da den fik en eksamensskole med mellemskole- og realafdeling koblet på i 1903. En anden ny figur var klasselærerinden, hentet ind fra frk. Zahles seminarium til at tage hånd om og civilisere de urolige rødder fra storbyens rabarberkvarterer.
Videre går det frem til 1970’erne, hvor lærerens autoritet rystes af en ny folkeskolelov, der satte forældrene ind som samarbejdspartnere og af mere demokratiske arbejdsformer. Hertil kom indførelse af nye arbejdstider i 1980’erne, hvor timer til forskellige opgaver skulle tælles. Læseundersøgelser og PISA test satte fra omkring 2000 et pendul i gang, der har svinget frem og tilbage lige siden mellem trivsel og faglighed, profession og kald, inklusion og de frie grundskolers markante vækst.
I takt hermed skulle læreren først være coach, så ekspert i undervisning og til sidst trivselssnedker, der med indlevelse påtog sig arbejdet med at sikre den enkelte elevs ve og vel. Samtidig blev lærerkaldet definitivt aflivet og erstattet af lærerprofessionen.
Vreden fra 2013, hvor den socialdemokratiske ledede regering sammen med KL satte hårdt mod hårdt og lockoutede lærerne og dermed ”normaliserede” deres løn- og arbejdstid, indførte længere skoledage, praksisfaglighed og lektiecaféer, lod sig imidlertid stadig høre. Politikerne havde knapt sat deres underskrifter på reformen, før de løb deres vej. Efterfølgende er skolen blevet endnu mere decentral med lokale løn- og arbejdstidsaftaler, og større indflydelse til skoleledere og -bestyrelser. Samtidig er der opstået et politisk ønske om mere central regulering af så forskellige forhold som elevadfærd, læringsmål og læseplaner. Skole- og uddannelsespolitik er blevet til det, som Stefan Hermann betegner som high-politics, der har nationens og alles store interesse og engagement.
Ingen af de to fremstillinger beflitter sig med fodnoter, men har dog lister over den anvendte litteratur. Hermanns inspiration fra Grinder-Hansens periodisering og karakteristik af lærergerningens historiske forandring er tydelig. En klarere markering heraf og en diskussion af, hvorfor han har valgt netop dette greb havde været på sin plads. Uanset om der er tale om en historisk fremstilling eller en krønike, som Herman betegner sin bog, bør arv og gæld fremstå for læseren. Og ikke mindst, når der er tale om, at hovedoverskrifter og periodisering næsten er sammenfaldende. Det skal dog understreges, at Grinder-Hansens bog er opført på litteraturlisten, og der henvises til den flere steder i teksten.
Som nævnt er Stefan Hermanns bog blevet til på opdrag fra Danmarks Lærerforening. Forfatteren understreger dog, at han haft frie hænder – og det mærkes, for dette er ikke et roseportræt, endsige en ureflekteret og enstrenget udlægning af 2013-2014 konflikten, som i bogen Søren og Mette i benlås, der udkom i 2017, som var bestilt og betalt af DLF. (se min anmeldelse Søren og Mette i benlås) Hos Herman er det ikke kun eksterne faktorer, som konkurrencestaten og neoliberalismen, der kan forklare denne konflikt endsige lærernes autoritetstab. Det er heller ikke tilstrækkeligt at skylde skylden på individuelle personer, som daværende finansminister Bjarne Corydon, eller at fremstille konflikten, som et længe planlagt – men hemmeligholdt – forsøg på at komme Danmarks Lærerforenings magt over skolen til livs.
Det er langt mere komplekst, og ikke mindst lærerne og deres organisation bør kigge indad og spørge sig selv, om man ikke for længe havde haft et for enøjet fokus på løn- og arbejdstid modsat en optagethed af profession, lærergerning og læreruddannelse. Og for (måske) ikke have haft blik for ændringerne i det uddannelsespolitiske landskab, med finansministeriet og KL som de store spiller og et SF, (lærernes daværende mest foretrukne parti) der var bundet af regeringsdeltagelsen. DLF var ikke længere det største dyr på savannen, og nostalgiske referencer til formand Stinus Nielsens tætte relationer til de skiftende undervisningsministre gav ikke mere mening.
Det, som gør Hermanns bog interessant, er hans gennemgang af tiden efter 2014. For Stefan Hermann besidder en insider viden, som ingen andre. Subjektivt farvet og formentlig næppe delt i alle detaljer, men som alligevel lægger nogle nye brikker til forståelsen af, hvad der er hændt skolen og læreren i de sidste 10 år, hvor Danmarks Lærerforening ikke bare har skiftet forperson, men også lokalt har genvundet en stor del af fordums magt. Lærernes løn- og arbejdstidsforhold er således tilbage på et forsonende spor. Samtidig med, at der blæser stadig koldere vinde om skolen, som mest giver sig udtryk i vigende søgning til læreruddannelsen, skolevægring, dårlige elevpræstationer og stigende vækst i de frie grundskoler.
Om dette og meget mere, har Stefan Hermann en mening og ofte formuleringer, der kan give stof til eftertanke. Som parallellen mellem håndboldtrænere og den nye lærerfigur, der skal have fællesskabet for øje og blik for den enkelte. Kritikken af individualismen og optagetheden af den elevernes sårbarheder afskrives med en bemærkning om, at en trivselskrise for de få overskygger en dannelseskrise for de mange. Modtrækket er drømmen om en anstrengelsens poesi, der for en stund kan få eleverne til at glemme sig selv, og i stedet vække deres og lærernes lyst og vilje til at gøre deres bedste i læringens tjeneste. Alt sammen bakket op af en forestilling om et vi, en fælles virkelighed og en slags dansk ”forfatningspatriotisme”, tegnet op af Grundtvig, Løgstrup, Gert Biestra og Lars Henrik Schmidt og ikke – og for alt i verden - af mediebårne affektive døgnfluer, eller den såkaldte dopamin-kultur, som Stefan Hermann benævner det.
Tungen skal holdes lige i munden under læsningen, hvor krøniken til tider mere har karakter af et essay, og der hoppes veloplagt rundt i kronologierne, mens forkortede sætninger med og uden verbum kan give hovedbrud, hvis man ikke er helt inde i detaljerne. Hvad betyder for eksempel, at ”Nødvendighedens politik ankom dog tilforladeligt i joggingbukser og ikke som embedsmænd i jakkesæt med flere eksaminer og karakterkrav.”? (101) når det handler om 1990’ernes pædagogiske univers, der satte elevens egen læring i centrum.
Faktorer som kunne have spillet en rolle i kompleksitetsgørelsen af lærernes lange historie kunne være køn eller social baggrund. Begge dele nævnes, særligt for kvindernes vedkommende, når klasselæreren kommer på tale, men læreren er gennemgående intetkøn i fremstillingen. Enhver refleksion over, hvad det betyder, at op imod 11 procent af eleverne i den danske folkeskole har en anden etnisk baggrund end dansk, for forestillingerne om et fælles vi er også fraværende. Ej heller det forhold, at ikke engang trivselskommissionen fandt det værd at omtale, at alle børn bør have ret til deres modersmål finder plads. Det er jo ganske tankevækkende, at high politics også har ført til, at skolepolitik og udlændingepolitik tager farve af hinanden. Måske er der tale om et nyt kapitel i dansk skolehistorie, der trænger til at blive skrevet.
Spørgsmålet er, om det lykkes Stefan Hermann at vise, at læreren har stået i midten eller har været helt central i de lange samfundsmæssige og kulturelle forandringer, som Danmark har undergået siden foreningens stiftelse for 150 år siden? Hos Hermann måles det alene på skiftende diskurser om den gode, onde – eller ligefrem dårlige lærer, mens hverdagen, som den levedes ude i skolerne, ikke italesættes. Uanset, at Hermann påpeger, at det var nok langt fra var alle lærere, der kastede sig ind i forsøgsvirksomhed fra 1920’rne og frem, er jeg alligevel betænkelig ved betegnelsen og perioden. Læsning af erindringer, skrevet af de gamle elever, får mig til at mene, at mange lærere levede i en anden virkelighed, der var tilbageskuende og uden åbning mod nytænkning. Men jeg medgiver, at lærernes indflydelse på det konkrete og hverdagslige plan er stort set umulig at eftervise.
Man kan håbe, at det forholder sig, som Stefan Herman – og formentlig også DLF og mange andre med dem (inklusiv undertegnede), - hævder, at læreren har været central i det danske samfunds forandringsprocesser. Mange andre forhold kunne dog tænkes af have medvirket til disse ændringer – og have påvirket lærerens andel heri - , fra overgangen fra landbrugsland til industrisamfund, urbanisering, globalisering til demografi, velfærd, valgret og mindre sult og fattigdom.
Læs selv, tænk med og bliv klogere – og deltag også gerne i debatten om, hvordan uddannelseshistorien kan bruges som argument. Det bliver formentlig næppe sidste gang, at det sker.
[Historie-online.dk, den 26. november 2025]
