Af Uffe
Thyssen, arkivar, Vejle Stadsarkiv
Lad det indledningsvist være slået
fast: Dette er ikke nogen anmeldelse af Hans Bondes
biografi om Niels Bukh – dette er en anmeldelse af
det medie, hvorpå Museum Tusculanum, har valgt
digitalt at genoptrykke Hans Bondes udsolgte
disputats: Niels Bukh. En politisk-ideologisk
biografi. Vil man vide noget om disputatsens
historiefaglige indhold, henvises der til Johnny Wøllekærs
anmeldelse af disputatsens folkeudgave, der også er
at finde på denne hjemmeside.
Men hvor skal man starte og slutte, når
redaktøren kommer anstigende med en ”bog” til
anmeldelse, hvor selve formen umiddelbart er det
centrale og i det hele taget stort set uden fortilfælde.
For det må konstateres, at det er et pionerprojekt
udi digital historieformidling, som forlaget har
kastet sig over. Udgangspunktet er naturligvis selve
teksten fra Bondes over 900 sider lange disputats fra
2001. Men dette er nu garneret med 131 filmklip, som
er speaket af forfatteren selv. Bogens oprindelige
illustrationer er naturligvis også gengivet på
cd-romen i forbindelse med deres oprindelige
placeringer i teksten. Her er den første lille
indsigelse påkrævet. Man benytter sig fra forlagets
side af at zoome på billederne. Til tider lykkes øvelsen,
om end opbygningen af selve zoomet hurtigt bliver
stereotypt. Hvad værre er, at man som ”læser”
ofte oplever, at man presser zoomet en tand for meget
i forhold til, hvad billedets opløsning kan bære.
Billederne bliver derfor af og til takkede og derved
utydelige. Og for nu at blive ved CD-romens visuelle
del, må vi konstatere, at også de mange filmklip i
udvalgte sekvenser kommer til at lide under
problematikken med opløsningen. Retfærdigvis skal
det siges, at klippene i hovedreglen gengives godt, og
alternativet havde været en tekstfremstilling, der
havde krævet adskillige cd’ere, hvor et af værkets
helt store plusser, nemlig søgeredskaberne, ville gå
tabt. Som et plaster på såret fremvises de samme
sekvenser på den medfølgende DVD i en højere opløsning.
For ud over det ganske underholdende
element, at selve teksten ledsages af levende
billeder, så er det især, når man vil bruge cd’en
som søgeredskab, at udgivelsen for alvor glimrer. Men
det er nok også i den sammenhæng, at man skal
forvente at denne digitale nyudgivelse vil blive
brugt. For udgangspunktet vil til enhver tid være en
PC, hvad enten den nu måtte være bærbar eller
stationær. Selv om bærbare computere vinder stadig
større udbredelse, så er det langt fra alle der råder
over en, og mange af de, der gør, har ikke nødvendigvis
også lyst til at falde i søvn, mens de ligger og
kikker på skærmen. Jeg vil påstå, det vil være
ganske uudholdeligt at læse hele disputatsen fra ende
til anden udelukkende ved at sidde og glo ind i skærmen,
naturligvis med mindre man nøjes med en side om
dagen. Derfor er det i søgefaciliteterne slaget skal
slås, det bliver det, og forlaget går sejrrigt ud
heraf, omend anmelderen dog vil sætte et par små stød
ind. Som for eksempel når man i personregistret søger
på Alsing Andersen. Ganske vist kommer man direkte
til toppen af den side, hvor han er nævnt, når man
klikker på sidetallet i personregistret, men opslaget
nævner desværre ikke, hvor Alsing Andersen er nævnt.
Hans navn må man nu søge efter i teksten og her
ville det nok heller ikke have været teknisk
vanskeligt at fremhæve hans navn, så det var nemt at
finde i brødteksten.
Selve fremstillingen af teksten skal
også nævnes i denne sammenhæng. For læsefeltet er
ikke særligt bredt, og det gør, at det bliver en
lang tekst at læse ned over. Bogstavtyperne er
formentlig valgt ud fra et hensyn til læsbarhed på
en skærm – æstetiske hensyn kan der i hvert fald
ikke være tale om. Ligeledes kan det være
irriterende, at man er nødt til at ramme præcist på
de pile i vinduets højre side, der gør, at man kan få
teksten op eller ned. Det kunne have været rart, at
man kunne have bladret i teksten ved blot at ramme for
oven eller forneden i hele bjælken.
Ellers må man konstatere, at
projektet holder. Sagregisteret fungerer uovertruffent,
hvor man kan søge på, hvad der falder en ind, og
ikke mindst den direkte sammenhæng mellem teksten og
dens noter gør læsningen en fornøjelse. At
indholdet så heller ikke er at foragte, gør jo ikke
noget.
Museum Tusculanum betegner selv
projektet som en ”oplevelsesrejse i lyd, billeder og
ord”, og der bliver ikke lovet mere, end hvad holdes
kan. Slet ikke når man sætter den medfølgende DVD i
maskinen. Her får man, ud over muligheden for at få
speaket filmene på noget så eksotisk som japansk,
også lejlighed til at se de over 130 filmklip i en
tematisk sammenhæng som eksempelvis kunst og
arkitektur, den nordiske olympiade, den italienske
fascisme osv.
Med
dette digitale genoptryk har Museum Tusculanum for
alvor taget fat på fremtidens historieformidling.
Grundmaterialet har været godt og omfangsrigt,
hvilket afspejles fuldt ud i fremstillingen. Børnesygdommene
er forbavsende få og det skal blive interessant at følge
ikke blot hvordan dette forlag, men hele
historiebranchen, vælger at bruge den elektroniske
tidsalders redskaber og virkemidler.
