BogFeature
Stormen på København

- Den svenske belejring 1658-1660

Af Jørgen S. Larsen

Dette værk er et temanummer af ”København, Kultur og Historie bd.1, som udgives af Københavns stadsarkiv. Årbogen som tidligere hed ”Historiske meddelelser om København”, er hermed i gang med sin 1.årgang med det nye navn. Hvor godt det nye navn er - kan diskuteres. Der bliver forhåbentlig ikke for meget kultur i et historisk tidsskrift. I forordet fortæller den sædvanlige redaktør, at han har uddelegeret opgaven til gæsteredaktører, og at årbogen fra 2004 hvert år har behandlet et specielt emne.

I indledningen fortæller den ene redaktør om forhistorien, selve Karl Gustav krigene, samfundsforholdene før og især hvordan krigen ændrede dem, samt eftermælet: Hvordan har eftertiden forholdt sig til ”sejren”. Endelig findes der en kort oversigt over bogens artikler som opdeles i militære, politiske, økonomiske og litterære/kunstneriske aspekter.

Vi får i næste afsnit en svensk vurdering af, hvorfor det gik, som det gik. Danmark var tættere på at gå under som selvstændig stat, end vi bryder os om at tænke på. Karl Gustav ville have jævnet København med jorden og inddelt Danmark i 4 guvernementer. Som fortællingen skrider frem, får man dog mere indtrykket af, at det hele var en desperat mands handling. Den svenske chance for sejr var uendelig lille. KG indså, at krigen var tabt og måtte indlede sig på den håbløse storm på København for at forbedre sin forhandlingsposition. Sverige slap heldigt fra freden, fordi stormagterne blandede sig. Eftermælet bliver dog, at stormagten Sverige kulminerede med dette forsøg på at udrydde ”lillebror”.  Undervejs blander forfatteren lidt for mange ”stormagter” ind i krigen, hverken Polen eller Brandenburg kan vel kaldes stormagter ? Herudover går der lidt kludder i redaktionen - idet slut side 27 og start side 28 ikke hænger sammen – der må mangle nogle linjer. De matematiske kundskaber stilles også på prøve, idet en sammentælling af den svenske angrebsstyrke giver næsten 15.000 mand, uagtet vi lige havde fået fortalt at der kun var godt 10.000 mand. Det hænger nok sammen med, at den store gruppe og en mindre afdeling  næppe begge kan være på 6.500 mand.  Historien kan være virkelig ond - svenskekongen der overlever at gå på vandet - dør af en sølle forkølelse. Der har åbenbart været koldt i lejren udenfor København.

Netop lejren er aspektet i næste artikel. Vi får en grundig beskrivelse af, hvordan lejren kan have set ud, og hvor stor den var. Endvidere hvilke folk der boede her.  Her er det interessant at antallet af civile overstiger antallet af soldater. Der er koner, børn, oppassere, håndværkere, musikere, handlende, ludere og lommetyve. I alt et indbyggertal, der næsten modsvarer Københavns. Vi får at vide, at flere kirker blev revet ned for at bidrage med sten til huse i lejren, men at de stadig boede væsentligt mere nøjsomt end i byen.  Lejren var modsat København en åben fæstning, og de lokale indlod sig med fjenden uden at blive betragtet som forrædere. De sidste skanser var forsvundet 100 år efter og jorden pløjet over.

I artiklen om at forsvare København beskrives belejringens 4 faser, samt hvordan forsvarerne var sammensat. Knapt halvdelen var studenter og andre civile borgere. Forsyning og indtægter spillede en større rolle end normalt, for penge kom der ingen af fra provinsen. Provenuet til udgifterne måtte hovedsageligt lånes og alle ”ansatte” måtte acceptere lavere løn. De skiftende krigsråd med kongen i spidsen omtales kort.

Magtens bastioner er en beskrivelse af selve fæstningen København, omtale af fæstningskrig i Europa og herudover en  beskrivelse af selve krigens forløb, herunder selvfølgelig belejringen og stormen. Dette afsnit viser en temaårbogs svaghed, idet der er for mange gentagelser fra forrige afsnit og endda uoverensstemmelser, idet man her kun har 3 faser af belejringen.

Afsnittet om Erik Dahlbergh og efterretningstjenesten giver et godt indblik i, hvordan datidens spionage fungerede , men er desværre fyldt med svært  læselige svenske citater og er herudover endnu en  gentagelse af krigens gang.  Oversættelsen/redaktionen er også mangelfuld, alene på s.101 kan nævnes: ”rigsdrotsen”, ”kontinetet” og Ludvig d.3, hvor det skal være Ludvig 13.

De københavnske privilegier og samfundets strukturændringer behandles i et omfattende afsnit.  Borgerne forstod at drage fordel af deres heldige modstand mod belejringen.  Adelsvældet blev undermineret op igennem 1600 tallet, og standsforskellene blev mere urimelige i takt med, at adelens værgefunktion formindskedes. Det påpeges, at der var store forskelle mellem borgerne. København kontra provinsen, men også mellem de rette borgere med borgerret /pligt og de kgl. medarbejdere, der nok boede i byen men ikke drev næring her. Dette afsnit hænger nøje sammen med/gentages i det næstfølgende afsnit om patriciatet, som sammenligner adelen og de rige borgere.  Formuen og den ydre stads betyder efterhånden mere end stænderne.  Samtidig undergraves adelens økonomi og de bliver mere afhængige af storkøbmændene ligesom kongen i øvrigt. Udviklingen tegner tydeligt, at adelsvældets dage er talte. Borgere og majestæten må helt naturligt tage over. Disse afsnit falder vel lidt udenfor værkets titel, idet de mere omhandler følgevirkningerne af krigen end selve stormen/belejringen.

Imellem disse 2 afsnit behandles Københavns byvåbens udvikling i lyset af de privilegier byen modtog efter krigen. Den komplicerede heraldik forklares indgående, og åbenbart har dette våben stor indflydelse på de våbener, der blev tildelt efter enevældens nye rangforordning.

Forsyningssituationen behandles, og herunder formuleres den såkaldt moralske økonomi. Denne skal  forstås som statsmagtens indblanding i prisudviklingen i krisetider og ikke som de handlendes egen moral. Snarere tværtimod, idet man jo ellers kunne undvære love og maksimalpriser indført af staten. Laugs -monopolerne og den derved manglende konkurrence, nævnes kun flygtigt. Afbrændingen af Amager nævnes meget kort.

Afsnittet om de antisvenske følelser er lidt tyndt og med for mange citater til at blive rigtig interessant.

Afslutningsvis er der taget fat på hvordan samtid og eftertid har set på krigen som kunstmotiv. I samtiden blev stormen ikke brugt i den store stil. Svenskerne tabte slaget og ville hellere forevige sejrene, og danskerne tabte jo hele krigen. Eftertiden har mere sat fokus på den nationale overlevelseskamp og billederne blev mere præget af propaganda end historisk korrekte temaer. Der henvises til nogle numre på illustrationer, og det kunne have været interessant - hvis de numre havde relateret til de viste billeder. Men det må være numre fra kilden (Samuel Putendorfs  værk om Karl 10. Gustav), og så er det jo inderligt ligegyldigt, hvis man da ikke lige har den bog foran sig. Det havde nok været lettere, at se den rette sammenhæng, hvis man havde nummereret bogens illustrationer og henvist til dem i teksten.

En temaårbog, der let kan anbefales til læsere med interesse i 1600 tallets mest spændende begivenhed. Bogen kunne have været skåret lidt skarpere til redaktionelt, så man havde undgået for mange gentagelser - specielt af krigens forløb, som både nævnes i indledningen og i flere af artiklerne.  Det virker heller ikke som om de enkelte artikler er valgt for at give en udtømmende oversigt over alle aspekter af belejringen/stormen. Noget synes uvæsentligt eller sågar udenfor emnet (privilegiesagen) og andre aspekter mangler. Her kan nævnes : ”Kampen om Amager og afbrændingen af øens byer,  Snaphanernes betydning for belejringen og vel også noget om situationen set fra Kongens  synsvinkel”  Der er endvidere til tider for mange citater på gammeldansk og sågar svensk, som ødelægger den flydende læsning. Men selv med denne lette kritik, er bogen stadig et glimrende bidrag til at udvide læsernes horisont om denne for vort land så vigtige stund. Hvis man så ikke er fuldt tilfreds med orienteringen, kan man nemt finde mere læsning i den fyldige litteraturoversigt.