Borgerlig konfirmation

I begyndelsen af 1900-årene var der folk i arbejderbevægelsen, som syntes, at der manglede et alternativ til den kristne konfirmation

Indtil 1857 havde medlemmer af folkekirken pligt til at lade deres børn døbe. Konfirmationen var derfor i princippet også et krav.

Grundloven havde givet trosfrihed, og der blev indført mulighed for borgerlig vielse, hvis mindst én af parterne enten var medlem af et andet trossamfund end folkekirken - eller stod helt uden religion.

Mange socialdemokrater og fagforeningsfolk valgte efterhånden at melde sig ud af ideologiske årsager, og ønskede ikke deres børn konfirmeret. Behovet for en ikke-kirkelig ungdomsfest voksede, og i 1915 blev "Foreningen mod kirkelig konfirmation" stiftet. I 1924 fik den "af opportune Grunde" et nyt navn, nemlig "Foreningen for borgerlig konfirmation". Foreningens formål var dog uændret, at skabe og afholde en ikke-kirkelig ungdomsfest for de 14-16 årige.

Den første fest blev afholdt allerede i 1915, og foregik i Folkets Hus på Vesterbro, hvor 100 gæster overværede 4 unge pigers borgerlige konfirmation. Hovedindslaget ved festerne var en tale, som blev afholdt af en ledende politiker eller markant kulturpersonlighed, og desuden bestod programmet af sang, samt forskellig underholdning og musik. De unge var klædt som til kirkelige konfirmationer, drengene i jakkesæt og pigerne i hvide, hel- eller halvlange kjoler,

Foreningen blev stiftet i København, og den borgerlige konfirmation var i begyndelsen et københavnerfænomen, men bredte sig efterhånden til resten af landet. I 1928 blev der sendt en udsendelse fra festen i Danmarks radio, og allerede året efter blev den første forening uden for København - nemlig i Horsens - stiftet.

Foreningen blev opløst i 1992 på grund af svigtende tilslutning til arrangementerne, der fra 1974 blev arrangeret af DUI.