Menu
Forrige artikel

Den ganske makabre kirke i Rom

Kategori: Artikler
Visninger: 1324

 

Længe skal man ikke trave i Rom, før endnu en kirke dukker op. Hver med spændende og overraskende opdagelser – fyldte med mesterværker og fantastiske fortællinger. Mere nøgternt kan man notere, at pengestrømmen til den katolske kirke har gjort det muligt med al den overdådighed, vi ser i dag. Findes der i kirken noget specielt helligt som for eksempel et relikvie, så kan man regne 100 procent med, at det er muligt at smide både pengesedler og mønter ned. I håbet om at det enten hjælper her eller i det hinsidige.

Det var flere årtier siden, de danske guldaldermalere havde haft Rom som det primære mål. Nu var det blandt andet Paris, der trak. Men i 1901 rejser Wilhelm Hammershøi (1864 – 1916) alligevel til Rom for at male. Med hjælp fra digteren Johannes Jørgensen, der var 2 år yngre, fandt han frem til den mærkelige rundkirke Santo Stefano Rotondo.

Konstruktionen og kirkens indre med dens særlige belysning fascinerede ham, så fra begyndelsen af december 1901 til slutningen af januar 1902 arbejdede han med sit maleri.

 Det hele ser jo så smukt og stille ud. Det er de klassiske søjler, lyset og rummet, Hammershøi har fokuseret på. I baggrunden aner man udsmykningen på væggene – næsten i stilfærdig stil. Men virkeligheden er en ganske anden.

Kirken, der kan dateres tilbage til 400-årene, er viet til den første kristne martyr, Sankt Stefan, der blev stenet omkring år 35 – kort efter Jesu død.  Historien fortælles i Apostlenes Gerninger, kapitel 6 og 7.

 St. Stefans stening malet af Annibale Caracci i 1600 tallet

Det giver jo megen mening at bygge en kirke til St. Stefan. At man bygger oven på resterne af et Mithradæum undrer nok ikke. Der lå så kirken i sin runde form. Men i slutningen af 1500 tallet overtog ungarske jesuitter ansvaret for kirken. Og så skete der noget.

Helgenlidelser og voldsom død

Tilsyneladende har de haft den opfattelse, at når nu deres kirke var viet til en martyr, så måtte de sikre, at alle kunne se, hvordan man har behandlet de kristne. Og det nok siges, at de får det vist.

Det er godt nok dampende varmt i Rom denne søndag, så det tager lidt længere tid end vanligt at vandre opad til kirken. Derfor er det rart at have drikkedunken med. Den kan tak og lov fyldes med iskoldt vand fra de mange vandhaner, der findes overalt.

Der er som altid dejligt køligt inde i kirkerummet. Men der bliver unægtelig meget koldt, når man går frem til freskerne. At blodet bliver til is i ens årer er ikke helt ved siden af. Det er de mest voldsomme billeder, jeg nogen sinde har set i en kirke.

Malerierne er absolut ikke for børn. Skrevet i ramme alvor.

Her bringes et udsnit af nogle af malerierne. Først på afstand.

 

På afstand aner man allerede, at der er tale om ganske voldsomme billeder.

Når man kommer tættere på, bliver oplevelserne endnu mere rystende. Som her hvor badekarret fyldes med flydende bly, mens der er en massehenrettelse på bålet på den næste fresko.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Og så slutter jeg med dette, der måske viser, at bly var meget anvendt.

 

Skildringerne af alle disse forfærdende lidelser forekommer aldeles voldsomt for en dansk protestant. Men der er rent faktisk en historisk baggrund ud over den almindelige skildring af de lidelser, de forskellige helgener blev udsat for. De er alle blevet til i de år, hvor religionskrigene mellem katolikker og lutheranere rasede i Europa.. De blev ført med en ufattelig brutalitet, som på en eller anden måde må have påvirket kunstnerne. Som det i øvrigt ses hos Francisco de Goya i hans serie ”Krigens katastrofer”. Så ond og modbydelig var/er verden set med kunstnerens øjne.

Stefano Rotondo kirken har adressen:

Via Santo Stefano Rotondo, 7.

Rundkirken set fra oven

 

Erik Ingemann Sørensen

Se de øvrige artikler i serien ”Det hemmelige Rom” her

[Historie-online.dk, den 22. juni 2021]

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Caracallas termer
Quintilii-brødrenes utrolige villa
Kunst fra Villa dei Quintilii i Rom