Menu
Forrige artikel

Bjørn Karbo - Historiens Aktører nr. 18

Kategori: Artikler
Visninger: 321

 

Danmark er et ørige, men folk tænker måske ikke så meget over det nu, hvor broer, tunneler og dæmninger binder øerne sammen, og man kan suse af sted i bil fra ø til ø. Men der er stadig rigtige øer, hvortil man kun kommer med en færge. Hvem kender ikke Bornholm, Fanø, Samsø og Ærø m.fl. Men i øernes hierarki er endnu flere grupper, nemlig de små øer og under dem endda holme og ubeboede småøer. Det med det ubeboede startede for visse øers vedkommende i 1960-erne. En lille ø som Strynø Kalv i Det sydfynske Øhav havde fra gammel tid tre gårde, dvs. tre husstande og tilmed af de store, for der var både piger og karle ansat til at hjælpe med landbruget. Beboerne på Kalven var skam ikke isolerede eneboere, nej tværtimod var de mønsterlandmænd, som hver dag leverede mælk til andelsmejeriet og deltog i foreningsliv og fester på naboøen Strynø. De var også søfolk, en af gårdmændene var tidligere skibsfører. De fulgte godt med på Kalven, og inden Strynø havde fået et elværk, så havde de tre gårdmænd på Kalven bygget deres eget lille elektricitetsværk drevet af en petroleumsmotor. Men i løbet af 1950-erne blev landbruget forandret. Hestene forsvandt, og traktorer og andre maskiner overtog meget af arbejdet. Der blev ikke brug for mange hænder. Mejeribruget gik tilbage, og det endte med, at andelsmejeriet på Strynø lukkede. På Kalven blev resultatet, at først en gårdfamilie flyttede og senere de to andre. Øen blev øde. På Strynø gik befolkningstallet også samme vej som hønsene skraber. Flere og flere flyttede, og ligesådan gik det på landets øvrige mindre øer. Familie efter familie pakkede sammen og søgte arbejde og bolig på fastlandet. Situationen var alvorlig, hvor ville denne udvikling ende?

En af de øboer, som iagttog afviklingen og som tænkte, at noget bør gøres, var Bjørn Karbo på den lille ø Askø i Smålandsøhavet. Han var ikke af gammel øboslægt, men var flyttet til øen i 1967. Bjørn Karbo var født i 1920 og søn af en officersfamilie med tjenestebolig i Kastellet i København. Dér boede han stadig med sine forældre, da tyskerne d.9.april 1940 sprængte Norgesporten i Kastellet og besatte det militære anlæg. Den unge mand var dygtig til tysk, og han måtte stille op som tolk for besættelsesmagtens officerer. Som andre unge, især på venstrefløjen og højrefløjen i dansk politik besluttede Bjørn Karbo, at der skulle ydes modstand mod de folk, som havde besat landet. Han gik ind i modstandskampen og var i ledelsen af Studenternes efterretningstjeneste, som bl.a. sørgede for nyheder til de illegale blade. Men i 1944 lykkedes det Gestapo at trevle den gruppe op, som han tilhørte, og han blev arresteret og sendt til den tyske koncentrationslejer KZ Porta Westfalica. Her sad han indtil han og andre danskere med de hvide busser kom til Sverige.

Efter krigen gik han ind i reklamebranchen og startede sit eget trykkeri i Søllerød. Det gik godt i mange år, men hans helbred havde fået et knæk under opholdet i koncentrationslejren. Det var lungerne, det var galt med efter en tuberkulose. Han solgte sin virksomhed, og i 1967 tog han og hans kone permanent ophold i sommerhuset på Askø. Det var tidlig pensionering, og det viste sig, at Bjørn Karbo ikke kunne holde sig i ro, men gjorde sig til talsmand for de små øer. Han var både oratorisk og organisatorisk begavet, og begge dele blev der brug for. "Mit erklærede mål er at få politikerne i amts- og primærkommunerne og på Christiansborg til at indse, at det danske samfund i sine øer har en uerstattelig værdi, men en værdi som er ved at smuldre mellem fingrene på politikerne. Mens de har været optaget af at forsyne det øvrige samfund med et utal af velsignelser i form af offentlige anlæg - tænk blot på de mange nye rådhuse i de nye storkommuner - så er småøerne blevet glemt".

I marts 1974 stiftede han og en række andre øboer på Strynø Sammenslutningen af danske småøer, hvis mål var at fremme øernes erhvervsliv og bosætning og skabe en organisation, som kunne være en fælles platform og udadtil repræsentere øerne i forhold til politiske og økonomiske interesser. 18 småøer meldte sig fra starten ind i Sammenslutningen, der havde adgangskriterier f.eks. med hensyn til befolkningstal og ejerforhold. Statens øer kunne eksempelvis ikke blive medlemmer.

Fotografi ved Øsammenslutningens 25-årsjubilæum i 1999. Bjørn Karbo ses i midten og til venstre Jens Bech, Strynø og til højre Henry Larsen, Sejrø,  fmd for sammenslutningen på dette tidspunkt. Foto: Sammenslutningen af danske Småøer.

Der var ikke midler til ret meget i Sammenslutningen, hvor medlemstallet voksede til 27. Ganske meget ulønnet arbejde hvilede på den nyvalgte formands skuldre. Han var lidt af en enmandhær. Det lykkedes ham at skabe god forbindelse til miljøminister Chr. Christensen (Kristeligt Folkeparti), hvilket resulterede i, at en østøttelovgivning blev fremsat og vedtaget i Folketinget. Mange har undret sig over at en ærkekøbenhavner, erhvervsmand, frihedskæmper, konservativ og velhaver, kunne blive småøernes førstemand, men hans klare, velargumenterede holdninger og hans evne til at formulere de fælles mål, gjorde det muligt at forene en broget skare af venstrebønder, radikale husmænd og økologiske, socialistiske og miljøbevidste tilflyttere.

Trods Sammenslutningens energiske arbejde er befolkningstallet langsomt gået tilbage på mange øer, og mange skoler er i tidens løb blevet nedlagt. Dermed er disse øer endt som overvejende sæsonbeboelse i stedet for at være velfungerende helårssamfund. Småøernes kamp er en overlevelseskamp mod centralisering og stordrift. En fungerende ø må have en købmand eller brugs, men det kan knibe, når alt skal være stort.

 I 16 år var Karbo formand for Sammenslutningen, og man kan roligt sige, at han ikke alene lagde grundstenen, men sørgede for at den nye bygning kom adskillige mustensskifter højere op. Bjørn Karbo afgik ved døden i 2007. I dag er Sammenslutningen en organisation, som med held slås for de små øers overlevelse, og som takket være Folketingets Ø-udvalgt også finder politisk forståelse og opmærksomhed. Der blev f.eks. for en del år siden indført gratis færgesejlads for fastboende på småøerne, hvilket har været til stor hjælp. I coronasommeren 2020 besluttede folketinget at give gratis personbefordring med færgerne til småøerne. Det resulterede i en mindre folkevandring af danskere ud på de små øer. Og mange gæster blev positivt overrasket over det, de så og fornemmede, ikke mindst øernes ro og fred uden bilisme. Småøerne med skole oplever nu en vis tilgang af unge børnefamilier. Det glæder øboerne, for de ved om nogen, at børn er nødvendige for samfundet, og når en børnefamilie bosætter sig, har de derfor allerede en ekstra stjerne på skulderen.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Historiens aktører" her

[Historie-online.dk, den 31. marts 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Peter Sabroe - Historiens Aktører nr. 19
Peder Rasmussen - Historiens Aktører nr. 3
Jose Martí - Historiens Aktører nr. 1