Menu
Forrige artikel

Jose Martí - Historiens Aktører nr. 1

Kategori: Artikler
Visninger: 326

 

Folk der har rejst rundt på Cuba, og det er efterhånden mange, vil nikke genkendende til navnet Martí. Cuba er et socialistisk samfund. Ligesom reklamer for diverse produkter findes overalt i verden, findes på Cuba en anden slags reklamer, nemlig opslag med politiske slagord, der skal få folk til at tænke på og støtte revolutionen. Nu kunne man forvente at finde den personkult, som ofte er til stede i stater med ét parti og én leder, men overraskende nok er det ikke Fidel Castro, som dukker op på gader og veje. Sommetider er det revolutionshelten Che Guevara, som er blevet et ikon i hele verden. Men ofte er det en helt anden revolutionær, som står i forgrunden, og som hyldes. Manden er José Martí, Cubas nationalhelt.

Revolutionen i 1959 havde en forgænger, og det er den vi skal se nærmere på og på den måde forstå, at den revolutionære bevægelse i Cuba har lange rødder i fortiden. Vi skal tilbage til slutningen af 1800-tallet.

Spanien var dengang stadig en kolonimagt selv om alle kolonierne i Syd- og Mellemamerika havde gjort oprør og erklæret sig selvstændige. Argentina, Chile, Bolivia, Peru, Equador, Colombia og Mexico var blevet selvstændige lande. Kun to øer i Det Caribiske Hav hørte stadig under Spanien, nemlig Cuba og Puerto Rico. I Spanien var de politiske forhold kaotiske med borgerkrigsagtige tilstande. På den ene side stod royalisterne på den anden side republikanerne eller sagt på en anden måde, de konservative og kirkelige kræfter imod de liberale og sekulære. I 1873 abdicerede kongen, og den første republik blev en realitet, men den varede kun to år.

På Cuba havde den spanske administration med held længe forhindret liberale i at løsrive øen fra Spanien og danne en selvstændig stat. Det skete bl.a. ved forfølgelse af og arrestation af folk, som støttede ideen om Cubas selvstændighed. På øen eksisterede stadig slaveri, fattigdom, analfabetisme, stor børnedødelighed, bestikkelse, en vilkårlig undertrykkende retspraksis samt flere af kolonialismens mange dårligdomme. Et oprør mod kolonimagten startede i 1868 i byen Bayamo og i ti år var Oriente m. fl. provinser ikke under regeringens kontrol. Kampen for frihed og reformer var i gang, og den kamp blev José Martí som ungt menneske hvirvlet ind i.

Han blev født i 1853 i Habana som ældste barn i en større børneflok. Alle hans søskende var piger. Hans far, Mariano de los Santos Martí y Navarro, var født i Valencia, men udvandret til Cuba, hvor han blev sergent i artilleriet og senere løjtnant i infanteriet. Hans mor var fra Santa Cruz de Tenerife. Efter afsked fra militæret blev hans far bydelsinspektør, en offentlig stilling.

José kom i skole og klarede sig udmærket, kom i gymnasiet og her traf han sammen med jævnaldrende, som støttede ideerne om frihed og selvstændighed, ideer som også skolens rektor Mendive hyldede. Oprøret i øst var i fuld gang. I forbindelse med en teaterforestilling i 1869 blev der råbt leve selvstændigheden, hvilket resulterede i uniformeredes angreb på teatret og andre offentlige institutioner. Skolens rektor havnede i fængsel. Senere kom det til et provokeret sammenstød foran et privat hus, hvis beboere og unge sønner var kendt for at støtte frihedsrørelsen. De unge blev fængslet, og da politiet i huset fandt belastende skrivelser fra José Martí, blev han også fængslet. I fængslets straffebog indførtes han som ugift, 16 år gammel, almindelig af bygning, ansigt, mund og næse almindelig, øjne gråbrune, hår og øjenbryn kastaniefarvede, skægløs og som særlige kendetegn et ar på kinden og et på venstre hånd.

Kopi af artikel af den unge José Martí, som sammen med vennen Fermín Valdés udgav avisen "El Diablo Conjuelo". cubaSi

Efter en temmelig hårdhændet behandling, hvor han i lænker arbejdede i et stenbrud, fik familien den unge mand frigivet på betingelse af, at han forlod landet. Han rejste til Spanien, hvor han begyndte at studere jura i Madrid og senere i Zaragoza og at skrive politiske artikler. Modstanden mod det spanske regimente voksede, da otte lægestuderende i Havana 1871 blev henrettet ved skydning. José sluttede sig til en gruppe af oprørske exilcubanere. 

Da José Martís familie flyttede til Mexico City, rejste han dertil og fik her arbejde som oversætter og journalist. Han havde i Paris truffet Victor Hugo og oversatte hans værk "Mine sønner". Han skrev også et skuespil, "Kærlighed skal betales med kærlighed", som blev opført på Teatro Principal og fik stor succes. I hans artikler var det cubanske spørgsmål et tilbagevendende tema. Omkring landes økonomi skrev han: "De manges vel er at foretrække frem for de fås vellevned!" I de litterære kredse var han en anerkendt person, men han tog også kontakt med kredse, som søgte at organisere de mexikanske arbejdere. Et militærkup i Mexico fik ham til i 1877 at forlade Mexico.

Han valgte at flytte til Havana, hvor oprøret i øst endnu ikke var slut, og brugte navnet Julian Perez. Samme år foretog han en rejse til Mellemamerika og rejste rundt med kano ad floder og langs kysten til indianske samfund. Han ankom til Guatemala. Her skrev han et teaterstykke, et "drama indio", "Patria y Libertad" og vendte sig mod de grusomheder, som den spanske "conquista" havde medført. Han underviste på universitetet og en skole i hovedstaden, men rejste samme år til Mexico og blev gift med den jævnaldrende Carmen Zayas Bazán Hidalgo, cubaner af fødsel. De nygifte rejste tilbage til Guatemala, hvor han genoptog sin undervisning og skribentvirksomhed, men han mødte politisk modstand. På hustruens og familiens opfordring flyttede de til Cuba, hvor krigen nu var slut, og han slog sig ned som advokat og lærer i Habana. Her fødtes deres søn José Francisco.

José Martí tilsluttede sig den hemmelige klub: "Club Central Revolucionario Cubano". En spion infiltrerede gruppen, og Martí fængsledes og deporteredes til Santiago i Spanien, men han kom på fri fod, mens hans sag blev taget op. I Madrid kom han i kontakt med kredse i regeringen, som ønskede en mere liberal politik i Cuba. Han flygtede til Frankrig, mødte dér Sarah Bernhard, rejste videre til New York.

Fra 1880 opholdt han sig som politisk flygtning i New York. Han blev udnævnt til ordfører for Den revolutionære cubanske komité og skrev artikler om den aktuelle cubanske situation. Søn og kone kom til New York på besøg. I New York blev han udspioneret af det private "Pinkerton Detectives", som blev betalt af Spanien. Martí var en farlig mand, mente de konservative kræfter i Spanien og på Cuba.

I 1881 rejste han til Venezuela, og i de følgende år var han bestandig på rejse. Da organisationen af cubanske revolutionære kræfter i USA brød sammen, gik han med utrolig energi igang med at bygge et revolutionært parti op. Han var modstander af den tanke, at Cuba skulle annekteres af USA. Nej, Cuba skulle være selvstændigt. I 1889 tog han til orde mod de kræfter i USA, som mente, at man skulle købe eller annektere Cuba. Han skrev artiklen: "Vindication de Cuba", Cubas genrejsning.

Han levede af at oversætte og skrive artikler, af og til arbejdede han for firmaer. To oprørgeneraler støttede revolutionen, Gomez og Maceo, og sammen med dem og en lang række sympatisører lykkedes det at få det revolutionære parti til at vokse. Det fik i 1892 et partiprogram. Martí blev organisationens leder. I 90-erne var han bestandig undervejs til møder og kongresser, samlede penge ind og skrev hundredvis af breve og politiske artikler. Arbejdet gik også ud over hans heldbred med sygeperioder til følge.

Det gik også ud over familielivet. Carmen og den lille søn forblev på Cuba. Nogle gange kom de på besøg i New York. Hans kone og søn blev skidt behandlet af svigerfamilien, som straf for at hun havde giftet sig med en oprører. Heller ikke Martís familie var videre hjælpsomme. Carmen bebrejdede ham, at han ikke opfyldte sine forpligtelser som far og ægtemand og sympatiserede ikke med hans oprørsplaner. Det gjorde ondt på Martí. Men han kunne ikke komme til Cuba, så ville han blive fængslet. Deres ægteskab gik i stykker. De så ikke hinanden, men opretholdt brevkontakt.

Portræt af José Martí i New York 1891, udført af den svenske kunstner Herman Norman

Alligevel fortsatte han ufortrødent marchen mod revolutionen. Stadig fandt han tid og kræfter til litterære arbejder bl.a. essayet: "Nuestra America" og bogen "Versos sencillos", digte hvoriblandt teksten til den berømte sang "Guantanamera" findes. I Florida var mange exilcubanere, og her holdt han massemøder, drog rundt på tobaksfabrikkerne og samlede støtte til fædrelandets befrielse. Der blev organiseret lokale klubber, f.eks. i Philadelphia en feministisk gruppe: "Hermanas de Martí". Rejser blev foretaget til Haiti, Santo Domingo og Costa Rica, hvor andre exilcubanere boede. Partiet voksede sig stort og stærkt.

I foråret 1895 var oprørsplanen klar. Den 24. februar brød oprøret løs. Martí og de to generaler udskibede sig til Cuba med våben og tilhængere. I antal var de få, men de fik støtte fra de mange hemmelige revolutionære klubber på Cuba. Oprørshæren voksede. José Martí havde ingen militær uddannelse, men generalerne og de lokale oprørere vidste udmærket at omgås med våben og føre krig mod de spanske styrker, som talte omkring 240.000 mand. De undgik de store sammenstød og førte den lille krig, "la guerilla", idet de brugte deres lokalkendskab til overraskelsesangreb. Da oprørsstyrkerne manglede våben, var et af formålene på den måde at skaffe sig våben.

Men for José Martí, oprørets leder og hjerne, blev kampen kort. Han blev skudt 19. maj 1895, da han på hesteryg sammen med to adjudanter var undervejs i Dos Rios.

Oprøret fortsatte og hele den østlige del af Cuba støttede oprøret. I 1896 søgte den spanske overgeneral ved massehenrettelser af civile og oprettelse af fangelejre for civile at knække oprøret. Det lykkedes ikke. Tværtimod tabte spanierne terræn og Madrid ændrede taktik og forsøgte med en ny forfatning for Cuba og Puerto Rico at finde en fredelig løsning.

Imidlertid blev den cubanske frihedskamp overhalet af en amerikansk intervention. Det amerikanske krigsskib "Maine" blev i februar 1898 sænket i havnen i Habana ved en eksplosion om bord. Hvem og hvad der forårsagede denne eksplosion er aldrig blevet klarlagt, men hændelsen gav USA lejlighed til at invadere Cuba. De førende amerikanske aviser piskede en stemning op: "Remember the Maine! To hell with Spain!" USA erklærede Spanien krig. Det blev en kort kamp. I juli 1898 startede fredsforhandlingerne i Paris og de cubanske oprørere var slet ikke inviteret. USA havde besat Cuba og skønt fredstraktaten sagde, at landet i princippet var selvstændigt, var sandheden, at oprørerene var blevet snydt. De havde bekæmpet en udenlandsk herre og fik nu en anden. Phillippinerne og Puerto Rico blev ved samme lejlighed overdraget til USA.

 José Martí og en af revolutionens helte fra 1959 Camilo Cienfuegos, tryk 1985 efter radering af Pablo Borges i anledning af 100-året for revolutionen

I 1959 gjorde cubanere atter oprør og begivenhederne fulgte næsten drejebogen fra 1895, men denne gang blev oprørslederen ikke skudt og oprøret nåede Havana uden indgriben udefra.  

Ole Mortensøn

[Historie-online.dk, den 11. november 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Peder Rasmussen - Historiens Aktører nr. 3
Peder Rasmussen - Historiens Aktører nr. 3
Marie Goegg - Historiens Aktører nr. 2