Menu
Forrige artikel

Rasmus Malling-Hansen - Historiens Aktører nr. 43

Kategori: Artikler
Visninger: 602

 

Ikke så få innovative og dygtige danskere er glemt. Hvor mange ved i dag, at skrivemaskinens opfinder var dansker? Rasmus Malling-Hansen er navnet. Han var søn af skolelærer Johan Frederik Hansen i landsbyen Havløkke på Lolland, men da faren døde ung, kom han til lærer Malling-Hansen i Hunseby som plejebarn, og han fik dennes efternavn. Tidligt viste han matematisk begavelse og tegnefærdighed, og måske af den grund kom han i malerlære i Maribo. Grev Knuth på Knuthenborg fik besked om den unge talentfulde malerlærling og skaffede ham plads på Jonstrup Seminarium, hvor han i 1854 efter tre års studier bestod lærereksamen. Han blev derpå privatlærer, huslærer, bl.a. på Knuthenborg, men begyndte i 1858 at studere teologi ved Københavns Universitet. Måske skete det på tilskyndelse fra grevefamilien. Han blev imidlertid ansat som lærer ved Døvstummeinstituttet i København, velsagtens for at tjene til dagen og vejen, og fik snart ansættelse som leder af Døvstummeinstituttet i Slesvig, en stor forfremmelse for en ung mand som ham. Men krigen i 1864 sendte ham retur til København, hvor han færdiggjorde sit teologistudium og derpå blev forstander for Døvstummeinstituttet i 1865. Den nu 30-årige Rasmus Malling-Hansen flyttede fra Nørre Voldgade 60 ind i tjenesteboligen på Døvstummeinstituttet og blev han gift med Cathrine Georgia Heiberg, ældste barn af instituttets afgående forstander, præsten Søren Johan Heiberg. I ægteskabet blev født syv døtre.

Døvstumme var ringe stillet i samfundet. Folk troede at døvstumme var dårligt begavede, åndssvage som det hed, men i 1817 havde et kongeligt cirkulære indført skoletvang for alle døvstumme børn i landet. Dette var grundlag for en særlig skole for døvstumme, stiftet ved en fundats i 1807 og ledet af den norskfødte læge Peter Atke Castberg. Fra Sølvgade i kongens by blev skolen i 1839 flyttet til en nyopført bygning på det militære forterræn uden for volden nær Kastellet. Citadelsvej var adressen, senere Kastelsvej. Her undervistes døvstumme af lærere, hvoraf nogle var døvstumme. Skolen var en kostskole, og både drenge- og pigebørn blev optaget. I Malling-Hansens tid havde skolen en beboelsesfløj for drenge og en for piger. Instituttet havde egen badebro i Øresund, før Frihavnen blev bygget. Forstanderen holdt hver søndag gudstjeneste og konfirmerede skolens elever. Arbejdet som forstander var krævende. Forstanderen var både administrator, personalechef for en betydelig arbejdsstyrke og børnenes velgører.

Døvstummeinstituttet på Kastelsvej 1886, foto døveforeningen

Samme år Malling-Hansen blev institutleder kastede han sig ud i opfindelsen af en skrivemaskine, verdens første! Det hang sammen med hans undersøgelser af børnenes skrivning. Han begyndte at eksperimentere med en maskine med tastatur, som ved hjælp af støbte blybogstaver kunne aftrykke bogstaver på papir, og fandt på at anbringe tastaturet på en halvkugle. Hans opfindelse blev patenteret i 1870, og hans skrivemaskine, som blev løbende forbedret, vandt priser på verdensudstillingerne i Wien 1873 og Paris 1878 og ved Den nordiske Industriudstilling i København i 1888. Skrivemaskinen blev produceret på et mekanisk værksted og solgt til kunder i og uden for Danmark. Produktionstallet var omkring 200 stykker. Maskinen var ved sin konstruktion hurtigere at benytte end de senere skrivemaskiner med valser. Alligevel tabte skrivekuglen kapløbet med andre producenter, hvilket bl.a. skyldtes Malling-Hansens tidlige død, og produktionen i København stoppede. Eksemplarer af maskinen er bevaret i forskellige samlinger, bl.a. i flere eksemplarer på Danmarks Tekniske Museum.

 Malling-Hansens skrivekugle, malling-hansen society

En anden af Malling-Hansens opdagelser var en påvisning af, at børns vækst fandt sted periodevis og ikke som en jævn vækst. Vejning i en årrække af 130 elever på Døvstummeinstituttet gav ham pålidelige data over dette fænomen, som han publicerede ved den lægevidenskabelige kongres i København i 1884.

Det internationale sprog volapyk interesserede ham. Han lærte at tale det og kunne oversætte fra dansk til volapyk og vice versa. Han var desuden ivrig frimurer.

l al sin tid som forstander på Døvstummeinstituttet arbejdede han ivrigt på reformer i undervisningen. I 1868 foretog han en studierejse i Europa og undersøgte undervisningen af døvstumme i de forskellige europæiske lande. I Tyskland blev han bekendt med den nye metode med mundaflæsning og indlæring af tale. Skolens elever havde meget forskellige forudsætninger for indlæring, nogle var retarderede, mens andre kun havde nedsat hørelse eller var født døve. Malling-Hansen opdelte eleverne i tre kategorier, egentlige og uegentlige døvstumme og mentalt retarderede, så undervisningen bedre kunne tilrettelægges efter deres forskellige forudsætninger. Den første og sidste kategori blev på instituttet, mens de uegentlig døvstumme blev henvist til de kellerske institutioner, hvor de skulle lære talesproget. Præsten Johan Keller havde oprettet "Den kellerske Åndssvageanstalt" og nogle skoler, som underviste døve i talesprog. Malling-Hansen udvidede på Døvstummeinstituttet elevernes muligheder for værkstedsarbejde og arbejde i den store have. Han inddrog flere rum til undervisning, så der blev færre elever i hvert klasselokale. Mere friluftsliv samt bedre plads medførte, at den høje dødelighed blandt børnene faldt. Det var især lungesygdomme, som forårsagede høj dødelighed blandt børnene.

 Malling-Hansen, fotograferet i 1890, wikipedia.org.

Malling-Hansen arbejdede desuden for, at der kom døvstummeskoler i andre dele af landet, og det lykkedes, da Fredericia i 1880 fik en stor ny skole, som udelukkende tog børn til talesprogsundervisning. I 1880-erne opstod strid om døvstummeundervisning. Johan Kellers skoler fik penge af staten efter antal elever inskrevet og Malling-Hansen mente, at denne praksis medførte, at elever, som burde have været undervist på Døvstummeinstituttet, kom til de kellerske institutter. Keller og Malling-Hansen angreb hinanden i pressen. Da Johan Keller døde i 1884 ophørte striden, men der opstod nye stridigheder, idet lederen af Fredericia-instituttet, Georg Jørgensen, hævdede, at man kun skulle benytte talesprogsmetoden, hvor man ved mundaflæsning og taleøvelser skulle bibringe eleverne evnen til at tale. Malling-Hansen holdt fast i, at også tegnsproget var vigtigt for døvstumme. Det var det sprog, de døvstumme selv foretrak, og det var hurtigt at lære og fungerede glimrende. Tiden viste at Malling- Hansen havde ret, der var brug for begge metoder.

Der blev arbejdet på en ny døvstummeinstitution i Nyborg, men i 1890 døde Malling-Hansen pludseligt, kun 55 år gammel. Han blev ramt af et hjerteslag på vej hjem efter et møde i Frimurerlogen. Begravelsen foregik i Jakobskirken, som fyldtes af pårørende, venner og tidligere og nuværende elever. Rasmus Malling-Hansen var, som det blev skrevet i hans nekrolog, en usædvanlig mand, familiefar, opfinder og "omsorgsfar" for mange døvstumme børn.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her

[Historie-online.dk, den 26. oktober 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Karl Baedeker - Historiens Aktører nr. 8
Marie Goegg - Historiens Aktører nr. 2
Vilhelm Knudsen - Historiens Aktører nr. 29