Menu
Forrige artikel

Museum på Rejsen 27: Museum of the Frankincense Land

Kategori: Artikler
Visninger: 345

 

Efter en lang sørejse gennem Suezkanalen og det Røde Hav anduver vi havnebyen Salalah i Oman i den sydøstlige del af Den Arabiske Halvø. De mange dage på havet har gjordt os ivrige efter at gå i land og ud over den almindelige nysgerrighed – hvad er dette for et land? - er ønsket at se et par seværdigheder, deriblandt en arkæologisk udgravning og et nyt museum. Vi slår os sammen med et tysk par, og snart er vi på farten og får af den unge engelsktalende taxichauffør en del at vide om landet. Til gengæld vil han gerne vide om der er arbejde i Danmark, om folk er rige og hvor meget en kone koster. Selv har han hus og én kone, men han ville gerne have et par stykker til …

Oman er et sultanat, dvs at landets sultan er den, der styrer og leder landet. Det er en slags oplyst eller uoplyst enevælde alt efter sultanens holdninger. Den forrige sultan ved navn Taimur var ærkekonservativ muslim og ønskede ingen ændringer i sit land. Da der eksempelvis ikke stod noget om tandbørster i Koranen, mente han ikke, at det var en god idé at importere den slags. Hans søn sultan Quabus bin Said al Said blev uddannet i England, og han kuppede i 1970 med britisk støtte sin far. Under Quabus Bin Said al Said er gennemført en lang række reformer. Olierigdommen er blevet fordelt til befolkningen i form af huse, biler og andre forbrugsgoder. Undervisning og sygehuse er gratis. Skat betaler man næsten ikke. Til gengæld er opstået et andet problem: gæstearbejdere, folk fra Pakistan, Indien og Bangladesh, som arbejder for ringe løn, har dårlige boligforhold og er en slags anden rangs mennesker. De er mange og utilfredse.

Salalah er en moderne by med omkring 40.000 indbyggere og meget nybyggeri, indkøbscentre og mange biler. Når man har besøgt bazaren er der ikke meget at se inde i byen, så kursen blev sat mod "Museum of the Frankincense Land". På dansk kan man oversætte det til Museum for landet med røgelse.

Oman er fra gammel tid kendt for sin eksport af røgelse. Netop omkring Salalah vokser Boswellia træet, hvis harpiks i tørret tilstand leverer det hvide guld, som røgelsen blev kaldt. Myrra er også harpiks fra en busk med slægtsnavnet commiphora og blev brugt til røgelse og salver. Røgelse blev anvendt i store mængder i antikken i forbindelse med ofringer til guderne såvel i Mesopotamien, Ægypten og Grækenland som senere i Romeriget. I Biblen optræder ved Jesu fødsel de tre vise mænd fra Østerland med guld, røgelse og myrra. Fra middelalderens danske kirker kendes mange røgelseskar, og den dag i dag benyttes røgelse i den katolske kirkes liturgi.

  Boswellia træ i omegnen af Salalah, foto wikipedia commons

"Museum of Frankincense Land"  er bygget nær udgravningerne af byen Al Baleed, en bebyggelse i forbindelse med en naturhavn, som bestod af et nor, en strandsø  bag en landtange. I dag er området en naturpark med kanaler og mindre øer. Byen var i 1200-tallet omgivet af mure og er omtalt af Ibn Batuta, som vi kender fra hans rejsebeskrivelse af Hedeby. Handelsmæssigt stod Al Baleed i forbindelse med Indien og Kina. En moské og et citadel er blandt de udgravede bygninger. Handelsvejen  mellem Indien og Middelhavet gik via Oman, og handlen skabte rigdom. Det arkæologiske område er flere hektar stort og med temperaturen omkring 30 grader og ingen vind er fristelsen af indendørs skygge og kølighed i museet stor.

Museet åbnede i 2001 og består af to afdelinger. Man går gennem en portal og finder til venstre afdelingen om Salalah og Omans historie og til højre en afdeling om skibsfarten, som skabte rigdommen i dette land. Der er tekster på arabisk og engelsk. Den historiske hal rummer fund fra Baleed og man erfarer at byen ved flere lejligheder blev angrebet og delvis ødelagt. Det var dog først, da portuguiserne i 1508 angreb Oman og erobrede dele af området, at byens skæbne blev beseglet. Handlen fandt andre veje. Den cirkulære hal har også modeller af de geografiske forhold og i en række montrer beskrives på forskellig vis Omans historie.

 Kalksten fra bygninger, angiveligt fra antikken.om

Landet blev offer for den europæiske kolonialisme. Fra 1508 til 1650 spillede portuguiserne en magtfuld rolle, men det lykkedes de lokale at fordrive dem. Området blev så en del af det Osmanniske rige til 1741 og derpå selvstændigt. Imidlertid blev landet splittet, idet befolkningen i de indre dele ikke ville anerkende sultanen af Muscat. Denne konflikt blandede briterne sig i og sikrede sultanen magten over hele landet i 1871. Oman blev et britisk protektorat. Uroen fortsatte dog. Formelt blev landet selvstændigt så sent som i 1951. 

I den anden hal er udgangspunktet de fartøjer, som blev brugt af folk i Oman. Der vises små og store modeller af de forskellige fartøjstyper, fra små kystfiskefartøjer til store søgående fartøjer. Måske er det ikke så kendt, men den arabiske halvø var hjemsted for en betydelig søfart, som i århundreder bragte varer og kendskab til fremmede kulturer til den arabiske verden. Med stolthed fremvises ikke alene i Oman men i hele regionen det traditionelle sejlfartøj ved navn "dhow" .

 Informationstavle om "dhow"ens skrogkonstruktion på arabisk og engelsk. om

Her på museet kan man studere den lokale udgave: et fartøj bygget af træ, kravelbygget, med en udfaldende stævn og et agterspejl. "Dhow"en er rigget med to fremadstagede master med trekantede sejl slået under to lange ræer. Latinersejl kalder vi dem. Med disse skibe sejlede arabiske søfolk og købmænd til Afrikas østkyst og grundlagde på øen Zanzibar en arabisk koloni. En af de varer, som araberne handlede med, var slaver, så europæerne var bestemt ikke alene om den "trade". "Dhow"er er gode sejlere og det er muligt at få en sejltur med sådant et fartøj fra forskellige arabiske havne.

 Agterdækket på en "dhow", rekonstruktion i museet. om

Vel tilbage til havnen skal betales det aftalte for køreturen, og så kommer der lige lidt oveni, bl.a. éntre til museet. Naturligvis. Dagen efter prikker den tyske mand fra taxituren på skulderen og bemærker: Jeg læste i en brochure, at der er gratis adgang til museet. Vi griner: "Schwamm darüber!" Men taxichauffører overalt i verden udgør en særlig race, som er mestre i at snyde kunder fra fremmede lande. De fleste har oplevet episoder; jeg f.eks. taxichaufføren, som ikke vil modtage lokal valuta kun dollars (St.Petersborg), taxichaufføren som snupper ens kufferter og ikke vil oplyse, hvad en tur til hotellet koster (Miami) og taxichaufføren som kører en til en tésalon, som man ubetinget må besøge, selv om man skal nå et tog (Beijing). En hjemmeside, som hjælper den rejsende, er www.ihatetaxis.com. 

Containerhavnen i Salalah med M/S "Mærsk Guatemala" ved kajen. Containerskibene ligger max. 24 timer ved kaj og undervejs Asien - Europa anløbes forskellige containerterminaler. om

Oman og Salalah ligger stadig på en geografisk gunstig position for handel øst-vest. I dag er med finansiel støtte fra rederiet Mærsk indrettet en stor containerterminal, og sandelig om der ikke, da vi sejler ud af havnen, ligger et stort blåmalet containerskib, som flyver det danske flag. Man bliver helt stolt af vores lille land.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museum på Rejsen" her

[Historie-online.dk, den 20. november 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museum på Rejsen 9: Nordcypern
Museum på Rejsen 9: Nordcypern
Museum på Rejsen 19: Antwerpen