Menu
Forrige artikel

Crowdfunding betaler datering af arkæologisk fund

Kategori: Arkiv
Visninger: 2840

Takket være crowdfunding kan en nålebundet vante i Ribe nu med 95.4% sandsynlighed dateres til perioden mellem 1150 og 1250.

Et af de mere sjældne fund som kan ses i middelalderudstillingen på Museet Ribes Vikinger, er en næsten intakt, nålebunden vante. Udover vanten er kun meget få og små stumper tekstil fra dragter og andet fundet, da det bevares dårligt i jorden i forhold til andre typer genstande, som f.eks. keramik eller ben.

Vanten blev fundet i 1955 under en stor udgravning i Grønnegade i Ribe, men man fik ikke noteret, fra hvilket lag den kommer, og hvad den er fundet sammen med. Derfor har museet aldrig vidst præcis hvor gammel den var.
Vanten er imidlertid en af de genstande i udstillingen, som gennem tiden har fået mange mennesker til at skrive til museet og spørge til fremstillingsteknik og alder.

Spørgsmål, som museet ikke har kunnet svare tilfredsstillende på. Vanten er nålebunden, men hvilken slags uld og stingtyper der er anvendt har man ikke kunnet redegøre for, og mht. alder har man ikke kunnet sige andet, end at den var middelalderlig.

Sidste år kom der atter en henvendelse, denne gang fra Maria Lind Heel, er tekstilformidler med fokus på historisk håndarbejde, herunder bl.a. nålebinding. Maria var i Ribe for at studere vanten nøjere, og kunne med det samme se at dens opsætning i udstillingen var forkert, idet det i virkeligheden er bagsiden af hånden der vender udad, indersiden er formodentlig slidt væk, for vanten har sikkert været brugt flittigt i sin tid. Den ”søm” der ses ned forbi tommelfingeren, er i virkeligheden vantens side.

Da vanten er så sjældent et fund herhjemme, var det vigtigt for Maria at forsøge at få mere information ud af den. Det var centralt at få belyst vantens alder: ”Hvis man går mere i dybden med nålebinding, vil man kunne se at der er mange forskellige sting indenfor denne håndarbejdsteknik og mange af disse sting er opkaldt efter arkæologiske fund. Det sjove kunne jo så være, hvis denne vante er ældre end det eventuelle fund, stinget er opkaldt efter, da jeg jo så ville skulle kalde stinget Ribe-stinget i stedet for hvad det nu ellers måtte hedde”.

Maria har et stort netværk af folk der interesserer sig for historisk håndarbejde, heriblandt mange folk fra udlandet, som er interesserede i vanten fra Ribe. Vi diskuterede derfor hvordan vi kunne få foretaget en datering, da det ikke var aktuelt at Sydvestjyske Museer kunne betale for den. Maria fik idéen til at samle ind til en datering af vanten via crowdfunding. Hun startede derfor en facebookgruppe og en crowdfunding side, hvor alle der havde interesse i at få vanten dateret, kunne gå ind og donere et større eller mindre beløb. Det blev en stor succes, der gik ikke lang tid før der var samlet nok penge ind til en C14 datering og mere til.  ”Jeg synes det var oplagt med en crowdfunding, som alle kan deltage i. Og det må jo siges at være gået ganske godt.” siger Maria Heel.
 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Danske timian-sorter skal bevares
Nu åbner Borgcenteret!
Millioner til by-forskning