Flugten med Norges guld

af Kresten Søe

Spillet om Norges guldreserve

Mens Danmark overgav sig straks 9. april 1940, overgav nordmændene sig først 10. juni 1940 efter yderligere to måneders kamp, hvor de allierede undsætningstropper forinden havde ladet sig evakuere.

En af årsagerne til, at det tyske overfald slog fejl og både regeringen og kongen fik tid til at undslippe, skyldtes, at lynangrebet mod hovedstaden glippede, fordi krydseren Blücher blev sænket i Oslofjorden.

Men ikke bare landets styrelse undslap det tyske overfald. Takket være en forudgående planlægning lykkedes det nemlig også at redde landets guldreserve, der sammen med regeringen og kongehuset derefter i etaper undslap og gennem flere uger bevægede sig fra bygd til by op mod Nordnorge.

Denne bog fortæller hele den spændende historie om flytningen af de 42 ton guld, der dels med tog, dels med skib og til sidst med to fiskekuttere blev bragt til England og siden videre til Canada.

Masser af dramatik og intriger

Bogens forfatter er nordmanden Asbjørn Jaklin, som også tidligere har begået sig med bøger fra perioden. Værket udkom på norsk i 2021 efter en omfattende research og forskning, som dokumenteres med hele 17 sider bestående af referencer, litteratur og noter på bogens sidste sider.

Resultatet forligger nu på dansk i form af en dramatisk beretning med journalistiske overskrifter og en ofte hæsblæsende beretning om guldets rejse op mod Tromsø med tyskerne i hælene.

Men trods indsats af faldskærmstropper og sønderbombning af flere byer lykkedes det hverken de tyske tropper at sikre sig guldet eller indhente kongen og regeringen.

Bogen fortæller historien fra flere aktørers vinkler såvel på samtidig som efter nutidig researchet baggrund. Her uddybes, analyseres og efterrationaliseres fx Nationalbankdirektør Nicolai Rygg baggrund for sin tilbagevending til det tyskbesatte Oslo frem for i stedet at følge med regeringen og guldet til England. På samme måde punkteres et senere angreb på hans kontorchef Andreas Lund, som frifindes for et påstået forsøg på at forhindre, at guldet blev evakueret foran de fremstormende tyskere.
Også politikernes optræden, småintriger og indbyrdes trakasserier kommer for en dag samtidigt med, at det mere end antydes, at befolkningen i Nordnorge gennem årene havde oparbejdet både skepsis og uvilje overfor de sydnorske politiske dominans.

Skurke og helte

Heller ikke den britiske militære undsætning får mange rosende ord. De tilsendte hjælpetropper var slet bevendt, uden vinterudrustning og elendig forberedelse i hjemlandet. Hertil kom, at briterne stort set var uerfarne og utrænede i forhold til de franske og polske undsætningsstyrker.

Af bogen fremstår også, at englænderne stort set allerede var indskibede og klar til selv at invadere Norge, inden tyskerne slog til. Reelt respekterede ingen af stormagterne landets neutralitet og spørgsmålet synes blot at være, hvem der kom først.  

Historiens og bogens virkelige helte er derimod de almindelige nordmænd, der overalt tog ansvar undervejs på ruten og transportens leder Frederik Haslund og digteren Nordahl Grieg, der, som dagene gik, blev hans højre hånd i de mange nødvendige omprioriteringer og feberredninger under transporten af guldet fra Oslo til indskibningen af den sidste tredjedel fra Tromsø. En sidebemærkning her er nemlig, at Haslund dygtigt organiserede, at alt ikke blev sat ind på et bræt, men sørgede for, at guldet blev fordelt på flere skibe for at undgå, at ikke alt gik tabt i tilfælde af tysk luftangreb og påfølgende forlis. 

Hvad nu hvis? - kontrafaktiske betragtninger

Andre agerende står til gengæld knapt så positivt. Fx Bodøs vankelmodige politimester Johan Freder med hvem Haslund med flere havde flere verbale konfrontationer, idet Freder først forsøgte at frelse sin by fra ødelæggelse ved at erklære den neutral, men til sidst (under pres?) valgte at gå helhjertet ind i kampene.

Prisen herfor blev dog høj, idet Bodø – 14 dage før krigen tydeligvis var tabt – blev udsat for et tysk bombardement, der gjorde halvdelen af byens borgere blev hjemløse og lagde 420 huse i ruiner.

Her kan man som nutidig læser funderer på, om den officielle norske beslutning om at fortsætte den nytteløse kamp var prisen værd, idet evakueringen af de allierede tropper jo allerede var i fuld gang.

Ja, kontrafaktisk tænkning er en udbredt sport for historisk interesserede, hvilket også kommer til udtryk i bogens sidste del, hvor Jaklin fortæller, at guldreserverne faktisk ikke fik nogen betydningsfuld rolle i krigens senere forløb.
Men - som der her også skrives - det kunne man jo ikke vide i samtiden, hvor de faktiske begivenheder fandt sted.

Et par kritiske bemærkninger

Om den danske bearbejdelse, som generelt er god, skal herfra indføjes et par bemærkninger.  Betegnelserne rorshus og rorsmand er mere norske end de gængse danske betegnelser for styrehus og rorgænger, mens fx ubådslegeme er bedre maritimt beskrevet som ubådsskrog.

Helt galt går det til gengæld der, hvor Altmark episoden februar 1940 beskrives. Her misforstår oversætteren den norske krigsskibsbetegnelse jager og betegner de  engelske destroyere, der udførte missionen som jagerfly, mens Altmark, der var forsyningsskib for den tyske raider Graf Spe, betegnes som et bevogtningsfartøj.

En manglende forståelse af søkrigens termer, der får det til at fremstå, som om briterne fra luften bordede, befriede og evakuerede Altmarks 300 engelske fanger.

Vurdering og målgruppe

Men ovenstående bemærkninger skal bestemt ikke fortrænge det generelle positive indtryk af bogen.
Jaklin er med sin journalistiske baggrund en god formidler, der formår at levendegøre et svært tilgængeligt historisk stof og gøre det letlæst, dramatisk og spændende uden at sætte fagligheden overstyr.

Hertil kommer, at han også forstår at sætte sine problematikker ind i en samtidig og nutidsbaseret kontekst og komme ind bag kulisserne i valuering af sine historiske kilder.

Der ses ingen tilsvarende tidligere dansk dækning af emnet i bogform, hvorfor bogen er af bred interesse for alle de mange læsere, der er til historiske beretninger fra 2. verdenskrig.

Et hjertesuk herfra er dog savnet af illustrationer og især kortskitser. Begge dele mangler sandsynligvis også i det norske forlæg, men sidstnævnte kunne lette en dansk læsers overblik over åstederne på guldets rute.

[Historie-online.dk, den 21. oktober 2026]