Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 35: Nathue og natkyse

Kategori: Artikler
Visninger: 1922

 

Hovedbeklædning, når man sover, er gået af brug, men folk som dyrker fritidsliv eller sejler ved dog, at en strikket hue er en god ting at tage på, når man overnatter i lave temperaturer med hovedet over soveposen eller dynen.

Fortidens sovekamre befandt sig i huse, som var uden isolering, og når vindovnen eller kakkelovnen gik ud, så blev der brug for dyner og tæpper, og man tog noget på hovedet for at holde det varmt, så man kunne sikre sig en god nats søvn. Nat-hue kaldes en lue, som folk ligger med om natten, forklarer Moths ordbog, men der siges intet om nathues udseende. Lad os søge forklaring ved at se i museernes samlinger.

En af de ældste og mest bemærkelsesværdige nathuer findes på Rosenborg Museum. Det er Christian d. 4´s nathue! Huen er en lille kalot med det fineste broderi af kongens navnetræk C 4. Hertil hører også et par tøfler med broderi. Kongen skriver i sin korrespondance om 14 natluer med broderi.

 Chr. d. 4.s nathue og tøfler, Rosenborg Slot

En nathue hørte til mandens nattøj. Frederik d. 4 benyttede under hjemlige forhold slåbrok, natkjole, nathue og tøfler, og man var præsentabel nok til at modtage gæster i den mundering. Inden for egne fire vægge kom parykken af og blev anbragt på en træblok, og nathuen kom på. Kongens nathue var en kalot med opslået skygge og både slåbrok og nathue var med uldent mellemfór.

Kalotten synes at have været mest benyttet i 1600-tallet. I Billund Museum findes fra den tid også en broderet kalot, som har været nathue, men den anføres måske oprindelig at være en prælatkalot.

 Nathue fra 1600-tallet, Billund Museum

Portrætmaleren Johan Hörner malede omkring 1755 et usædvanligt billede af sit eget soveværelse, og på en samtidig kopi af dette ses maleren og hans hustru på vej i seng. Hustruen er i hvid natkjole og med hvid nathue på vej op i sengen, mens Hörner står i døren iført slåbrok og nathue med kvast og lyser for hende med en tændt kammerstage i hånden.

Holberg skriver i sit skuespil Jeppe på Bjerget: Jeppe i baronens seng tager sig til hovedet og får en guldbroderet nathue i hånden.

Frilandsmuseet i Sorgenfri har mange ting fra bondekulturen og en hel del forbundet med søvnen: dvs. senge, dyner, puder, natpotter, varmedunke, nathuer og andet. Hos Jeppe var der ingen sølv- eller guldbroderede nathuer, men udbredt var en nathue som var af hvid bomuld eller strikket af ufarvet uld. Nathuen spidsede til og blev afsluttet med en kvast, en hvid nissehue kunne man i dag forklare.

 Hvid, syet bomuldsnathue fra Ringkøbing Museum

Denne nathue findes også i en rød udgave fra Randers og andre steder, og meget tyder på at de røde nathuer er hverdagshuer, som er blevet genbrugt til nathuer. Fra Brandsbøl Mølle på Nordals stammer en rød strikket mandshue i uld med kvast og floskant. Det anføres, at den har været brugt som almindelig hue i 1700-årenes slutning og senere brugt som nathue. Toppen af huen blev foldet ind til den ene side, når den blev båret. På en anden mølle, nemlig Davinde Mølle på Fyn, havde mølleren en hvid kalot som nathue, og her må vi antage at det virkelig drejer sig om en nathue.

 Rød nathue med floskant, Brandsbøl Mølle, Sønderborg Museum

Kvinder brugte en nathue, natkyse eller nathætte. Der var forskel på kvindernes nathuer. Nogle var meget pyntet og viste fornemt håndarbejde med kniplinger, mens andre var mere enkle, men alligevel var der tit blonder og hulsømme. Den mest almindelige type nathue eller natkyse til kvinder var af bomuld og slutter rundt om hovedet, nogen gange med lidt puld i nakken og lidt forkant. Huen havde to lange bånd til at binde under hagen. En anden type er en lille hue eller hætte, som slutter tæt til hovedet og tit er af tyndt gennemsigtigt stof. De sene udgaver af denne model har et bånd eller snor og endnu senere en elastik i kanten forneden, så huen rynkes fast om hovedet. Denne type kom frem i 1880-erne. Materialet til de fleste nathuer var bomuld, men også uld, silke, tyl og andet forekommer.

 Natkyse fra Munke Bjergby ved Sorø. Giveren husker, hvordan mormoren om aftenen skiftede sin sorte hue ud med nathuen, når hun gik i seng. Sorø Museum

 Nathue af tyl af den sene type med pandebånd, Ringkøbing Museum 

Efterhånden gik nathuen af brug til mænd. Det skete omkring 1860, og ordet nathuen blev et øgenavn på en person som var ubeslutsom og sølle. H. C. Andersen skrev et lille eventyr om Pebersvendens nathue i 1858, og deri anfører han, hvordan man i København gør løjer med pebersvende, dvs ugifte mænd, med et lille skæmtevers som ironiserer over den gamle strofe skære skære brænde – vi er raske svende. Verset lyder:

Skære, skære brænde

Oh vee de pebersvende

Til sengs med dem en nathue går

De selv der lys må tænde.

 Illustrationer til eventyret Pebersvendens nathue, Lorenz Frølich 1866. Som det ses, er pebersvenden iført en nathue af tophuetypen med kvast.

Noget tyder på at kvinderne fortsatte med at bruge nathue. I alt fald findes på museerne næsten ingen nathuer for mænd efter 1860, men en stor mængde kvindenathuer, og en hel del af dem er fra 1800-tallets slutning og 1900-tallets begyndelse. Forklaringen har sikkert noget at gøre med kvindernes hår. Huerne blev brugt som hårnet. Og huerne blev måske brugt i forbindelse med papillotter, papirstykker, som blev vredet rundt og sat i håret, for at holde på de krøller, man lavede med krøllejernet. Man sov med papillotterne under nathuen. Det var før Carmen Curles tiden.

Efterhånden blev det også for kvinder ualmindeligt at bruge nathue, men nathuen er på det allersidste kommet tilbage, som det ses i reklameannoncer fra producenter af huer, og hvis der pga energikrise skal skrues ned for fjernvarmen om natten, kan nathuen få chancen igen.

Reklame for nathue på nettet. Som det ses er den gamle nathue med kvast atter kommet på markedet. Reklame fra Tema Shop.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 25. april 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 25: Barometer
Museumsnumre 69 - Skydeskive og papegøje
Museumsnumre 62 - Lokkeænder