Menu
Forrige artikel

Familien Mann – En biografi

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 6404

Af Thomas Petersen, univ.lektor emer.

”En familie får frataget sit statsborgerskab. ”Ikke værdige til at være tyskere” hedder det i aviserne. Familien Mann betragtes i december som ”folkeskadelig”. I tre år har den levet i udlandet. I tre år har Thomas Mann tøvet og tænkt, og nu har han så endelig ”vasket sit hjerte”, som han kalder det, endelig bekendt sig offentligt til emigrationen og således taget parti mod Hitler-regimet. Hans hustru og børn har længtes efter dette øjeblik og forsøgt at påvirke ham, af og til aggressivt som hans datter Erika, af og til klart og tydeligt som sønnen Klaus, af og til blidt og bestemt som sønnen Golo og hustruen Katja”, (side 7).  
 

Sådan indleder forfatteren sin vel skrevne bog. Alle fædre dør. Undtagen denne. Således skriver den tyske litteraturhistoriker Tilmann Lahme (født 1973) i sin store bog om den dysfunktionelle familie Mann og især dens faderfigur med fornavnet Thomas. Tidligere har Lahme skrevet en biografi om Golo Mann – et af børnene.

I sin nye bog viser forfatteren, hvordan alle Manns seks børn måtte kæmpe med det faktum at være sønner og døtre af den udødelige og berømte far. En problematik, der er set før i forholdet far-børn. Hvad enten børnene stræbte efter fars anerkendelse, begik fadermord eller bare blev passive. Også forfatteren er ude i et lumsk ærinde. At pille den store digter ned fra piedestalen og få ham nedskrevet som selvoptaget, arrogant og politisk fumlet. Det ældste af børnene, Klaus, havde i sin dagbog profeteret, at eftertiden ville skrive bøger om denne mærkelige familie – ikke blot om dens enkelte medlemmer. Det fik han så sandelig ret i.

Lahme leverer historien om den store kunstner, der er så optaget af sit eget ego, at han forsømmer sin familie. En familie, som han overlader konen Katja på det praktiske plan at varetage det interne sammenhold og føre familien gennem nazitidens støj, eksilering og emigration. For den store mester skal have arbejdsfred. Børnene havde været nødt til at stoppe op – før de dristede sig til at banke på ind til digterens tempel, arbejdsværelset. Helt i overensstemmelse med tidsånden var han naturligvis familiens centrum, men tilsat et prøjsisk tvist. Dertil var han kunstner med en næsten naturgiven ret til arbejdsro.

Og alligevel har eftertiden ifølge forfatteren taget fejl af digteren. Han var ikke blot fjern og egocentrisk. På grundlag af flere tusind private breve dokumenterer han, at Mann levende fulgte med i deres gøren og laden. Han var stolt af deres succes og tilsvarende ked af deres nederlag. Men i virkeligheden behøver de forskellige udsagn ikke nødvendigvis modsige hinanden. Børnenes oplevelser af faren i barndommen behøver jo ikke udelukke, at farens interesse for dem er vokset efter, at de nåede til skelsår og alder og fik deres egen identitet. Men i barndommen formåede faren ikke at orientere og placere sig i barnets tankeverden.

Thomas Mann (1875-1955) var som kun 27-årig braget ind på den litterære scene i 1901 med mesterværket Huset Buddenbrooks. Om et handelshus fra storhed til nedtur i hansebyen Lûbeck. Ultimativt fald – ikke ulig Manns eget barndomshjem sammesteds. Romanen var fejet ind over den internationale litterære verden og gjort forfatteren verdensberømt og rig på et splitsekund. I 1929 bekræftede Mann succesen med romanen Troldfjeldet. Samme år, 1929, blev han tildelt Nobelprisen i litteratur for debutromanen. Sammen med storebroren Heinrich var han vokset op i et privilegeret hjem i Lûbeck. Hvor Heinrich tidligt valgte den venstreorienterede kurs i Weimar-republikkens politiske turbulens, var Thomas længe om at vælge side. Han troede på dolkestødslegenden og så længe Tyskland gennem nationalt sværmeriske briller. For dog til sidst – endelig og en kende sent ved nazisternes magtovertagelse i januar 1933 – at vælge modstanden og efterfølgende emigrationen. Fulgt op af som nævnt 1936, at familien fratages det tyske statsborgerskab. 

Vi følger familien gennem hele 80 år – fra 1922 til 2002. Men hovedvægten ligger under og omkring krigen. I 1933 forlader familien Tyskland, og i 1936 mister alle familiens medlemmer deres tyske statsborgerskab – angiveligt på grund af familieoverhovedets protester mod Hitler-regimet. I årene 1939-52 bor familien i USA – først i Princeton, siden Californien, hvor familien får bygget sig en 20-værelses villa i LA.

Bogen er bygget på et righoldigt udvalg af citater fra familiemedlemmernes mere end 3.000 indbyrdes breve og optegnelser, som forfatteren med en let ironisk tone synkront og medrivende fletter sammen. Breve, der mærkværdigvis først blev opdaget for et par år siden ved et tilfælde i Züricher Thomas Mann- Archiv.

Den emsige anmelder kan måske stille sig selv det spørgsmål, om en bog om Mann-familiens medlemmer kan interessere et dansk bogpublikum. Flere kendsgerninger dokumenterer imidlertid interessen. For nogle år siden blev Det Danske Thomas Mann Selskab grundlagt, der hurtigt nåede op på at have 200 medlemmer. Der udkommer nyoversættelser af Manns bøger, Og, der forsvares akademiske afhandlinger om forfatterskabet.

Thomas og Katja Mann fik i alt seks børn – på trods af mandens homoseksuelle tilbøjeligheder. To af sønnerne praktiserede den homofili, faren var tiltrukket af, men i praksis gav afkald på. Men, som han beskrev på tryk som for eksempel i Døden i Venedig. Klaus og Erika fører sig frem som såkaldte pseudotvillinger. De fester, drikker, tager stoffer, mens de med større eller mindre held forsøger sig med kabaretter og skuespil. Begge har de skiftende homofile elskere. Efter krigen skifter Erika teaterlivet ud med foredragsvirksomhed samt som forfatter og reporter. Samtidig med at hun bliver farens hjælper ved at redigere hans taler og manuskripter. Erika og den yngste datter Elisabeth er farens kæledægger. Klaus svinger mellem at skive og en dødsspiral af narko, sex, syfilis, nedtur og selvmordsforsøg. I 1945 lykkes det omsider. Tilsvarende tegnes i bogens gengivelser af de andre børns gøren og laden. Kedelige er de ikke i Lahmes udmærkede portrætter.    

Bogen er absolut læseværdig og kan derfor anbefales.

Historie-online.dk, den 31. januar 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Hannibal Sehested
Christen Berg
Diplomat i grænselandet