Menu
Forrige artikel

Mikkeller

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1485

 

Af Kresten Søe

Hjemmebryggeren der endte som verdensstjerne med sit brand

Med en kompromisløs tilgang til design og brand samt unikke etiketter med slagkraft i enkelhed og genkendelsesværdi har det danske bryggeri Mikkeller fundet vej til især hipster elementet blandt ølentusiaster verden over. Dermed har bryggeriet ikke blot tilføjet et nyt og spændende kapitel i dansk ølhistorie men også indskrevet Danmark i toppen af specialølproduktionen i verden. 

Det hele begyndte såmænd ganske beskedent hjemme i et køkken på Vesterbro i 2006, hvor skolelæreren Mikkel Bjergsø sammen med vennen Kristian Keller begyndte at eksperimentere med humle, malt og gær.  Fra en lejlighed, som var fyldt med plastikspande med mæsk og en opgang, der altid var fyldt af lige dele gærlugt og foretagsomhed. Ja, så endte Mikkeller (navnet der var en sammentrækning af Mikkel og Keller) som et vaskeægte dansk erhvervsmirakel i et millionforetagende, der nu sælger øl til 50 lande kloden over.

Formidling, opbygning og metode

Ryehauge har valgt at fortælle historien fra begyndelsen og følger Bjergsø rundt på de forskellige åsteder. Han erkender allerede i indledningen ikke selv at have noget dedikeret forhold til øl og øltyper og har - måske også af denne grund - gennem processen valgt at gøre flittigt brug af recorderen.

Herfra er fremstillingen så opbygget i adskilte kapitler med en del af indholdet i form af lange sekvenser i direkte tale citeret fra de mange optagelser.

Layoutmæssigt er bogen i stort format og særdeles indbydende sat op med et hav af lækre farvefotos, der fx gengiver øletiketter, plakater og diverse brandingmateriale med fx indretning og interiører fra Mikkellers værtshuse verden over.

Kvalitet og perfektion gav Mikkeller succes mod alle odds

Senere stod Kristian Keller af samarbejdet, mens Mikkel Bjergsø stædigt fortsatte foretagendet med at udvikle og perfektionere sit bryg.

Spændende er således redegørelsen for, hvordan virksomheden af sig selv stik mod alle gængse råd om at skabe et solidt fundament i et hjemligt marked tværtimod først etablerede sig i udlandet.

Her kom succesen først hos amerikanske entusiaster, der via udveksling af microbryg fik kendskab til Mikkellers øl. Altså en indgang til markedet i USA via mund til flaske og derefter til mund til øre metoden.

Selv om jungletrommerne ”over there” arbejdede på højtryk for Mikkeller, så skildres Bjergsø ikke som typen, der hang ved en øjeblikkelig succes. Tværtimod var han manden, der konstant eksperimenterede med nye typer og bryg i frugtbar kontakt og samarbejde med ligesindede.

Harry og Sally får vokseværk og bliver et verdensbrand

På hjemmefronten var lejligheden i mellemtiden dog blevet for lille, og Bjergsø havde måttet opsøge andre steder for at få brygget sit øl i tilstrækkelige kvanta.

Her endte han i et frugtbart samarbejde med brygmesteren på det belgiske De Proef Brouwerij, der gennem Bjergsø fik en ret så betragtelig udvidelse af sin produktion.  

Derfra gik udviklingen så med stormskridt over etablering af Mikkeller brewpubs i samarbejde med lokale mikrobyggere først på Vesterbro senere verden over fra Thorshavn over Singapore til San Diego.
Ryehauge skildrer i den forbindelse, hvordan Mikkeller udviklede sig fra hjemmebryggeri først til et brand og derefter blev en slags bevægelse med et hav af andre aktiviteter.

Et af bogens allerbedste kapitler redegør her for samarbejdet med Keith Shore, der med en enkel streg skabte figurerne Harry & Sally, som nu udgør genkendelse for Mikkeller brandet verden over.

Sammenfatning og vurdering med anker

Anders Ryehauge tætte parløb med sin hovedperson Mikkel Bjergsø giver et intenst og ofte medrivende portræt. Men metoden og den korte kritiske distance til Bjergsø har dog også omkostninger.

Fremstillingen er i en indforstået frisk stil med mange citater fra hovedpersonen selv og fokus på Bjergsø som en mand, der bevæger sig hurtigt fra det ene projekt til det næste og mere fremstår som iværksætter end egentlig erhvervsmand. En erkendelse, som han også selv når frem til i bogens sidste kapitler.

En generel anke er dog herfra, at selve øllet går tabt i fortællingen. Her synes Ryehauges manglende viden og interesse at sætte sit præg.  Jeg savner kort og godt med bogens primære målgruppe af ølentusiaster mere om Mikkeller øllet i sig selv, dets typer og smagsindtryk til at give bogen mere saft og atmosfære.

Et andet moment er, at den tilsyneladende endeløse række af Mikkeller og Bjergsø succeser efterhånden føles opremsende, gentagne og trættende, som man arbejder sig gennem kapitlerne. 

Blandt bogens knap så vellykkede facetter er også Ryehauges vel kontante gengivelse af Bjergsøs store armsving og endimensionale udtalelser, der ofte har afsæt i aversion mod holdninger, han ikke deler. Fx ”Jeg ved, det kan lyde selvfedt, men Mikkeller har helt klart redefineret måden at tænke øl på verdensplan” og ”i øl kan du bruge alle ingredienser, mens du i vin kun kan bruge en”.

En yderligere tilbøjelighed til at stemple andres tilsvarende ølforetagender med elevatorblikket pynter heller ikke i fremstillingen. Fx betegnes den officiel ølfestival i København i Bjergsøs optik kort og godt med, at der var ”alt for meget fokus på antallet af øl og på, at folk skulle blive fulde – og meget lidt på kvaliteten og det sociale”. Hvis dette ikke helt er sivet ind fortsættes senere i bogen med at citere: ”Jeg gider ikke selv at gå til ølfestivaler længere, hvor det hele bare går ud på at stå og snakke om fucking bajere.”

Enden på historien - eller sådan da? …

Men mens det almindelige store flertal af ølentusiaster ikke tog til genmæle på Bjergsøs åbenlyse foragt. Ja, så faldt himlens straffedom til gengæld over Mikkellers virksomhed fra en helt anden uventet kant i 2021.

Mee Too bevægelsen lægger man sig ikke ustraffet ud med i disse år, og herom handler bogens sidste kapitler. For som om Coronaen ikke var nok, så løb Mikkeller - mens millionerne fossede ud af kassen - mod slutningen af 2021 ind i en shitstorm, som herhjemme blev håndteret af bl.a. Berlingske Tidende og DR.

Et hav af udtalelser om dårlig arbejdsmiljø og sexisme i form af anklager fra nuværende og tidligere ansatte på kontorer, brewpubs og i barer strømmede ind. En dårlig sag, der blev værre ved, at ledelsen for en dels vedkommende enten selv havde deltaget aktivt eller bevidst ignoreret tilstandene. Bjergsø selv gjorde dertil bestemt ikke sagen bedre med et ualmindelig klodset indledende modsvar.

 Jeg gav mig her tid til et par timer at læse om begivenheder i aviser og på nettet, hvor især en artikel fra det internationale Goodbeer Hunting med udgangspunkt fra San Diego stak ud.

Herefter gav jeg mig i kast med bogens kapitel 14 - En ny æra - hvor Ryehauge udlægger Mikkellers vinkel.

Krisehåndtering fra øverste hylde

Dette kapitel giver ikke bare en ærlig skildring af sagen i alle dens aspekter. Derudover nøjes man Ikke blot med at lægge sig fladt ned og love bod og bedring, men byder også konstruktivt ind med en analyse af virksomheden og de fejl, der ligger til grund for miseren i et foretagende præget af hurtigt vokseværk.
Se det er - i hvert fald til en begyndelse - velformuleret krisehåndtering fra øverste hylde.

Hertil kommer - også i betragtning af de store underskud - en erkendelse fra Bjergsø selv angående vejen frem. Herunder fx at man via etablering af 8 core range øl (et fast standard sortiment) med henblik på fx salg gennem almindelige supermarkeder. - Altså en satsning mere udover ud over hipster segmentet. 

Mikkellertræets vækst mod himlen synes altså at være stoppet både af økonomien og Mee too. Med Mikkel Bjergsø egne ord lyder erkendelsen sådan: ”Hvis man som kunstner gerne vil sælge sine albums, skal man ikke lave musik, der er alt for vild. Så er man nød til at være mainstream. Sådan er det med livet”.

Unægtelig nye betragtninger oven på Bjergsøs tidligere udtalelser om den store gruppe af mainstream ølentusiaster, som han så bramfrit udfolder kun få kapitler forinden.

Men omvendt bestemt også et bud på en ny start fra en dansk iværksætter, der virkelig har gjort en forskel på sit felt. Om det så i længden vil række, vil tiden vise. 

[Historie-online.dk, den 19. april 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kaj Munk og Tyskland - Teater og Politik
Historikeren Caspar Paludan-Müller
Frederik Poulsen