Menu
Forrige artikel

Da Danmark blev Danmark - Fortællinger af forhistorien til 1864

Kategori: Bøger
Visninger: 7916

Af Erik Ingemann Sørensen

”Der mangler da en forholdsvis kortfattet bog, som lader handlingsmønstrene op til 1864 fremtræde alene på deres egen baggrund. I flere årtier har jeg ventet på, at kendere af perioden skrev den. Da det ikke er sket, besluttede jeg at gøre et forsøg. Her er resultatet…” Sådan skriver fhv. rigsarkivar, J.P. Noack, i indledningen til sin fremstilling om baggrunden for krigen 1864.

Hovedafsættet for bogen er Niels Neergaards: ”Under Junigrundloven” (1892-1916) og Erik Mørks: ”Helstatens fald” (1958), hvortil kommer ”Statsrådets forhandlinger. Alle optræder i forfatterens kombination af materialerne.

Det er blevet til en udmærket og nuanceret fremstilling, der er ganske læseværdig. Men man får næsten ondt af forfatteren, der efter sin store indsats i bogstaveligste forstand må se sig slået på selve målstregen af Rasmus Glenthøjs ypperlige og fantastisk flot illustrerede værk om selvsamme emne. http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/b20141604.htm  Men: ingen ejer retten til historien – sådan er nu det.

Det skal dog ikke overskygge, at Noacks bog er udmærket. Velskrevet og med gode vinklinger. At der ikke er én eneste illustration – ét eneste kort – får stå hen som den helt store gåde. Her burde forfatteren virkelig have foldet sig ud, så læseren ikke behøvede at sidde med allehånde opslagsværker ved siden af. Det er en katastrofal mangel ved bogen.

Revolutionsåret 1848
Hovedafsættet for fremstillingen tager forfatteren primært i revolutionsåret 1848, hvor spøgelserne gik gennem Europa. Dog er der enkelte andre perspektiveringer bagud i tid. Den danske regering var forholdsvis realistisk og indså, at man efter al sandsynlighed måtte se Holsten indlemmet under den preussiske ekspansion. Med løftet om en fri forfatning fik man slået Ejderpolitikken fast som det bærende princip. Noget de konservative kredse ikke brød sig om.

Noack anfører, at monarkiet – samlet set – tabte den borgerkrig, der fulgte. Så enkelt er det nu ikke helt. Fredericia, Isted og Frederiksstad peger just ikke i den retning. Militært fik vi vist overmagten. Men det store indhug i officerskorpset bl.a. Rye, Schleppegrell og Læssøe samt en lang række unge officerer – fik stor betydning under den efterfølgende krig.

Den gordiske knude
Helstatskonstruktion var blevet akilleshælen. Frederik VII ville ikke – underlagt opinionen som han var – være med til en deling. Med hans uventede (?) død opstod en helt ny situation. Her understreger Noack flere gange, at det efterfølgende ikke var et dansk, nationalt overmod, der kan bruges som forklaring på krigsudbruddet. Meget af skylden skubbes over på Preussen, hvor Bismarck med sine fremsynede planer så helt andre scenarier. I en senere tysk formulering hedder det: ”Ohne Düppel kein Königgrätz, ohne Königgrätz kein Sedan, ohne Sedan kein deutsches Kaiserreich”. Noacks synspunkt er kun til dels rigtigt. Det var faktisk mere kompliceret.

En deling af Slesvig kunne (måske) på et tidligere tidspunkt have modvirket det uvejr, der ubønhørligt trak op. Men. ”Det var ikke udlandet, der modsatte sig denne løsning. Tværtimod”, skriver Noack.

Interne danske kræfter – dynastiske og konservative stod over for de mere liberale og progressive. Hvorefter katastrofen nærmest var uundgåelig, slår Noack fast.

J.P. Noacks bog er som nævnt en ganske udmærket redegørelse for nederlagsårets baggrund – eller for perioden, hvor ”Danmark blev Danmark”. Men manglende billeder, kort og registre er en klar svækkelse af fremstillingen.

Supplér med andet materiale
I modsætning til Rasmus Glenthøj spænder Noack ikke helt så vidt og helt så bredt i sin fremstilling. Men der er en fin, fin mulighed for at kompensere for dette. Det drejer sig her om en lidt overset perle, der udkom i forbindelse med ”Århundredets Festival 2014” i Aarhus. Her satte Folkeuniversitetet i samarbejde med Aarhus Universitet fokus på 1800-tallet. Blandt andet med udgivelsen af ”Danmark bliver Danmark – krig, damp og genier i 1800-tallet”. Her har en række fremtrædende forskere beskrevet det enkelte år – fra 1800 til 1900. Hvert år med sit opslag. Og det er en ypperlig kavalkade, læseren præsenteres for. Skarpe og fornemt illustrerede opslag giver læseren en oplevelsesrejse gennem det måske mest dramatiske århundrede i vores fælles historie. Bankerot og bønder, jøder og jernbaner, adel og almisselemmer, skole og skandinavisme. Faktisk burde denne fine bog være fast inventar hos enhver historieinteresseret. Fordi den netop giver det overblik, der ofte er delt op i mere specialiserede emner. Alene vandringen i de mange billeder – 169 på 100 sider i sort/hvid og farve – er en fryd i sig selv.

”Danmark bliver Danmark” er udgivet af Aarhus Universitetsforlag til en pris af kun 149,50 kr.

http://unipress.dk/udgivelser/d/danmark-bliver-danmark/

Meget bedre kan det ikke gøres.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Christen Berg
Guldalderens billedverden
Andersen og Danmarkshistorien