Drømmebilleder

Af Christian Kaaber

Allerede på bogens forside møder vi en af den svenske maler Carl Gustaf Pilos helt åbenbare yndlingsmodeller: Frederik den Femtes yndige engelskfødte dronning Louise, der til alles store sorg døde i 1751, kun 27 år gammel, af følgerne af sit sjette svangerskab. Pilo viser hende i fuld figur, i et brus af knitrende silke, glitrende juveler, draperet i den røde fløjlskåbe fra salvingen og med dronningekronen på et podium i forgrunden. Det hvidpudrede hår matcher de hvide hermelinskanter på kåben. Med et venligt blik i de markante øjne retter dronningen blikket direkte mod beskueren, der her møder rokokoens ideal om et repræsentativt fyrsteligt portræt i fuldkommen virtuositet. Realistiske elementer - dronningens ansigt og skikkelse, kåben og kronen - forenes med alle de glamourøse effekter, en palet kan opvise, i en vision, der med fuld ret kan kaldes et drømmebillede. Den abstrakte baggrund viser, at billedet er skabt af en mageløst dygtig kolorist. Carl Gustav Pilo er med fuld ret tidligere betegnet som en af det 18. århundredes ypperste skandinaviske kunstnere, men hidtil har ingen - hverken i hans svenske fødestavn eller i hans danske valgstavn - bundet an med en fuldgyldig monografi om ham. Den får vi så nu. Og den har været flere generationers ventetid værd.

Ud over at Pilos værker tilhører en pragtudfoldelse, som på dansk grund i sjælden grad har været forfulgt af en ond skæbne i skikkelse af slotsbrande, vidløse nedrivninger og trist bortsalg, er hans fabelagtige repræsentationsportrætter blevet opfattet som et væsensfremmed forstadium til den danske guldalders borgerligt orienterede malerkunst. I Sverige har man med venlig interesse opfattet ham som en af flere ferme billedmagere, der udfoldede sig fjernt fra fosterlandet, mens han på Statens Museum for Kunst allernådigst har fået bevilget et par vægge i salen, der indleder afdelingen for dansk malerkunst, med en fornemmelse af, at denne farveglade svensker ikke rigtig er en af vore. Men nu har han omsider fået sin bog - en mesterlig skildring af en maler, hans liv, tid og værker. Kunsthistorikeren Charlotte Christensen lukker suverænt op til det sunkne Atlantis, som dansk 1700-talskultur udgør og kommer hele vejen rundt om sin maler så fuldkomment, at man kun kan ønske for svenskerne, at en forlægger hinsidan kender sin besøgelsestid og snarest får lavet en udgave til Pilos oprindelige landsmænd.

Historien om Carl Gustav Pilo er banalt fængslende. Ingen kunne ane, at gårdmandssønnen (faderen havde dog også en fortid som dekorationsmaler ved de svenske kongelige byggerier) fra Södermanland skulle nå så vidt, karrieremæssigt som kunstnerisk. Pilo blev uddannet malersvend, men syslede tidligt med figurskildringen og havnede som en mådelig portrættør i Skåne. Aldrig nåede han til det store udland, men med et tvungent ægteskab foran sig rømmede han i 1741, 30 år gammel, til København, hvor han med en anbefaling fra en adelig skånsk velynder fik ansættelse som tegnelærer for landkadetterne. Portrætter forsøgte han sig til stadighed med, og et hæderligt kontrafej af admiral Frederik Danneskiold-Samsøe banede vej til de kongelige gemakker. Dannelsesrejser og egentlig uddannelse blev det aldrig til, men Pilo sugede overordentlig talentfuldt til sig af alt, hvad det danske hof bød på af kunstnerisk udfoldelse. Christiansborg var i begyndelsen af 1740'rne netop bygget færdigt og formelig bugnede af det bedste, det internationale kunstmarked, især det franske, kunne præstere. Kongelige idealer for malerisk gestik og enevældig repræsentation tilegnede han sig ved at studere kobberstik, alt imens hans talent og kunstneriske sikkerhed udviklede sig nærmest eksplosivt. I 1747 udnævnte den nytiltrådte Frederik den Femte Pilo til hofmaler, sandsynligvis tilskyndet af sin uundværlige og allestedsnærværende hofmarskal Adam Gottlob Moltke, der mere end nogen anden gjorde den helt igennem karakterløse og kronisk udsvævende konges 20-årige regeringstid til en aldrig overgået glanstid for statsdirigeret kunstnerisk udfoldelse af ypperste kvalitet. I Danmark!

Pilo forevigede kongen og hans to dronninger, først den allerede omtalte Louise, siden Juliane Marie, i en - efter arkivalierne at dømme -umådelig stor mængde portrætter i vidt forskellige størrelser. Meget er ulykkeligvis gået til, men det er en af bogens store fortjenester, at den præsenterer forbilledligt reproducerede gengivelser af hovedværker i dansk 1700-tals kunst, der ikke er tilgængelige for offentligheden. Som fyrstemaler fulgte han tidens idealer og sine opdragsgiveres krav. Man ønskede sig ikke psykologiserende personskildringer, men farvemættede, pompøse lærreder, der indfattedes i rokokoens overdådige rumindretning og indgik i enevoldsforherligende gesamtkunstværker. Bogen rummer glimrende illustrationer af den type lokaler, i det omfang de er bevaret på herresæder rundt om i landet. Hvad der i den forbindelse gik tabt ved Christiansborgs brand i 1794 og udslettelsen af Hirschholm omkring 1810, kan man kun ane. Bedst fremgår det i det nyrestaurerede Christian den Syvendes Palæ på Amalienborg.

Carl Gustav Pilo beherskede også det mere personlige portræt og leverede karakterfulde skildringer af talrige medlemmer af landets førende kredse. Han spillede en central rolle som professor i malerkunst ved det Kunstakademi, Moltke i 1754 lod sin velvillige, men indolente konge oprette. Frederik den Femte døde i 1766, og usikre tider og nye kunstneriske tendenser tonede frem. I 1772 blev Pilo afskediget med korteste varsel og måtte i huj og hast søge til sit fødeland, hvor han blev modtaget afmålt, men på få år skabte sig en position i skyggen af Gustav den Tredjes pragtelskende enevoldshof. Som den sidste store opgave skabte han det prægtige, men ufuldendte kæmpebillede af Gustav den Tredjes kroning. Pilo, der karrieren igennem havde malet enkeltindivider, skabte med opbydelse af hele sin kunstneriske og koloristiske kraft et storslået motiv, drømmende og repræsentativt, hvor den nykronede monark ses omgivet af høj og lav, hver og en karakterfuldt portrætteret. Maleriet er herligt gengivet, både i sin helhed, som foldet planche, og i detaljer. Skråt til højre over kongens hoved skuer en armodigt klædt, mørkhåret mand livsklogt og illusionsløst beskueren direkte i øjnene. Det er Carl Gustav Pilo, som læseren får lært så grundigt at kende, som det sparsomme skriftlige kildemateriale giver mulighed for.

Med sin særdeles velskrevne og fængslende bog har Charlotte Christensen skabt en parallel til kroningsbilledet: Læseren møder ud over Pilo hele det omfattende galleri af mennesker, han kom til at befatte sig med. Fra kronede hoveder til kvaksalvere og lykkeriddere i det dybt fascinerende europæisk orienterede danske 1700-tal. Drømmebilleder er kunsthistorie, der trodser denne disciplins hang til nationalt forsnævrede rammer hertillands, og giver enhver med interesse for denne fjerne og ofte stedmoderligt behandlede periode en uforglemmelig læseoplevelse, i selskab med en cicerone med uudtømmeligt kendskab og kærlighed til stoffet. En mesterlig bog!