Uden kongelige stempler
Af Lars Kærulf Møller
Omkring år 1900 var der ca. 100 store og små lervarefabrikker rundt i hele landet. Mange havde kun en begrænset produktion, men omkring århundredskiftet specialiserede flere sig med produktion af både fajance og porcelæn, både for at mætte et stadigt stigende marked og for at kunne konkurrere med de store etablerede producenter, netop dem ”med kongelige stempler”.
En række af de små fabrikker blev i øvrigt betydelige fødesteder for dansk kunsthåndværk, hvor udøvende kunstnere uden at ligge under for de stramme rammer for serieproduktion, kunne eksperimentere og udvikle helt nye udtryksformer.
Elsemarie Døssing har taget et hjørne af denne vigtige del af dansk industrihistorie op i bogen, hvor hun på baggrund af lokale arkivstudier fremstiller historien om Middelfart Lervarefabrik og Holbechs Fajance Forretning.
Fabrikken og grossistvirksomheden var store spillere på det danske marked, hvor de leverede spisestel, køkkentøj og galanterivarer til Brugsforeninger og isenkræmmere i hele landet.
Bogen kommer godt rundt om værkstedernes opståen og senere udspaltninger i andre mindre virksomheder, og takket være gengivelser af kataloger og prislister får man også et indblik i det formsprog, der var kendetegnende for produktionen.
Efter bogens udgivelse har Middelfart Museum åbnet en udstilling om Middelfart Lervarefabrik. Det havde utvivlsomt været en fordel for bogen, om den først var blevet produceret efter udstillingens tilblivelse, så man kunne have gengivet flere af fabrikkens produkter bedre end de fremstår på de tilsyneladende fotokopierede sider fra salgskatalogerne. Hele den grafiske tilrettelæggelse af bogen lader i øvrigt meget tilbage at ønske.
Bogen er rettet specielt til samlere, og det kan derfor også forsvares, at en uforholdsmæssig stor plads bruges på produktionen af sparegrise og juleklokker, men det giver næppe et fyldestgørende billede af produktionen.
Man kunne især have ønsket sig en mere grundig gennemgang af Olaf Brusendorffs virke på fabrikken. Fra han som udlært porcelænsmaler fra Den kongelige Porcelainsfabrik og som ansat hos Ipsens Enke kom til Middelfart og blev driftsleder fra 1920 - 1943, de mest betydningsfulde 23 år af fabrikkens virke. At dømme efter de gengivne kataloger, ser det ud, som om netop hans virke er det, der gør Middelfart Lervarefabriks produktion interessant også udenfor en lokalhistorisk sammenhæng.
Med reference til bogens titel, kan man også undre sig over, at der ikke er en mere systematisk gennemgang af stempler og mærkningssystemer anvendt gennem tiden. Dette ville have gjort bogen til et brugbart værktøj for samlerne og ikke kun til endnu en bog til reolen.
Bogen er forsynet med en meget arbitrær litteraturliste, og det kan naturligvis undre, at man ikke har inddraget mere central faglitteratur om dansk lervareproduktion, og ikke mindst den eneste artikel, der hidtil har behandlet dette specifikke emne mere indgående, nemlig Ib Brusendorffs bidrag om Middelfart Lervarefabrik i Vends, Årbog for Lokal- og Kulturhistorie på Nordvestfyn 2000, s 14-32.
[Historie-online.dk, den 17. juni 2026]
