Kirken i dansk malerkunst

Nina Damsgaard, mag.art., fhv. leder af Vejle Kunstmuseum

Bogens titel er faktisk misvisende, idet bogen ikke omhandler malerier, der portrætterer kirkebygninger, ligesom det kun er en lille del af de danske kirker, der er omtalt i bogen. Måske fordi bogen nærmest er et varekatalog over de malerier, der har en kirke som en del af deres motiv, og som er eller har været i forfatteren Sven Erik Østergårds samling, MaleriArkivet, i Skørping. Bogen omhandler knapt 150 malerier, der befinder sig i MaleriArkivet eller er blevet solgt gennem Østergårds forretning, der formidler køb og salg af billeder fra de perioder, hvor man kan se, hvad malerierne forestiller.

Kunstnerne begyndte i guldalderen at interessere sig for kirkemotivet, og især Jørgen Roed, Chr. Købke og Johan Th. Lundbye malede portrætbilleder af Ribe Domkirke, Århus Domkirke og Kalundborg Kirke – malerier, der både er blandt kunstnernes egne hovedværker og samtidig tilhører dansk kunsthistories vægtigste værker. Det er langt fra malerier fra kunsthistoriens øverste hylde, der befinder sig i MaleriArkivet, og Østergård omtaler da også selv billederne som ”skilderier”. Malerierne i Østergårds bog er udført af en række malere – kendte og flest mindre kendte.

Guldalderkunstnernes værker er naturligvis ikke med i Østergårds bog, men kunne have været omtalt i en introduktion til motivet. Bogens billeder er snarest en række landskabs- eller bybilleder, hvori kirken er en naturlig del – ofte en meget lille del, idet kirkebygningen dækkes af træer eller byens øvrige huse, dog omtales de dele af kirken, som ikke ses, ofte i teksten.

Teksterne, der ledsager billederne, er temmeligt forskelligtartede. Hovedkilderne til teksterne hidrører fra Trap Danmark og er udbygget med kunstneromtaler fra Weilbachs Kunstnerleksikon samt andre bøger, der især har fundet oplysninger i de nævnte opslagsværker. Østergård omtaler kunstnerne med korte biografier. Hvis kunstneren er ukendt eller omtalt andet sted i bogen, udfyldes pladsen af andet, mere eller mindre relevant stof. Desuden er der beskrivelser af kirkernes bygningshistorie, de enkelte bygningsdele ligesom også deres interiører og inventar beskrives. Teksterne krydres af citater af forskellige forfattere, eksempelvis H.C. Andersen og Grundtvig. Såfremt kendte danskere er begravet på kirkegården, nævnes dette. Ind imellem bliver Østergård så begejstret, at han vel i et forsøg på at aktualisere sin tekst, bliver ganske frisk fyragtig, bla. i beskrivelsen af Farum Kirke, hvor våbenhuset er anbragt på kirkens spindeside. ”Eller også var det Farums kvinder, der bar våben, og ikke mændene. Og det kunne måske nok være påkrævet, hvis kvindevold florerede ligeså meget dengang som i dag.” Et andet eksempel er teksten vedr. Guldbjerg Kirke, hvor altermaleriet er udført af Frank Hammershøj, der er ”uddannet på Funen Art Academy – eller skulle man skrive educated?”

Da Østergård undervejs i sit arbejde har konstateret, at der er mange altermalerier med motivet ”Kristus i Emmaus”, gengiver han Lukas-Evangeliets tekst om optrinnet i Emmaus bagest i bogen, så der ikke kommer blanke sider. Af samme årsag er der også en side med afbildninger af dagsommerfugle. Praktisk hvis kirkebesøget hindres af en låst dør og i stedet afløses af en tur på kirkegården, hvor biodiversiteten sikrer, at den danske sommerfuglebestand er i god gænge. Eller som Østergård slutter sit forord: ”For tilfældets skyld er der bag i bogen indsat en tavle med nogle af Danmarks dagsommerfugle. Møder du blot en enkelt af disse er miraklet sket, og din kirketur har ikke været forgæves. Sidste: Det forlyder, at den største af Danmarks dagsommerfugle, Svalehale, er genopstået!”

Desværre er flere (de fleste) af bogens afbildninger uskarpe og uldne, og yder ikke malerierne og deres ophavsmænd retfærdighed.

Entusiasme og nørdethed er altid godt, men når det tager overhånd, kan det virke forstyrrende. Begrænsningens kunst er en styrke. Forfatterens kærlighed til det danske land og de kulturhistoriske bygningsværdier er imidlertid så stor, at andre må blive inspireret til at opsøge stederne. Østergård bemærker i forordet, at bogen skal inspirere til en slags hjemstavnsturisme, og dette ønske har han tilfulde indfriet.

[Historie-online.dk, den 5. august 2026]