Menu
Forrige artikel

Billede for billede

Kategori: Bøger
Visninger: 420

 

Af Ida Munk

Bogen er et stort pragtværk med kvalitetsgengivelse af mange af de billeder, som stifteren samlede først til forskellige boliger i byen siden til Ordrupgaard.

Anne-Birgitte Fonsmark var direktør for Ordrupgaard fra 1995 til 2023. Hun har således et meget langt kendskab til og stor viden om museets samling, arkiv og historie. Hun har udgivet en lang række kunstfaglige publikationer og stået bag en lang række berømmede udstillinger. Netop i februar i år 2024 åbner endnu en stor udstilling om impressionismens oversete kvinder, der har været under forberedelse i flere år.

A-B Fonsmark gør opmærksom på, at selvom kunstens historie på Ordrupgaard er velbeskrevet, er en egentlig biografi aldrig skrevet (Indledningen s. 9). Heller ikke denne bog prætenderer at være en biografi. I titlen indgår i stedet formuleringen ’en fortælling om…’ . og at ’nærmere bekendtskab’ skal besvare spørgsmålene: ”Hvem var Wilhelm og Henny som personer?, Hvordan formede deres tilværelse sig? Og hvordan opstod fundamentet for det Ordrupgaard, vi kender i dag?”(s. 9). Kunstmuseets eget arkiv med dets righoldige brevsamling og fotoarkiv udgør grundlaget for at besvare disse spørgsmål. I arkivet er især mange breve fra Wilhelm Hansen til hustruen, men meget få fra hustruen den anden vej. Vi får således i mindre omfang og kun indirekte besvaret spørgsmålet om, hvilken person hustruen var. Forfatteren beskriver selv bogens disponering som en række nedslag i familiens historie. Nedslag, der omtaler stort som småt.

Faghistorisk er det en glæde at se den omfattende dokumentation for arbejdet med bogen. Udover fyldige litteraturlister og et register indeholder bogen et noteapparat med 601 noter!, hvori der tilføjes interessante informationer til hovedteksten. Især noterne til siderne 208-224 vedrørende Landmandsbankens krak og konsekvenserne for Wilhelm Hansen er meget oplysende. De er forfatterens henvisning til et upubliceret manus af Ole Lange: Kunst, kapital og krak 1914-29, som blev fremsendt til forfatteren i 2014. I noterne takkes helt ned i detaljen direkte en lang række personer for at have gjort opmærksom på forskellige forhold – udover naturligvis den generelle taksigelse i indledningen til forskellige personer.

Bogens titel ’Billede for billede’ informerer om, at det er Wilhelm Hansens store arbejde for at indkøbe billede for billede til samlingen, der fylder i bogen. Dermed besvares i hvert fald delvist spørgsmålet om, hvorledes fundamentet for Ordrupgaard samlingen opstod. Udgangspunktet for finansieringen var Wilhelm Hansens arbejde med forsikring. Her skildres en mand, der virkelig har ydet en arbejdsindsats på et usædvanligt niveau: Som 20-årig ansættes han - efter studier på Polyteknisk Læreanstalt og i matematik og forsikringsvæsen i England - i 1889 i et engelsk forsikringsselskabs agentur i København. Som 23-årig blev han leder af agenturet for Gresham Life and Ocean Accident. I 1896 etablerede han sit eget: Dansk Folkeforsikringsanstalt; en helt ny type folkepension efter engelsk forbillede for almindelige borgere, der blev opsøgt af provisionslønnede agenter, der gik fra dør til dør for at sælge. I begyndelsen gik han selv rundt. Det blev en stor succes.

I 1891 blev han gift med Henny efter fire års forlovelse. Han mødte Henny i forbindelse med sin store interesse og arbejde for kunstsproget Volapyk, som han skrev såvel lærebøger som ordbog til – alt imens han arbejdede på sin professionelle karriere.

Hans mange forretningsrejser først i Danmark og siden i udlandet betød en omfattende brevveksling med hustruen. Her omtales de mange museer og koncerter m.m., som han skaffede sig tid til at frekventere, og han skrev ikke mindst i de tidlige år om sine indkøb af dansk kunst.

Brevene, som A-B Fonsmark har udvalgt til citat, giver også et billede af mandens personlighed præget af flid, pligtfølelse og omhu/pertentlighed i forhold til arbejdet, men også i forhold til hans interesse for detaljer i forbindelse med etableringen af deres skiftende herskabslejligheder i København. I note 84 – som henviser til en arkivoversigt, som forfatteren har revideret, ligesom hun korrigerer adskillige andre informationer i noteapparatet  - gennemgås de boliger, som parret har haft frem til udflytningen til Ordrupgaard i juni 1918. Forfatteren omtaler på baggrund af Wilhelm Hansens forskellige instrukser i brevene til hustruen hans intense interesse for detaljen, og det bemærkes, at han har et kontrolgen, som også viser sig i forhold til hustruen.

Hans internationale karriere kom hurtigt: Han etablerede Mundus, et selskab med internationalt sigte i 1898 og allerede i 1905 blev det sluttet sammen med Hafnia til Det forenede Danske Livsforsikringsselskab A/S med Wilhelm Hansen som administrerende direktør – en stilling han bevarede til sin død i 1936. I 1902 var han medstifter og senere direktør for folkeforsikringsselskabet La Populaire med sæde i Paris. Desuden oprettede han selskaber og filialer i Stockholm, Oslo, Hamborg og Bruxelles. Wilhelm Hansen blev en holden mand, hvilket fremgår af den omtale i forskellige aviser og blade i forbindelse med hans og firmaernes jubilæer. Bogen fremviser desværre ikke nogen økonomisk opgørelse over hans indtægter eller formue, hvorfor man står tilbage med flere spørgsmål om, hvorledes parrets tilværelse formede sig, og hvor meget billedindkøbene økonomisk fyldte.

I forbindelse med de mange udenlandske forretningsrejser udviklede Wilhelm Hansen ønske om at købe fransk kunst: Han besøgte kunsthandlere og auktioner ind i mellem det hårde arbejde med at få forretningen til at køre på de vilkår, der nu findes i f.eks. Paris. I løbet af få år er forretningen i Frankrig en succes og den officielle anerkendelse udebliver ikke: Han opnår den højeste franske udmærkelse, Æreslegionen. Wilhelm Hansen engagerede sig også konkret til gavn for Frankrig, og han fik anerkendelse herfor: I 1919 etablerede han et verdensfredsmærke til genopbygningen af Reims katedralen, hvis indsamlingskomite han var formand for. Den franske gesandt i København kunne således i 1920 modtage udbyttet: 1 mio. francs og syv år senere deltog Wilhelm Hansen i genindvielsen af kirken.

Verdenskrigens betydning for økonomien i Frankrig og Wilhelm Hansens forsikringsforretninger omtales ikke meget i bogen. Men de vilkår verdenskrigen giver for kunstkøb omtales kort f.eks. s.153 : ”Imidlertid satte verdenskrigens fremmarch en stopper for Wilhelms rejser til Paris, og af breve kan vi se, at han i perioden 1916-1919 naturligt nok ikke kom der. Købene måtte nu følges op af hans mange kontakter i byen.” De opkøbte værker var opmagasineret i Paris, men skulle i 1918 til Danmark. Det skete via Schweiz, hvor de indgik i en udstilling og omtales som en samling. ” Wilhelm Hansen har været stolt af dette titelblad til udstillingen… For første gang nævnes han samling som netop en samling, og dens kunstneriske betydning anerkendes.” (s.177).

Afsnittet s.158 omtaler indkøbene i 1918 af billederne  under overskriften ’Stort indkøb på kort tid i Paris’. I marts 1918 havde Viggo Winkel og Peter Magnussen, Herman Heilbuth samt Wilhelm Hansen dannet et konsortium til indkøb af kunstværker til  Skandinavien. ”Værkerne kunne købes til lave priser grundet krigen og en rygende inflation. Den særlige konstruktion muliggjorde finansieringen af meget store kunstkøb på kort tid. Man købte ikke ét værk ad gangen, men hele samlinger – en gros så at sige.” (s.158). ”Tidens ugunst blev det danske konsortiums held.” (s.158). Man købte f.eks. en samling på 200 malerier for 1,4 mio. kr. Konsortiet havde lånt penge i Den Danske Landmandsbank, hvor såvel Heilbuth som Hansen sad i bankens ledelseslag – de bevilgede således sig selv lån ”- et forhold, der siden viste sig skæbnesvangert”(s.158). Samlet lånte konsortiet over 20 mio. kr. til kunstkøb (note 324 s. 275).

Den 14. september 1918 åbnedes dørene til det franske galleri i Ordrupgaard (s.185). Åbningen bliver fyldigt og rosende omtalt i pressen. Ligeledes omtales personligt såvel Wilhelm Hansen som Henny – dog Henny kun sparsomt, men dog omtalt i artikelserien ’Et Dameportræt hver Uge’ af Emma Gad i Politiken. Heraf forstår vi, at Hennys uddannelse som massør i de unge år havde det formål at give gratis massage til vanføre børn: --” og mere end én Klumpfod vandrer nu, takket være hendes utrættelige Omhu, rundt paa vore Gader som en net, velskabt Fod” (s.191).

A-B Fonsmark påpeger, at Ordrupgaard fremstod som en anderledes type museum, hvad angik formidlingen. Studier, bl.a. Rasmus Kjærboes ph.d afhandling fra 2016, karakteriserer et museum som Ordrupgaard som et samlingsmuseum for modernistisk kunst (s.192). Det karakteristiske skal være, at publikum kan lære: ”hvordan billedkunst kunne opleves fordomsfrit og umiddelbart i en fri og sansende tilgang..”(s.193).

I afsnittet ’En gåde’ påpeger forfatteren, at inspiration og tegninger samt tilladelser til Ordrupgaard kommer meget sent i forhold til åbningen, nemlig januar 1918. Måske havde ægteparret faktisk ønsket sig ophængning af malerierne i et galleri i byen som f.eks. Johan Hansens på Kastelsvej eller i en bygning som Hirschsprungs nær Statens Museum for Kunst. Men måske blev beliggenheden i Ordrup valgt, også fordi den ville have passet sammen med planerne om at etablere et andet kunstmuseum – Herman Heilbuths - tæt ved Ordrupgaard. Dette blev aldrig realiseret. Nærmere kommer vi det ikke.

Det skulle vise sig, at Landmandsbankens krak involverede konsortiet, således at de to, der sad i bankens ledelse; Hansen og  Heibuth blev bedt om at nedbringe gælden til banken. Heilbuth fik en dom for ”udvist grov Uagtsomhed ved Regnskabets aflæggelse” (s. 209). Hansen fik ingen dom herfor. Ikke desto mindre ” mærkede sagen ham for livet. Ikke blot måtte han forholde sig til stor gæld, der skulle betales tilbage, han måtte også tåle offentlig udskamning og tab af ære”(s.210).

Forfatteren gennemgår på de følgende ca. 10 sider, hvorledes rygter og realiteter indgik i den offentlige mening. Salget af malerier til dækning af gælden er interessant læsning. Kilden til mange af disse oplysninger er som nævnt det utrykte manus af Ole Lange, som citeres for, at det er en tilsnigelse, når Hansen anfører, at han i 19… havde bragt  ” sit Forhold til Landmandsbanken i Orden”(s.223).

Ca. halvdelen af samlingens værker blev solgt fra. Staten afslog at købe på trods af et tilbud om en ”generøs” pris. Noget blev købt til Glyptoteket, men hovedparten gik til udlandet. Wilhelm Hansen kæmpede længe, men forgæves  for at muliggøre, at værkerne kunne blive i Danmark.

Wilhelm Hansen viste en ganske imponerende styrke: Da gælden var betalt kom der samlet 40 nye værker til og samlingen åbnede i stilhed i maj 1925. I løbet af de kommende år åbnede et af hans initiativer, Foreningen Fransk Kunst, en udstilling i Kunstindustrimuseet. Det blev til flere meget berømmede udstillinger arrangeret i bl.a. Glyptoteket og Charlottenborg. Wilhelm Hansen kunne trække på sine gode forbindelser i kunstens verden og fik bl.a. et halvt hundrede værker fra Louvre til København. Han stod desuden for en returudstilling på Jeu de Paume med åbning i overværelse af den franske præsident i 1928.

En sidste formidabel præstation blev udstillingen i 1935 på Charlottenborg med 85.000 besøgende.

Wilhelm Hansen døde i4. februar 1936, 67 år gammel.

Det blev Henny Hansen, der sørgede for, at Ordrupgaard med samling blev overdraget til staten. Det skete efter hendes død i 1951. Museet åbnede i 1953 for publikum.

Bogen giver et interessant indblik i samtidshistorien fra en usædvanlig vinkel: En ganske usædvanlig kunstsamler og forretningsmand, der med egen personlig drivkraft og dømmeevne ud i kunsten etablerede en kulturinstitution, som han og hans hustru ønskede andre skulle have glæde af og del i. Man må konstatere, at biografien over Ordrupgaards stifter stadig ikke er skrevet, men bogen registrerer nøje, hvorledes samlingen billede for billede blev etableret og hvorledes europæisk - her fransk - billedkunst kom til Danmark som resultat af stifterens indsats.

[Historie-online.dk, den 28. februar 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Den tidlige kristne billedverden
Filmens Historie
Hvem tegnede husene?