Menu
Forrige artikel

Årbog 2022. Ærø Museum

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1041

 

Af Vigand Rasmussen. Ærøbo em.

Det var godt, man ikke boede på Ærø i begyndelsen af 1800-tallet, thi da blev øen ramt af meget uføre.

Flere gange hærgede koppeepidemier, bragt i land af dumstædige skippere, der ikke ville blive i karantæne udenøs, men ville hjem til Marstal med deres last, og så var kopperne løs på øen. Heldigvis var der opfundet et middel mod soten. Det var den engelske læge Edward Jenner, som fandt frem til en modgift baseret på kokopper.

Peter Henningsens artikel om koppeepidemierne på Ærø er spændende læsning, også fordi læseren uvilkårligt sidder med vore dages Covid-19 epidemi i tankerne. Det er interessant at følge myndighedernes indsats og kamp for at få udbredt en vaccination af ærøboerne og i det hele taget viden om, hvad det var, skipperne havde bragt i land og hvilke modforholdsregler, man kunne tage.

En af skipperne ville absolut hjem til Marstal, fordi han i lasten havde en bunke brænde, som familien i skipperbyen skulle nyde godt af, og her kommer en anden af årbogens gode artikler på banen.

Den er også skrevet af Peter Henningsen og handler dels om, hvordan øen rent landskabsmæssigt så ud omkring 1800. Det var nemlig en bar, forblæst og nøgen ø, fordi man havde fældet al skov og hegn samt bevoksning. Henningsen anfører, at før ca. 1850 var der knapt et træ i sigte i miles omkreds. Jorden var intensivt dyrket, så selv den mindste og usleste jordlod blev udnyttet til det yderste. Vi var langt fra guldalderens romantiske landskab med bøgeskove, som blev besunget i tekst og billeder.

Den ærøske skovmangel gav problemer på brændselsfronten, hvorfor en skibslast brænde var meget velkommen, og så pyt med, at besætningen lå med kopper. Alt dette havde toldkontrollør Christian Faber blik for, og han udarbejdede planer for beplantning af øen, hvilke også kunne være med til at forskønne den landskabsmæssigt. Men ak. Enevældens bureaukrati havde ikke blik for Fabers planer og øens problemer, så til sidst løb han sur i sagen og flyttede til Nordsjælland, hvor han blev fyrmester på Nakkehoved Fyr.

Henningsens tredje artikel handler om gården Gudsgave, som der kun er navnet tilbage af. Alligevel formår Henningsen at genskabe gårdens dramatiske historie. Det er også en velskrevet artikel.

Så er lektor Gerret Liebing Schlabers artikel om landskabet Ærø ganske krævende at læse. Ikke fordi den ikke er velskrevet, for det er den bestemt, men forvaltningshistorie hører til den mere kringlede side af historien, og denne analyse af landskabet Ærø er ingen undtagelse. Landskab er her en administrativ betegnelse og har intet med Ærøs marker og natur at gøre. Artiklens forfatter sætter på fin og grundig vis Ærø ind i Hertugdømmet Slesvigs administrative historie, hvor mange helt specielle forhold gjorde sig gældende. En artikel man bliver klog af.

Årbogen slutter med en artikel af Winnie Odder, der beretter om et maleri af billedhuggeren Gunnar Hammerich, et billede man hidtil havde troet var et selvportræt, men som nu bevisligt er malet af en kunstner i Rio i Brasilien, hvor Hammerich opholdt sig nogle år i 1920’erne.

Det er en årbog på et højt fagligt niveau, og man kan kun beundre det lille museums evne til at få de rette forfattere til at bidrage med artikler, der kan læses med interesse langt ud over øens grænser.

Årbogens redaktør, museumsinspektør Peter Henningsen, kom til museet den 1. december 2022 efter en lang karriere på Nationalmuseet. Den nye redaktør er født på Ærø og uddannet på skibsværftet i Ærøskøbing, inden han slog ind på den akademiske karriere, som kronedes med, at han blev dr. phil i 2006.

At bogen så som vanligt er trykt og fremstillet på en lokal virksomhed gør ikke glæden over denne årgang mindre. Flot arbejde både i form og indhold.

[Historie-online.dk, den 12. september 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Historiske årbøger: En ganske kort oversigt
Mennesker og Huse langs Strandvejen i Snekkersten
En vild krabat - Mads Johansen Lange