En fortælling om to byer
Af Vigand Rasmussen. Ærøbo em.
At han tør!
Lad det være sagt med det samme. Dette er en mageløs bog om Ærø. Det vender vi tilbage til.
Thi først har Deres anmelder lige lidt, der skal fyres af, inden vi går i krig med bogens mange sider. I indledningens første linje (s. 13) står følgende, at ” Ærø er for mange indbegreb af dansk idyl – Guldalderdanmark – med bakkede landskaber, pittoreske byer, smukke kirker og kyster med klinter og strande.” Jo da. Om forfatteren er en af de ’mange’, er ikke helt tydeligt, men om Ærø er typisk guldalder kan dog diskuteres. Der mangler nemlig et væsentligt element, som bliver besunget både hos guldaldermalerne og dittodigterne. Tænk bare på Oehlenschlägers ’Der er et yndigt land’, der ligesom P. C. Skovgaards malerier lovpriser den danske bøgeskov i høje toner og farver. Og her svipser det for Ærø, thi den skov, der havde været i helt gamle dage, var fældet, da Guldalderen brød ud i 1800-tallet. Ærø var uden skov, i hvert fald uden store bøgeskove i modsætning til Langeland, hvis bøgeskov skulle have været Oehlenschlägers inspirationskilde til ’Der er et yndigt lands’ første strofe. Men jo. Hvis maleren Lundbye var blevet sluppet løs på Ærøs sydkyst, f.eks. ved Voderup Klinter, og ikke ved Roskilde Fjord kunne han godt være blevet inspireret til det store maleri af den danske kyst. Men at Ærø ligefrem skulle være indbegrebet af Guldalder Danmark er måske lige voldsomt nok. Idyl er der til gengæld for alle dalerne, og så alligevel ikke. For under den idylliske overflade simrer en til tider bitter strid mellem øens to største byer, og det er den, som denne fortræffelige bog handler om.
I 1859 udgav Charles Dickens et værk med titlen ’ En fortælling om to byer’. Bogen handlede om Paris og London under Den Franske Revolution.
I 2025 udgav professor em. Jens Frøslev Christensen en bog med samme titel, og selv om det i prologen og indledningen svirrer med storbyer som Amsterdam, Rotterdam og Venedig, handler Christensens værk om to byer i en helt anden størrelsesorden, nemlig Ærøskøbing og Marstal, to småbyer på Ærø, og deres til tider noget betændte forhold.
Bogens forfatter er professor emeritus fra CBS og bor i et hus i Voderup midt på øen i pæn afstand fra ’krigszonen’ mellem de to byer, hvis historie, han skildrer.
Anmelderen er født og opvokset på Ærø, i Ærøskøbing, og har dermed oplevet det besynderlige og dårlige forhold de to byer imellem, så at sige indefra. Når man i 2025 tænker tilbage på opvæksten i Ærøskøbing i 1950’erne, slår det én, hvor få gange man drog til Marstal. Hvad skulle man dog der? I det hele taget var det sjældent, at man forlod den by, som man hørte til. Hvis ikke min fader havde været ivrig lystfisker, og vi derfor skulle cykle ud til Drejet på vej mod Marstal for at fange herlige Østersøtorsk (til forskel fra Nordsøtorsken havde Østersøtorsken en lille, smalt hoved), ja så havde vi næppe krydset bygrænsen og cyklet ud på øen. Jo, i ’embeds medfør’, det vil sige, når Ærøskøbing Idræts Klubs fodboldhold en sjælden gang skulle spille mod Marstal, var jeg jo nødt til at stige på bussen og følge med østpå til Marstal. Da jeg spillede højre wing, var jeg meget tæt på tilskuerne og deres meget kontante kommentarer. Marstals hold bestod mestendels af solide typer fra skibsværfterne og skibsflåden, mens ÆIKs hold var mere broget sammensat med en murer som centerhalf og en manufakturhandler som centerforward!
Ellers kom vi kun gennem Marstal, når vi skulle spille udekamp på Langeland. Så gik turen ned til færgehavnen, hvor de små færger M/F A.L.B. eller M/F Egeskov bragte os til Rudkøbing. Og det var det.
Bogens forfatter er udmærket klar over, hvilken hvepserede, han stikker pennen i. og derfor bruger han også bogens prolog til at forklare, at han kender til forholdene på øen. Han fandt ud af, at de to byer var som dag og nat, og da han begyndte udforskningen af byernes historie, sagde de lokale: ”Tør du det?”, ledsaget af et skævt smil med en slet dulgt hentydning til det årelange modsætningsforhold mellem de to byer. Kampen blev bl.a. udkæmpet på færger, hvilket kunne ses i 1930’erne, da der skulle indsættes afløsere for de forældede små dampere. Sydfyenske Dampskibsselskab, der sejlede på Marstal, indsatte de omtalte to små motorfærger, der kun havde plads til få biler, mens Dampskibsselskabet Ærø, der sejlede mellem Svendborg og Ærøskøbing indsatte en stor motorfærge med plads til ganske mange biler, og som tilmed havde jernbanespor, så den kunne overføre togvogne. 1-0 til Ærøskøbing. Og den sved i Marstal, også fordi Rudkøbing blev besejlet af en stor dampfærge ligeledes med jernbanespor, så Langelandsbanen havde forbindelse med landets øvrige banenet.
Langeland havde fået sin bane i 1911, og de følgende år var der ihærdige bestræbelser på Ærø for, at man også her skulle have en bane. En af hovedkræfterne bag arbejdet var herredsfoged Krabbe i Ærøskøbing, men projektet fik stor tilslutning fra samtlige by- og sogneråd på øen, altså også Marstal, selv om banens hovedstation efter planen skulle ligge i Ærøskøbing. Herfra skulle banen gå til Borgnæs, hvor den skulle grene sig ud i to strækninger, dels til Søby, dels til Marstal. Det er en tanke værd, hvad sådan en bane kunne have betydet for øens sammenhængskraft, men i takt med at postvæsenet indsatte en postautomobil, og der også kom en ruteautomobil, falmede interessen for banen, og projektet blev ikke realiseret.
Men landbokredse på øen ville stadig gerne have jernbaneforbindelse med omverdenen, så derfor blev D/S Ærøs nye færge i 1931 som nævnt udstyret med jernbanespor, og der blev anlagt en havnebane i Ærøskøbing. Færgens jernbanespor blev brugt flittigt helt frem til 1994, og der blev fragtet foderstoffer, sukkerroer, slagtesvin m.m. På den måde bevarede Ærøskøbing sin kontakt med øens landbrug.
Men hvorfor nu al den jernbanesnak? Jo, den viste, at når det gjaldt, kunne øens byer godt stå sammen, og det er værd at have in mente, når læseren giver sig i kast med de følgende godt 400 sider om stridigheder de to byer imellem.
Christensen indleder bogens analysedel med en kort oversigt over de fire perioder, som han har delt historien op i, nemlig:
1. Højmiddelalderen ca. 1050 til 1300, som glider over i Hertug Hans’ periode og tiden frem til 1634. Hans levede fra 1545 til 1622, og Hans den Yngre blev gennem et langt liv en af de store skikkelser i Ærøs tidlige historie. Han var noget af en bondeplager, men fik også tid til at avle et hav af børn med de to kvinder, der blev koblet sammen med ham. Den sidste var den kun 14 årige Agnes Hedvig, der var født prinsesse af Sachsen. Hans var 43, da de blev gift i slotskirken i Sønderborg, og siden avlede han lystigt videre, så han fik i alt 23 børn med de to hustruer. Nok var han en bondeplager, men han gennemførte også en modernisering af godsdriften på Ærø, så noget af en interessant renæssanceperson.
2. Perioden 1634-1750, hvor Ærø administrativt blev en opdelt ø, og hvor Ærøskøbings handelsmonopol blev brudt.
3. Perioden 1750-1864/67, hvor Marstal fik betingelser for en stærk vækst i nogen grad på bekostning af Ærøskøbing, ja endda i sådan en grad, at det lille fiskerleje voksede til en vigtig søfartsby, der tilmed fik flere indbyggere end Ærøskøbing. Opkomlingen Marstal tog teten.
4. Perioden 1864/1867 - 1962. Her indlemmes Ærø i det danske kongerige fra at have været en udkantsdel af hertugdømmet Slesvig. Ærø blev nu en del af Svendborg Amt.
5. Perioden 1962-2006. Her skete der en del på det kommunale område. Således blev Marstal Landsogn i 1962 slået sammen med Marstal, mens resten af øen bestod af købstaden Ærøskøbing og fire sognekommuner. I 1966 blev disse fem kommuner under stærkt pres fra Indenrigsministeriet sluttet sammen til én kommune med det lidt kiksede navn: Vest-Ærø. Det varede til 2006, hvor Ærø blev samlet til én kommune med rådhus i Ærøskøbing og borgerservice i Marstal, der også blev sæde for øens folkeskole, så farvel min barndoms Ærøskøbing Borger- og Realskole med vejlenseren Arne Tambo som leder.
Da forholdene på Ærø på mange måder har været særdeles kringlede, er det en rigtig god ide med denne oversigt på 13 sider, thi så er læseren klædt godt på til at dykke ned i historiens mange aspekter og detaljer.
Det andet og tredje lange afsnit handler så om 1700-tallet en smule af 1800-tallet. Og det er Ærøs vilde år, hvor øen ændrer sig fra en lidt stillestående landbrugs ø solidt styret fra Slesvig til et samfund, hvor der begynder at ske en masse. Mest karakteristisk er Marstals udvikling fra ikke ret meget til et søfartssamfund, hvor alle næsten var lige. Ærøskøbing bliver overhalet af opkomlingen mod øst, men bevarer sin position på øen bl.a. i kraft af embedsværket, som der ikke rigtig var noget af i Marstal. Ærøskøbing havde også klare standsforskelle med embedsmændene, skipperne og de store købmænd. Begge bysamfund boltrede sig med smugleri i stor stil ved siden af den almindelige søfart. Marstal havde flest skibe, men Ærøskøbing havde de største.
Afsnittet er velskrevet, idet der både males med den brede pensel og arbejdes ned i små detaljer fra hverdagen i de to byer. I Ærøskøbing kommer vi således helt ind i købmandsboden og kan læse om de mange varer, der falbydes, ja selv privaten får vi et indblik i.
Efter tiden i sidste del af 1700-tallet, hvor de to byers småskibe pilede rundt og tjente penge hjem til øen, fulgte den første halvdel af 1800-tallet, som var præget af krig og krise. Men selv om vilkårene var anderledes vanskelige, klarede man sig igennem, ja i Marstal fik man anlagt en lang stenmole til beskyttelse af havnen. Et flot arbejde der viste et unikt lokalt sammenhold. Befolkningssammensætningen i Marstal var stadig mere jævn end i Ærøskøbing, der havde sine storkøbmænd, embedsmænd, skibsredere m.fl.
Christensen får det hele med, selv en meget grundig omtale af tre kulturpersonligheder i Ærøskøbing, hvor den ene senere grundlagde den zoologiske have i København, med fremvisning af bl.a. en sælhund i et badekar og en skildpadde i en spand. Vi er meget langt fra Zootopia i Givskud.
Man kan så diskutere om de mange sider om især sprogmanden Bende Bendtsen måske er lidt overkill, når Christensen selv skriver, at ingen af de tre synes at have præget byen i nogen bestemt retning. Men underholdende er det.
Og så afrundes afsnittet prisværdigt med en sammenlignende sammenfatning de to byer imellem. Udmærket.
Så når vi frem til nutiden og dermed også min Ærø tid. Her gør Christensen fint rede for kampen for at redde navigationsskolen i Marstal, som efterhånden også næsten var det sidste maritime islæt i byen sammen med det glimrende søfartsmuseum. Marstal forandrer sig i de år fra en decideret søfartsby til en mere almindelig by med butikker og håndværkere. Og nogle af dem lever stadig. Hvis man skal handle hos en rigtig isenkræmmer, er man nødt til at tage til Marstal.
Ærøskøbing undergår en lidt anden forvandling, thi her dør de gamle butikker ud og erstattes af butikker med et mere eksotisk og turistrettet sortiment. Det hænger fint sammen med, at byen markedsfører sig op gennem 1950’erne som eventyrbyen, en position der underbygges af besøg af en del store kanoner i turist branchen. Christensen gør meget grundigt rede for de nye butikker og deres ejere i de seneste årtier, mens der gøres mindre ud af tiden i 1950’erne og 60’erne, hvor det var en anden slags butikker, der lå i byen.
Som supplement til dette afsnit drister jeg mig til at foretage en byvandring gennem Ærøskøbing omkring 1960 for at kortlægge, hvor mange butikker der var, og hvad de handlede med.
Vi begynder i den østlige bydel, og her i udkanten lå en kul- og koks forretning på den ene side og jævnstrømselværket med en vindmølle på den anden. Nede på hjørnet ind til Pilebækken lå en slagterforretning, men så skal vi helt op til Gåsetorvet for at møde den næste butik, som var Pedersens købmandsbutik.
Nørregade bød ikke på butikker, men det gjorde Søndergade til gengæld. Den første virksomhed efter Gåsetorvet var noget speciel. Det var en lille kvinde, Anne, der havde en sennepskværn, og hun producerede den herligste sennep, som der især var bud efter til nytår, hvor alle skulle have kogt torsk.
Så fulgte på den anden side af gaden Trikol, hvor Hoffmann kemisk rensede vores tøj. I den butik stank det af kemiske væsker. Det kan ikke have været sundt for renseriejeren at færdes i. Tilmed var han kæderyger, hvad der ikke gjorde det bedre. Men i givet fald havde han byens læge lige overfor. Harder Andersen var en dygtig, men brysk læge, som vi små skoleunger var lidt bange for. Der var lidt Doc Martin over ham.
Længere oppe mod Torvet steg frekvensen af butikker. På nordre side lå gartner Bjerrums lille butik efterfulgt af slagter Madsens viktualiebutik. På den anden side lå købmand Lauritsens store forretning efterfulgt af en billedskærervirksomhed. Så fulgte fru gartner Olsens diminutive blomster og gartnerbutik, inden der blev rundet af med Roar Hansens store manufakturforretning.
Så har vi nået Torvets søndre side, hvor rådhuset lå. Herfra styrede kommunekasserer Halmøe Nielsen og kæmner Rasmussen byens ve og vel. På kanten af Torvets vestre del lå dommerboligen, og så er vi i Søndergades vestlige del. Her lå butikkerne tæt. Først kom endnu en købmand efterfulgt af sadelmager Jørgensens virksomhed. Så et mejeriudsalg, der solgte Fynsk Mælk, som kom i en speciel jernbanevogn med køleanlæg, så butikken kunne bruge den som fjernlager. Næste forretning var Eli Th. Hansens store manufakturforretning, der var nabo til en bygning, hvor man en overgang kunne købe grammofonplader især med den nymodens pop- og rockmusik. Sidste forretning var slagter Hansens store butik, inden vi nåede op til Creutz’ Boghandel på hjørnet af Søndergade og Vestergade.
Tilbage til Torvet og Søndergades nordre side. Den første ejendom rummede kontorer, bl.a. et sagførerkontor. Så fulgte guldsmed Aug. Rixens lille guldsmedeforretning og bager Palles endnu mindre butik, der mere var en slikbutik end en egentlig bagerditto. Dernæst kom trikotagehandler Nielsens lille forretning, inden Kjær Hansens store isenkramforretning rundede gadens butiksbillede af.
Vestergade var byens anden store forretningsgade, og går vi mod syd møder vi først en legetøjsforretning. Så kom Ejner Madsens store manufakturhandel efterfulgt af en butik, der vistnok solgte porcelæn. På Vesterbro lå en Tatol, en damefrisør og en skrædder, mens sidste virksomhed på en østre side var en kul- og koks forretning. På den vestre side lå byens bryghus, der bl.a. lavede en god æblemost. Så fulgte en forretning, der solgte diverse maskiner. Tilbage i Vestergade kom først Ærø Møblers udsalg fulgt af Wulffs farvehandel. Den næste var frisør Walentin, dernæst en skomager og en sadelmager. Bager Hansen var byens største bagerforretning og ved siden af den lå endnu en købmand. Lige i krydset mellem de to hovedgader lå telefoncentralen, og på vej ned mod havnen møder vi først Landmandsbankens store domicil efterfulgt af Landbogården, en af byens mere muntre værtshuse vis a vis Bang Hansens snedkerforretning. Lige over for skolen finder vi købmand Stærke, som også havde en isenkramafdeling. Næste butik var skomager Frandsen, der lå over for apoteket.
I den lille sidegade, Gyden, lå en bagerforretning, og videre ned mod havnen passerer vi Hotel Ærøhus og posthuset. Så begynder det at tynde ud i butikkerne. Der lå en lillebitte guldsmed og længere nede mod havnen havde gartner Larsen butik. Det hele sluttede med Hotel Phønix og et automobilværksted.
Så skal vi tilbage til Torvet, og der sker via Brogade, hvor Hotel Harmonien lå. Længere oppe mod Torvet fulgte en slagterbutik og købmand Albertsen. Derefter kom bager Røhling med verdens bedste wienerbrød, og Røhling var nabo til købmand Jacob Christensens store butik, fulgt af en bank, bager Olsen og en trikotageforretning. På Torvet lå også byens fotoforretning, Polyfoto.
Mange af butikkerne var meget små, og det var ofte fruerne, der ekspederede som fru Bjerrum, fru gartner Larsen og fru Rixen samt fru Røhling.
Jeg har sandsynligvis glemt et par butikker, men alligevel er vi oppe på over 60 butikker og serviceinstitutioner til byens 1273 indbyggere. Og der var ikke nogen butikker, der lukkede eller gik konkurs. Hver købmand havde f.eks. sin faste kundekreds, således handlede min familie hos købmand Stærke i Vestergade, ligesom vi af en eller anden grund handlede hos gartner Larsen, selv om den butik lå længst væk fra vor bolig på Gåsetorvet. Vores foretrukne bager var bager Røhling i Brogade, men rugbrød købte vi hos bageren i Lille Rise, som kom kørende på bytur én gang om ugen. Jeg mener, at der lå en flydende fiskehandel i havnen, men det må have været svært at sælge fisk i en by, hvor man enten var lystfisker eller kendte nogen, som var det. Som et kuriosum mener jeg, at der vistnok var givet en dispensation fra forbuddet mod at stange ål ved nattetide. Der var et særlig stemning på en stille sommeraften, hvor bugten omkring Lilleø lå spejlblank, og hvor bådene sejlede rundt med den hvæsende petroleumslampe i stævnen. Og der stod fiskeren også med sin lyster, klar til at hugge ned over den stakkels ål. Det fiskeri er heldigvis nu helt forbudt.
De to byer er meget forskellige, hvad beyggelse og byplan angår, hvilket Christensen gør fint rede for. I Marstal skulle der i modsætning til Ærøskøbing ikke være et eneste fredet hus, og en decideret byplan var ikke synlig i den ældre del. Pænt sagt er byen vokset spontant, og som Søfartsmuseet også påpeger, så har den snirklede by sin egen charme. Det skal dog anføres, at mange af gaderne har kurs ned mod havnen, der var og er byens livsnerve, så der var alligevel en vis mening i spontaniteten.
Helt anderledes ser det ud i Ærøskøbing, som havde en meget fast byplan og fra 1918 mange fredede huse. Gennem det 20. århundrede kæmpede mange gode kræfter for at bevare helheden i byen og undgå nymodens påhit som TV antenner og neongadelamper. Men mens Marstal i samme periode bevarede et opstået varieret butiksliv, ændrede butikkerne i Ærøskøbing karakter fra dagligvarer til forretninger med salg af livsstil og mode m.m. Og det giver jo ikke rigtig frikadeller på middagsbordet. I stedet er dagligvarehandelen i købstaden overtaget af en Netto butik nede på havnen. Lidt fattigt når man tænker på det brogede butiksliv, der var i 1960. Men den udvikling ses jo mange andre steder.
Hen mod bogens slutning tegner Christensen et smukt billede af Marstals selvforståelse og identitet. Og med rette bruges der en del plads på Erik B. Kromans mange år som leder af Marstal Søfartsmuseum, hvor han med stor ildhu har sørget for, at Marstals storhed som søfartsby ikke bliver glemt. Og så får Carsten Jensens kæmperoman om byens søfart også, hvad den tilkommer. Vi, de druknede er et hovedværk i dansk litteratur.
Ærøskøbing havde ikke nogen Carsten Jensen, endsige Erik B. Kroman, men man fik billedhggeren Gunnar Hammerich og byhistorikeren Tove Kjærboe, der med en imponerende stædighed og indsats fik vendt byens stilstand til noget positivt i den forstand, at de fik forhindret, at udviklingens hærgen ikke fik lov til at ødelægge den gamle by og dens huse. Og det gjorde, at byen blev et turistmål af de store.
Bogens analysedel afsluttes med en skarp og præcis sammenfatning, så læseren er klædt godt på til det sidste afsnit om de to byers rivalisering.
På side 391 går Christensen så endelig i krig med de to byers til tider lidt betændte forhold. Men først tager han os med på en større rundtur i Europa for at påvise, at der også var den slags skærmydsler andre steder, f.eks. mellem Manchester og Liverpool. Så snævres sigtet ind til mindre byer in casu Dragør og St. Magleby på Amager, og på s. 409 lander vi på Ærø, hvor Christensen stille og roligt gør rede for modsætningerne mellem opkomlingen Marstal og den ’fine’ købstad Ærøskøbing. Den balancegang klarer han uden at lægge sig ud med nogen. Det er lidt af en bedrift, men han lader også Carsten Jensen klare den mere grove del.
Bogen slutter med den for anmelderen chokerende oplysning, at den hæderkronede Ærøskøbing Idræts Klubs fodboldafdeling åbenbart ikke eksisterer længere. Så nu skal man til Marstal (eller Søby), hvis man vil se eller spille bold. Aldrig i livet.
Mens Carsten Jensens roman står som et monument over især Marstals historie, er Jens Frøslev Christensens historiske værk på samme vis et monument over Ærøs historie. Bogen emmer af viden fra det store overblik til ned i den mindste detalje. Det er en imponerende præstation, og som Ærøbo ’i eksil’ skal der lyde en stor tak til professoren i Voderup.
[Historie-online.dk, den 22. maj 2025]
