I Marco Polos fodspor
Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik
Bogen er baseret på fortællinger fra forfatterens rejser 2021-23, hvor han besøgte stort set alle de lande, som Silkevejen løb igennem i sin tid. Han kalder selv bogen for en rejsebog, da han fortæller om besøgene i alle disse meget forskelligartede lande. Han fortæller om mennesker, helligdomme, moskéer, basarer, fortidsminder, som fx Det store amfiteater i Basra og ruinerne af oldtidsbyen Palmyra. Han fortæller også om steder og lande, som har været udsat for forfærdelige krige bl.a. Irak, Afghanistan og Kurdistan. Det er spændende, at følge forfatteren på sin færd gennem alle disse meget forskelligartede lande.
Når Martin Nedergaard Andersen har valgt at kalde bogen for ”I Marco Polos fodspor - Rejser langs Silkevejen ”, er det naturligt, at han introducerer os for både Silkevejen og for denne opdagelsesrejsende, der levede i årene 1254-1324 og var købmand fra Venedig. Det gør han ganske kort på knap syv sider. For læsere, der næsten ikke kan vente med at høre om forfatterens rejser og oplevelser, er det måske tilstrækkeligt, men personligt ville jeg have foretrukket en lidt grundigere introduktion både til Silkevejen og til personen Marco Polo.
En af begrænsningerne ved at fortælle om situationen i forskellige lande i perioden 2021-23 er, at der allerede er sket meget siden 2023. Det mærker man fx i kapitlet om Syrien, hvor han befandt sig, mens Bashar al-Assad stadig var diktator, og han taler med en kvindelig guide, som han kalder Aisha, der er 32 år og kristen. Forfatteren stiller flere kritiske spørgsmål vedrørende Bashar, men oplever, at Aisha forsvarer ham og hans politik. Det er ikke til at vide, om hun stadig vil forsvare ham i 2025.
Overalt i bogen er der fotos, så vi bedre kan følge forfatteren og forstå det, han fortæller om. Det er en af bogens store forcer, og de fleste af billederne er gode. De er klare og skarpe. Der er også mange kort, så vi kan få et godt indtryk af, hvor hans rejser er foregået. Som optakt til afsnittet om Marco Polos rejser er der kort over Silkevejen (s. 15) og et kort, der viser hans rejseruter (s. 18). Ideen er god, men desværre er det meget svært at se navnene på de steder, han har besøgt. De kort, der viser forfatterens vej gennem de forskellige lande, er lidt tydeligere, men jeg synes ikke, de er helt tilfredsstillende gengivet. De burde have været større.
Forfatteren tilføjer i forordet: ”Hvis du er den type, som ikke interesserer dig for fakta og historie, så kan du springe alle afsnit skrevet i kursiv over” (s. 7). Denne anmelder er meget interesseret i fakta og historie, og jeg er også interesseret i henvisninger til den litteratur, som fakta og historie bygger på. Bagerst i bogen er en imponerende og omfattende litteraturliste, men jeg ville ønske, at forfatteren havde valgt at kommentere den eller gjort læserne klogere på, hvad han især har benyttet til sin bog.
Vi følger forfatteren igennem de forskellige lande på hans færd gennem Silkevejen. De fleste af landene bliver omtalt i to kapitler. Det er umuligt her at gennemgå hans rejser i de mange lande, men for at få et bedre indtryk af, hvad han fortæller om landene, vil jeg se nærmere på, hvad vi får at vide om Tyrkiet, da mange danskere – inkl. denne anmelder – har besøgt Tyrkiet.
Første kapitel om Tyrkiet hedder ”Tyrkiet - Noah og Batman”. Det er naturligvis for at gøre fortællingen mere spændende, når kapiteloverskrifterne er lidt kryptiske. Her kan jeg røbe, at Noah relaterer til historierne om Noah i Bibelen, og Batman relaterer til en by, der hedder Batman (s. 185). Martin Nedergaard Andersen skriver, at byens borgmester sagsøgte skaberne af filmen Batman for at bruge navnet uden tilladelse, men han tabte.
Martin Nedergaard Andersen skifter mellem de historiske afsnit trykt i kursiv og selve rejseberetningen. I de historiske afsnit begynder han med grundlæggelsen af Det Osmanniske Rige af kong Osman 1. i 1299, og han fører fortællingen op til 2023, hvor det var Tyrkiets 100-års fødselsdag. Særlig vægt bliver der lagt på landsfaderen Atatürks rolle i moderniseringsprocessen, og han opsummerer ganske godt i punktform, hvad han forandrede ved det tyrkiske samfund. Han fortæller også om den nuværende præsident Erdogan, der kom til magten i 2014. ”Uden at blive alt for politisk kan jeg godt tillade mig at sige, at han har holdt sig ved magten ved hjælp af populistisk politik og retorik ligesom så mange andre magthavere rundtomkring i verden i dette årtusind” (s. 179). Det er ikke en dybtgående analyse af den politiske historie, man kan forvente sig. Undertiden bliver forfatterens kommentarer til begivenhederne lidt for smarte, poppede og absolut intetsigende. Fx når han kommenterer begivenheder på Cypern i 1980’erne. ”I 1983 erklærede den tyrkiske del af Cypern sig som selvstændig stat med det lidt bøvlede navn ”Den Tyrkiske Republik Nordcypern”. Indtil videre er det kun Tyrkiet, der har anerkendt selvstændigheden, så måske de skulle starte med at finde på et mere sexet navn?” (s. 179).
Hvordan fortæller forfatteren om oplevelserne fra rejsen igennem Tyrkiet? Han fortæller om den fantastiske udsigt til Ararat bjerget, der er interessant, fordi Noahs Ark iflg. Bibelen gik på grund, da vandet fra syndfloden begyndte at sænke sig. Han prøver en dessert kaldet ”Noahs budding”, som han ikke kan lide, og så kommer han atter med en af sine smarte kommentarer. ”Da vi kommer ud på gaden, er det begyndt at regne. Faktisk så meget, at Noah nok ville være gået i gang (med) at puste sin luftmadras op, hvis han havde været her. Dén historie er ikke med i Biblen, måske fordi ”Noahs luftmadras” lyder lidt fesent. Det er mere sejt med en ark” (s. 183).
Små og store oplevelser følger den videre fortælling. Han har bestemt valgt gode og spændende besøgssteder ud. Det er umuligt her at opregne alle disse rejsemål, og jeg kan kun nævne nogle eksempler herpå. Det gælder øen Akmadar med Surp Hac-kirken, der var i brug til 1915, hvor tyrkerne begik det ”armenske folkemord”. Dara, en fæstning fra det 6. århundrede med akvædukter og vandcisterner. Lyden af børn fører til en skole, hvor han hører om undervisningen, og skolelederen fortæller, at der ikke længere undervises i Darwin og evolutionsteorien. Dernæst udgravningerne ved Göbleki Tepe, hvis historie går tilbage til 9.500 f.v.t. og som har ændret opfattelsen af koblingen mellem landbrug og religion, fordi man nu mener, at det kan være bygningen af religiøse steder, der har været årsag til, at man begyndte at dyrke jorden.
Han besøger også et mosaikmuseum, hvor alle mosaikkerne stammer fra oldtidsbyen Zeugma, der blev oversvømmet, da man opdæmmede floden Eufrat. Jeg forstår bare ikke, hvorfor besøget skal introduceres på følgende måde: ”Tænk at jeg skulle finde på at besøge et mosaikmuseum. Hvem skulle have troet det? Det lyder næsten lige så ophidsende som at se to snegle krybe om kap, men jeg vover mig ud af komfortzonen, og det er faktisk ganske interessant” (s. 192).
Kapitlet slutter med en tur i luftballon i Kappadokien, hvilket jeg tror, at mange danske turister har prøvet. Det er en ganske fascinerende oplevelse, og forfatteren har beskrevet oplevelsen meget fint: ”Da solen begynder at vise sig på himlen, lyser ballonerne smukt op. Ballonerne mellem os og solen kommer til at se ud, som om de er lyst op indefra, og de balloner, som vi ser på med ryggen mod solen, bliver farvet af det rødlige lys. Det er meget fascinerende” (s. 200).
Andet kapitel om Tyrkiet hedder ”Tyrkiet – ”Et sted, du aldrig har hørt om”, fordi filmen Gallipoli spiller en central rolle i kapitlet. Interessen for Gallipoli gik tilbage til hans gymnasietid, da han så filmen Gallipoli i biografen. Filmens tagline var ”Fra et sted, du aldrig har hørt om, kommer en historie, du aldrig vil glemme”. Det var rigtigt for forfatterens vedkommende, og derfor har han brugt s. 215-231 til at fortælle herom. Gallipoli bliver naturligvis besøgt, og stedets betydning sat ind i en fortælling om Første Verdenskrig. Kort fortalt betød Gallipoli en militær operation i 1915-1916, hvor britiske og franske styrker ved Dardanellerne i Tyrkiet forsøgte at tvinge Osmannerriget ud af 1. Verdenskrig. Betydningen fremgår også af, som Martin Nedergaard Andersen skriver, at uden Gallipoli havde der ikke været nogen Atatürk (s. 219).
Hvor interessant forfatteren end synes, at Gallipoli er, synes jeg alligevel, at den fylder for meget, især fordi han skriver: ”Vi besøger naturligvis også Hagia Sophia Moskéen og Den Blå Moské, men jeg orker næsten ikke flere moskéer nu” (s. 213). Det er næsten proportionsforvrængning iflg. denne anmelder, fordi Hagia Sophia Moskéen er et af de vigtigste, mest storslåede og ikoniske bygningsværker i både de kristne og muslimernes historie. Det sætter et spørgsmål ved, om forfatteren har været der, når han ikke synes, det er værd at fortælle om dens enestående historiske betydning.
Til sidst i kapitlet om Tyrkiet får han nævnt et par museer, dels Museum of Innocense, der er opkaldt efter en bog af nobelprismodtageren Orhan Pamuk, hvori han fortæller om Tyrkiet i perioden 1975-84, På museet kan man se de ting, som Orhan Pamuk omtaler i bogen. Endelig Rami M. Koc-museet, der viser eksempler på de sidste 150 års teknologiske udvikling.
I slutningen af bogen s.696f har forfatteren anført flere bøger om Tyrkiet. Det undrer mig, at alle bøgerne er på engelsk. På bibliotek.dk kan man nemt finde flere bøger på dansk om Tyrkiet. Af hensyn til danske læsere synes jeg, at det ville have været godt, hvis Martin Nedergaard Andersen havde valgt nogle af disse. Som jeg har anført, mangler der kommentarer til de bøger, han har valgt. Som jeg tidligere skrev, er der mange rigtig gode billeder i bogen. De er som regel både skarpe, og farverne er godt gengivet. To af billederne i kapitlet om Kina s. 684 og 685 er rigtig gode pga. størrelsen, men jeg forstår godt, at bogen ville blive uhåndterlig stor, hvis alle billederne skulle være gengivet i denne størrelse. Forfatteren skriver s. 193 i kapitlet om Tyrkiet: ”Det med selfies er en af mine kæpheste, kan jeg lige så godt afsløre her. Jeg har tidligere på året fået udgivet et spil, der hedder ”Spillet for sure gamle mænd”, hvor man skal vælge mellem forskellige ting, der irriterer en, og det med selfies er en af de helt store for mit vedkommende”. Derfor undrer det mig, at han har gengivet mindst 30 selfies i sin bog eller fotos med sig selv som fremtrædende person!
I epilogen skriver Martin Nedergaard Andersen, at det lykkedes ham at besøge meget store dele af silkevejen, og i hvert fald nogle af de vigtigste knudepunkter. Det giver denne bog et godt indtryk af, og den fortæller om næsten ufatteligt mange steder, der er værd at besøge. Det er godt og spændende. Nogle af hans kommentarer til stederne er efter min mening irriterende, grænsende til det dumsmarte og helt unødvendige. De historiske afsnit mangler henvisninger til bøger, han især har benyttet. Trods disse indvendinger må jeg anerkende, at samtalerne med mennesker i de forskellige lande hører til nogle af bogens bedste kvaliteter. Forfatteren siger det således: ”Jeg er endnu en gang blevet bekræftet i, at så godt som alle mennesker, man møder på sådanne rejser, er søde, venlige, hjælpsomme og imødekommende, og der er ikke noget at være bange for, tværtimod. Med venlighed, respekt, tålmodighed, et smil på læben og et glimt i øjet kommer man langt, uanset hvor man befinder sig” (s.687).
Jeg kan til sidst ikke undlade at gøre forlaget opmærksom på, at der ikke er oplysninger om billederne på forsiden og bagsiden!
[HIstorie-online.dk, den 4. juni 2025]
