Menu
Forrige artikel

De grebne

Kategori: Bøger
Visninger: 360

 

Af Leif Arffmann, fhv. provst

”De grebne” er tredje bog i projektet ”Konservatisme i Danmark”, skrevet af Jon A.P. Gissel. Forfatteren oplyser, at en fjerde bog ventes udgivet.

Den kirkelige konservatisme definerer forfatteren selv således (s.4): ” Jeg forstår udtrykket konservatisme som et telt; indenfor dette er Mynsters, Martensens og Scharlings linie den, som jeg først og fremmest betragter som den kirkeligt konservative. En kirkelig og teologisk retning, der så sig selv som folkekirkelig, repræsenteret ved Martensen især i værket Den christelige Ethik og Henrik Scharling i hans tidsskrifter fra 1860’erne og en række værker. Udenfor denne, med modsætninger til den, men også med forbindelsestråde til den, findes Grundtvig, Kierkegaard og Indre Mission.”

Anmelderen finder det prisværdigt at forfatteren forsøger at definere den kirkelige tradition, der hele tiden har været der, alle de steder, hvor vækkelsesbevægelserne ikke slog igennem. Med andre ord: Der har hele tiden eksisteret en kristendom, der ikke blev påvirket af grundtvigianismen og Indre Mission.

Der er således tale om at genlæse biskop over Sjællands Stift Jakob Peter Mynster (1775 -1854) og dennes efterfølger som biskop, professor Hans Larsen Martensen (1808 – 1884) samt professor Henrik Scharling (1836 – 1920). Mens de to førstnævnte er mest kendte for at være ramt af Søren Kierkegaards kritik, er sidstnævnte mest kendt som forfatter til den roman, der ligger bag vaudevillekomedien ”Nøddebo Præstegård”.

Forfatteren vælger begrebet ”grebethed” som nøgle til at definere den kirkelige konservatisme. Dette ord skal forstås sådan, at mennesket bliver optaget af eksempelvis det guddommelige, men at der vedbliver med at være en forskel mellem det objektive og det subjektive og mellem Gud og menneske. Det betyder også, at der er en stor forskel på ”grebethed” og ”lidenskab”. Det sidstnævnte begreb knytter forfatteren til fanatisme (s 316), medens det førstnævnte i bogens sammenhæng forklares således: ” Til grebetheden i modsætning til lidenskab hører, at man tager et standpunkt seriøst, man tager kirkens nedarvede dogmer seriøst, indenfor Folkekirkens lutherske sammenhæng tages Den augsburgske Bekendelse seriøst, men man går ikke til den yderste konsekvens.” (s. 316) Dette knyttes til Henriks Scharlings ord (s.318) om hvad han fandt det vigtigst at kæmpe for: ”Inderligheden, ydmygheden og den daglige pligtopfyldelse”. Anmelderen kan ikke lade være med her at citere Søren Kierkegaard for udsagnet: ” Der fordres til en christelig Opvækkelse paa den ene Side den christelige Grebethed og paa den anden Side Begrebs-Sprogets Fasthed og Bestemthed. Men i vor Tid skorter det paa begge Dele.”(Søren Kierkegaards papirer, 1968, Bind VII 2. B 235 s. 202)

Forfatteren griber fat i et af projektets tidligere værker ”Konservatisme og Kulturkamp” fra 2014 og henter her de bærende temaer for de konservative, samlet i fire punkter: Kristendommen, den klassiske dannelse, kongetroskab og fædrelandskærlighed. (s. 325) Dette sker med tydelig afgrænsning i forhold til Grundtvig, hvis opfattelse af kristendom og dannelse ikke betragtes som synderlig vederhæftig. Dette syn på Grundtvig og grundtvigianismen perspektiveres, når Henrik Scharling betegner ham som ”opløsende i forhold til Folkekirken” (s.382). Til gengæld nævnes en lang række teologer og forfattere, som knyttes til de fire punkter, der er de bærende temaer for konservatismen før og efter år 1900. Det er ikke her muligt at nævne alle disse, men bogen skærper appetitten efter at (gen)læse f.eks. Johannes Jørgensen.

I det meget imponerende arbejde med at definere de konservative kulturtræk har forfatteren også med rette forsøgt at beskrive de europæiske åndelige strømninger i 1800-tallet herunder ikke mindst romantikken. Her præsenteres mange, men også vægtige forfattere, ikke mindst fra Frankrig. Hertillands var der da også, ikke mindst efter 1864, en udbedt fornemmelse af, at Danmark og Frankrig havde et skæbnefællesskab, naturligt nok defineret af Tyskland som den fælles fjende. I beskrivelsen af romantikken nævner forfatteren med rette Søren Holms klare og oplysende bog ”Romantiken” fra 1972, men nævner (s.240) at denne lider under mangel på et register.

Denne indvending kan man med rette også anføre overfor ”De grebne”. For der er tale om et overflødighedshorn af oplysninger og navne, som det kan knibe med at finde rundt i, da der ikke findes et index eller register. Det gør bogen svær at håndtere, da det ene af de mange navne efterfølger det næste. Henvisningerne til de mange navne findes i det righoldige noteapparat (1159 noter). Her har forfatteren gjort flittigt brug af primære kilder, men også Salomonsens Konversationsleksikon og Kirke-Leksikon for Norden.

Det fremgår af Jon A. P. Gissels grundige arbejde, at mange af de nævnte forfattere karakteriseres ud fra skabelonen: Er de konservative eller kulturradikale?  Det gør bogen morsom at læse, men der ydes næppe mange forfattere fuld retfærdighed. Anmelderen undrer sig for eksempel over, at professor emeritus Mogens Müller (s 426) i sin omtale om professor Frederik Torm skal presses ned i den skabelon.

”De grebne” er en interessant bog, ikke mindst læst i sammenhæng med andre bøger på bogmarkedet om konservatismen og dennes identitet. Det er imidlertid for anmelderen en smule vanskeligt at følge forfatterens røde tråd gennem værket, da den ene oplysning som nævnt følger efter den anden, uden at der er omhyggeligt redegjort for sammenhængen. Omhyggelighed kunne også efterlyses i mange halve sætningskonstruktioner og stavefejl, men med 449 tekstsider og 43 siders litteraturliste, hører dette til småtingsafdelingen.

[Historie-online.dk, den 3. april 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kirke og kirkestruktur i middelalderens Danmark
Hikuin 41
Biskoppen og jødeforfølgelserne