De uværdige

De uværdige var de mennesker, som systemet mente, selv var skyld i deres nød, og at ansvaret var deres alene. Vokset op i fattigdom eller udstødt af familien. I denne bog får mange af skæbnerne for første gang en værdig stemme.

Af Michael Koch

Ole Sutsko havde en drøm. Han ville skrive en bog “Fra the highway til the poor mans house”. Det blev aldrig til noget. Siden 1953 er Ole Sutsko blevet glemt. Nu kommer Oles ligesindede til orde posthumt i den nye bog om fattighusets folk, de som ellers kun kendes fra systemets dokumentation. Denne dokumentation ligger absolut ikke ét sted. I stedet er al information om de mennesker i ældre tid, som det offentlige “tog sig af”, spredt ud over mange arkiver, kasser og endnu flere kasser. Faktisk hundredetusindevis af kasser med data om mennesker af dengang vi havde fattiganstalter, hårde fængsler, opdragelsesanstalter og sågar sindssygehospitaler, som det hed.

Ole Sutsko i 1950. Han drømte om at skrive en bog “Fra the highway til the poor man’s house”, altså fra landevejen til Fattighuset

Mange af os ganske almindelige mennesker har familie og venner, som vil huske os, og måske ind i mellem tale om os, når vi ikke er her mere. De vil antagelig også have billeder liggende, men så heldige var de personer ikke, som får deres historie fortalt i denne nye, smukke bog. Forfatteren har samlet puslespillet af information og historie om de mennesker, der er med i bogen. Når bogen hedder De uværdige, så er det fordi, det er den betegnelse, man fra samfundets side vurderede de skulle have. Det var samfund, som mere eller mindre skønnede, at de uværdige selv var skyld i deres skæbne. Man mente vitterlig, at deres sult og nød var selvforskyldt. Først med Bistandsloven i 1976 blev det at skelne mellem værdigt trængende og “uværdige” fjernet fra loven.

Tre af Svendborg Fattiggårds uværdigt trængende fattiglemmer siddende foran forsørgelsesafdelingen. Personerne er ukendte, billedet er taget 1895-1900. (Svendborg byhistoriske arkiv)

En by som København var fra 1800-tallet og langt ind i 1900-tallet præget af det, man kaldte de “onde” samfundsproblemer som fattigdom, sygdom, uvidenhed, elendige boligforhold og lediggang. De værste kvarterer blev saneret, og der kom nye sociale boliger. Møntergade, Gothersgade, Landemærket og Vognmagergade indeholdt noget af de mest elendige slumboliger, som ingen burde bo i. Prostitution, vold og kriminalitet havde gode kår de steder. En stadslæge kaldte forholdene grufulde.

Forfatteren har tidligere skrevet bogen “Anbragt” (2023), hvor der blandt andet kan læses om, hvor svært det kan være at mestre kunsten at leve et liv selvstændigt, når man ikke har lært det fra barn. Det anslås eksempelvis, at alene på Svendborg Fattiggård har der været 4.500 indlagt, og det er langt fra den største af fattiggårdene. Det handlede om mange mennesker, og behandlingen af de skibbrudne mennesker bød på umenneskelige forhold.

Hans Martin, Henrik, Julius, Sofie, Carl, Ernst, Else, Magnus, Vilhelm og Vilhelm. De er blandt dem, som bogen for en stund giver en stemme. Deres historie fortælles i bogen

Fortællingerne om “fattiglemmerne” omkring 1890 er skrevet levende og med tydelig indlevelse i de enkeltes fortællinger. Det gør det muligt at skabe et billede af stederne og de omgivelser, de levede under. “Opsynskarlene” og inspektører var ofte grove og nedladende overfor “de uværdige”, men det kunne nemt give bagslag, da de ofte holdt sammen mod opsynet. Inspektøren kalder det “sammenrottelse” når optrin skal redegøres for myndighederne. Der er rigtig mange gode fortællinger i bogen. Teksten flyder indbydende i bogen, og det er meget svært at holde inde. Læseren må lige læse et par kapitler mere i bogen. Det er i øvrigt herligt med brugen af alle de gamle ord, som forfatteren med lune har fundet i rapporterne - eksempelvis: “ved at itutrække Hængelåsen for Udgangsporten”. De sprogblomster er der gennem bogen, så læser må ofte smile.

I begyndelsen af 1800-tallet opføres en række opdragelsesanstalter rundt om i landet. Sofie har antagelig ladet sig friste og er taget for tyveri. Det startede en række anbringelser, og hun fortsatte ind og ud af forskellige anstalter. Det var svært at komme ud og i gang med en tilværelse i en anden retning. Hun var lille, stilfærdig, godmodig og en lydig pige. Det var ikke altid nok. I 1933 forlader hun Svendborg Fattiggård med fem børn. Hun bliver gift tre gange, og sidste ægteskab holder frem til Sofie dør i 1955 som 57-årig. Sofies historie beskrives imponerende godt i bogen. Det meget omtalte og stærkt kritiserede sted Godhavn i Tisvildeleje er også med i bogen. Et kapitel handler om drengen Carl, som får et trist liv og også bliver en af drengene fra Godhavn.

Sofie. Hun er fotograferet under sin anbringelse på iagttagelseshjemmet Roskilde Hvile i 1909. Alle nyankomne børn blev fotograferet til stambogen. (Rigsarkivet)

Både Horsens Tugthus og Vridsløselille Forbedringshus stammer fra 1850-erne, og de fungerede mere end 150 år som frygtede straffeanstalter her i landet. Vi følger Ernst i det kapitel, som er garvet kriminel og leder af en hensynsløs røverbande som kun 24-årig. Ersnt når at være soldat i den tyske hær inden 1. verdenskrig. Han endte med at blive lovlydig fisker og boede med hustruen  i Sønderborg. De næste kapitler handler om sindsygehospitalerne, som bygges rundt om i landet. Det første er Sankt Hans Hospital ved Roskilde Fjord i 1816. Overlægerne på de hospitaler blev set som enevældige konger, også kaldt hans stormægtighed. Fortællingerne er hårde fra “sindssygehospitalerne”, og billederne er igen særdeles imponerende. Lige efter krigen rulles en sag op i medierne. Opsynsmænd som er voldelige på Sundholm accepteres ikke længere, og politiet går ind i sagerne. Der var oprejsning på vej til de ulykkelige, det gik ud over.

Det er desværre begrænset, hvor mange billeder der kan medtages i en anmeldelse. Denne bog rummer ualmindeligt mange spændende og interessante billeder, der kunne medtages. Ofte må læseren studere og se på billederne i lang tid. Det er enestående, så mange perler forfatteren har fundet i arkiverne. får læseren megen ny viden om et overset emne. En værdifuld historisk bog.

[Historie-online.dk, den 17. juni 2026]