Fædrene åd sure druer
Af Preben Etwil
Pensioneret historieprofessor (emeritus!) Claus Bryld, der er søn af en kendt dansk nazist under besættelsen, Børge Bryld, har revideret og stærkt udvidet en tidligere anmelderrost selvbiografi: Hvilken befrielse (1995) - af nogle dog betragtet som yderst kontroversiel.
Både i denne og i de tidligere reviderede og udvidede udgaver skriver Bryld åbent og hudløst ærligt om sit liv i skyggen af farens særdeles aktive rolle i det danske nazistparti før og under besættelsen.
Bogen dvæler i lige så høj grad ved Claus Brylds opfattelse af det efterfølgende retsopgørs uretfærdighed.
Denne nye version af selvbiografien har derfor også fået en hel ny bogtitel, selvom omkring to-tredjedele af erindringerne går igen fra tidligere versioner.
Tre forhold betinger det:
Erindringerne i den nye bog er udvidet frem til 1971.
Der er fremkommet nyt arkivmateriale siden seneste udgave.
Der gøres i den nye bog betydeligt mere ud af forfatterens refleksioner over det evige spørgsmål, om synd og straf kan nedarves - så meget, at det også er blevet en del af bogens titel: ”Fædre åd sure Druer, og Børnenes Tænder blev ømme”.
Det er dog lidt ærgerligt at se, at tidligere små slå- og stavefejl går igen i den nye udgave - endog udvidet med tilsvarende fejl i bogens helt nye afsnit.
Det interessante nye i bogen er det omfattende arkivmateriale, som Claus Bryld har fundet frem af arkiverne (endelig!). Det er ikke for ingenting, at manden er historiker: ”Denne bog er naturligvis ikke faghistorisk. Men historie og erindring, det subjektive og det objektive, er forsøgt sammenvævet. Bogen er altså personlig, men forpligtet på historien” (p. 358).
Bogen bevæger sig på flere planer.
På det ene plan som en traditionel selvbiografi, der findes i tusinder af varianter, og hvor forfatterens personlige og familiære forhold beskrives efter hukommelsen i en fremadskridende kronologisk rækkefølge. Det, der er specielt for denne person og dennes familiehistorie, er, at faderen bliver dømt og straffet efter besættelsen for at have været dansk nazist før og under krigen.
Det andet plan går gennem en vanskelig tilgængelig arkivadgang, og efterfølgende grundig forskning på jagt efter at finde en brugbar forklaring på, hvordan Claus Brylds far og hans tre brødre kunne lande på den forkerte side af historien - i hvert tilfælde på den forkerte side af sejrsherrernes historie.
Det traditionelt selvbiografiske er historien om en dreng, der i sine første leveår vokser op i et velbjerget Frederiksberghjem i en familie, hvor der ikke er tvivl om rollefordelingen. Faren er det centrale midtpunkt. Hans synspunkt og hans gøren og laden er den rigtige. Denne idyl krakelerer brat i dagene op til d. 5. maj 1945, da familien søger beskyttelse hos nogle venner, for selv at melde sig til politiet på selve befrielsesdagen, hvorefter begge forældre bliver interneret.
Claus (opkaldt efter Frits Clausen) og hans søskende kommer i familiepleje nogle måneder, indtil moren bliver løsladt, og familien - dog uden faren - bliver genforenet på en af familien nyindkøbt gård uden for København - i Kajerød og i gåafstand fra Birkerød: ”Vores ophold varede et par måneder. Så vendte vi tilbage til Kajerødgaard og blev afluset” (p. 118).
Det er her, at Claus i realiteten vokser op, bortset fra en afstikker i 1949 på et lille års tid i Tanger, hvor faren efter afsonet straf i henholdsvis Vestre Fængsel og Faarhus-lejren, forsøger at finde lykken og et eksistensgrundlag i et sammenrend af europæiske nazister i den stærkt raceopdelte internationale by (Tanger bliver først en integreret del af Marokko i 1956).
Mor og børn flytter dog efter et lille års tid alene tilbage til Birkerød, og finder for en kortere tid husly hos Frits Clausens enke, Ebba, indtil familien køber en villa tættere på Birkerød end gården i Kajerød: ”Ebba Clausen var midt i halvtresserne. Hun var en stadelig kvinde med humoristisk sans og bar mandens og sin egen vanskæbne uden at kny” (p. 148).
Nogle år efter følger faren efter, men ægteskabet har allerede her lidt et knæk, og de bliver skilt. Alligevel er det Claus’ klare hukommelse, at faren fortsat kommer meget i deres hjem.
Et hjem der i realiteten er meget isoleret fra lokalbefolkningen. De gæster der kommer i hjemmet, er ofte tidligere medlemmer af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP) og/eller kredsen omkring avisen Fædrelandet.
Familien tager dog tilsyneladende deres isolation med oprejst pande, da deres grundholdning er, at de faktisk har et større udsyn end det store flertal af middelmådige danskere. Hele familien lider af en markant bedreværdsfølelse som reaktion på det påførte og ydmygende mindreværd som resultat af Retsopgøret.
Men Claus er som andre friske drenge, han leger og slås med drengene i nabolaget, og han finder ud af, at mange børn lever væsentligt anderledes end i hans familie. Der, hvor Claus’ hverdag var anderledes, var, når snakken faldt på besættelsen, og hvad der deraf fulgte.
Her lærte han hurtigt, at han skulle gå stille med dørene. Tys, tys var en del af hverdagen. Han og hans familie hørte til taberne, da de havde holdt på den forkerte hest - en hest der for øvrigt aldrig kom i mål.
Især de sidste dages hellige, dem der på befrielsesnatten lige havde fundet et frihedskæmperarmbind frem, var de værste. De var mere besjælet af hævn frem for retfærdighed.
I tilbageblik er Claus Bryld fortørnet over hvordan Retsopgøret kom til at forløbe. Især over hvordan hans bog Hvilken Befrielse i sin tid - i visse kredse - var blevet mødt af både forargelse og vrede over, at nogle overhovedet turde besmudse et nationalt klenodie i form af en fælles ”Frihedskæmperhistorie”. En historie der havde opnået historisk konsensus.
For hvad ligner det, at en SØN af en tidligere topnazist stiller spørgsmål ved det juridisk retfærdige i Retsopgøret? Det sår skulle der ikke rodes op i - og slet ikke af en søn, hvis far havde været på den ”forkerte side” af historien. Som Bryld skriver i sit forord: ”Af forståelige grunde blev nazismen dæmoniseret efter 1945…Problemet var blot, at også alle dens (tidligere) tilhængere over en kam blev fordømt, ikke blot for den tid, hvor de faktisk havde været nazister, men for resten af livet. Og dæmoniseringen var komplet. Det gjorde det reelt umuligt for dem at tale om deres erfaringer i det offentlige rum, og det gjorde det ligeledes umuligt for deres koner, mænd og børn at ytre sig om emnet, selv om de ikke havde haft noget med nazismen at gøre. Hele gruppen af eksnazister med familie endte derfor som stumme individer, når det gjaldt fortiden…hvor det ”onde” ikke måtte italesættes” (p. 11).
Her er vi ved bogens andet plan.
Der er ingen tvivl om, at Claus Bryld - i hvert tilfælde med udgivelsen af Hvilken Befrielse i 1995 - har arbejdet hårdt på at finde ud af, hvad der gjorde, at hans far endte som nazist og blev dømt så hårdt. Dengang byggede hans analyser på et ufuldstændigt kildemateriale. Et arkivmateriale som myndighederne vogtede nidkært over.
Efter en langvarig kamp med myndighederne om relevant arkivadgang er det endelig lykkedes Claus Bryld i sin nyeste bog at få en større indsigt i sin families historie. En historie der givetvis ikke var kommet til offentligt skue, uden at Claus Bryld havde haft en solid mangeårig baggrund i klassisk historieforskning.
Claus Brylds påstand i bogen er, at hans far og hans brødre ikke var forbrydere i traditionel forstand. De havde politisk og moralsk samarbejdet med tyskerne frem til midt under besættelsen 1942, hvor faren faktisk meldte sig ud af DNSAP - både fordi at der var mange medlemmer i det danske Nazi-parti, der ville af med ham, men også fordi han efterhånden selv indså, at hans i virkeligheden fascistiske tankesæt begyndte at konflikte med den tyske form for nazisme.
Men i hævnens dage blev der ikke taget mildt på tidligere og eksisterende medlemmer af DNSAP. De var i den store sammenhæng som regel små fisk, der kunne få en hurtig dom. Hård og helt i pagt med tidsånden, der råbte HÆVN på hvert et gadehjørne.
Det tog tid at få strammet garnet om de store fisk, der angivelig omfattede både værnemagere, kollaboratører og andet kriminelt godtfolk. Disse domme tog tid, hvilket i regel også gjorde, at deres straffe blev mildere, end dem der først var kommet i fedtefadet. Og Den parlamentariske Kommission, der af krigens samarbejdspolitikere blev nedsat straks efter krigen, tog en evighed inden at samtlige samarbejdende politikere totalt kunne frikende sig selv.
Biografien indeholder forskellige citater fra avisen Fædrelandet og udpluk fra bøger, pjecer, og pamfletter der er skrevet af ledende danske nazister. Disse citatudpluk indeholder enestående afslørende blotlægninger af de ledende danske nazisters tankegods. I dag må man tage sig til hovedet, når man læser nogle disse naive og snotdumme analyser - også om den kynisme, virkelighedsfornægtelse og ondskabsfuldhed de indeholder.
Claus Bryld afslører åbenhjerteligt det umulige i, at danske nazister over hele linjen kunne påstå, at de ikke vidste, hvad der i virkeligheden foregik i Tyskland, og især slet ikke vidste, hvilke intentioner Hitler havde lagt for dagen i ”Mein Kampf”: ”Den indeholder det hele, også krig og etnisk udrensning, selvom det selvfølgelig kun er i teorien, og ingen med fornuften i behold kunne forestille sig, at den kunne føres ud i livet” (p. 94).
Claus finder som 13-14 årig ”Den forbudte bog” i en dansk oversættelse hengemt i sit eget hjem, hvilket igangsætter en lokumslæsning: ”For mig vil Hitlers Min Kamp altid være forbundet med wc-rygning i smug” (p. 185).
Herefter følger der nogle centrale citater fra Min Kamp, hvoraf et enkelt her er valgt: ”Den der vil vinde det brede lag, må kende den nøgle, som lukker dets hjertedør op. Den hedder ikke objektivitet, altså svaghed, men vilje og kraft… Den stor masse er kun et stykke natur, og den forstår ikke, at mennesker, der påstår at ville det modsatte, kan veksle håndtryk. Dens ønske er den stærkes sejr og den svages tilintetgørelse eller ubetinget underkastelse. Hos os vil det kun lykkes at nationalisere massen, hvis man samtidig med hele den positive kamp om vort folks sjæl kan få udryddet dens internationale giftmordere” (p. 187).
Til Claus Brylds store fortjeneste hører, at han i biografien offentliggør nogle fiktive interview, der dog bygger på virkelige politirapporter, mellem hans far, Børge Bryld og Max Schmith, der var den ledende overlæge i psykiatri ved Københavns Politi. Dette ”interview” giver det officielle ”psykiatriske svar” på Børge Brylds liv og habitus, der førte ham frem til det nazistiske parti.
Men Claus har ingen tiltro til Max Schmidts objektive faglige evner, men det spillede tilsyneladende ingen praktisk rolle i udmålingen af den straf Børge Bryld modtog: ”Max Schmidts konklusion udgør en ordentlig omgang klicherer, og hvordan man både kan være usikker og tom på samme tid, kan kun en psykiater fra 1940’erne svare på. Men måske er det ikke så svært at få sit følelsesliv ”neurotisk noget ændret” efter to et halvt års varetægtsfængsel under skærpede betingelser, som de politiske fanger var underlagt efter særloven i 1945” (p. 74).
Det skal med til historien at Børge Bryld slet ikke blev straffet efter de dengang gældende straffelovsbestemmelser, men udelukkende efter et særligt vedtaget Straffelovstillæg der virkede med tilbagevirkende kraft. Børge Bryld blev dømt efter særlovenes § 10, § 12 og § 16, der alene omhandler politiske forbrydelser - fx. Frivillig medlemshvervning til nazipartiet, angiveri af andre nazister og ikke mindst deltagelse i nazistisk ledelse og propaganda.
Claus Bryld er i dag overbevist om, at hans far alene blev dømt på politiske holdninger, og ikke på politisk betingede handlinger.
Bogen har også nogle kapitler, hvor Claus Bryld, nok som modreaktion mod sit fædrene ophav, i sluttresserne og begyndelsen af halvfjerdserne involverer sig i dannelsen af Det nye Venstre i Danmark - SF og VS. I denne biografiske sammenhæng er det den mindst interessante del af bogen, og burde måske have ventet på en særskilt og uddybet fortælling, da den ikke bidrager til en bedre forståelse af Claus Brylds angiveligt traumefyldte barndomshistorie. Det var også en periode i Claus’ liv hvor han både blev gift og skilt, og som førte til et voldsomt nervesammenbrud, der krævede en længere tids indlæggelse.
Ud over at være en interessant biografi i sig selv, er bogen også et meget kærkomment korrektiv til den almindlige folkelige opfattelse af Retsopgøret.
Med disse ord skal bogen anbefales på det varmeste, da der er rigtig meget stof i bogen til at nuancere besættelsestiden og Retsopgøret - og hvad der deraf fulgte i eftertiden for de dømte selv og deres familier.
[Historie-online.dk, den 24. april 2024]
