Jødedoktoren

Af Jytte Kjær Schou

I en vellykket blanding af fakta og fiktion oprulles en tragisk og fængslende jødisk familiesaga.

Jødedoktoren, Salomon de Meza, er en historisk person, og forfatteren er hans tiptiptiptipoldebarn. Hun baserer sin roman på et væld af kildemateriale, som hun citerer flittigt fra. Det er hun sluppet godt fra, og det lykkes hende på naturlig vis at beklæde det historiske skelet med fiktion. Hun tegner et fængslende psykologisk portræt af hovedpersonen og hans familie og giver et godt indblik i jødernes stilling i det omgivende samfund.

Salomon de Meza, hans hustru Regina og deres børn, en portugisisk-jødisk familie fra Amsterdam, indvandrer til København i midten af 1700-tallet. Det er en kamp for Salomon at få sit udkomme som læge. Han er en idealistisk læge, der behandler de fattige jøder gratis, og de kristne er tilbageholdende med at tilkalde ham. Han er en lidt usædvanlig læge, der har skrevet doktordisputats om menstruation, og hans kompetence som specialist i kvindesygdomme skaffer ham efterhånden betalende patienter. Han opnår også efter store vanskeligheder at blive anerkendt i videnskabelige kredse og får udgivet artikler og bøger.

Værre er det med hans sønner, som han forventer følger i hans fodspor. I 1700-tallets Danmark har jøderne ikke ret til at få en universitetsgrad. Struensees reformer vækker dog optimisme, men de rulles tilbage efter hans henrettelse. Salomon fortsætter indædt kampen for sine sønner, og det ser ud til at lykkes, men så indtræder katastrofen. De to lovende ældste sønner dør på tragisk vis, og den følsomme yngste søn må lide under faderens ambitioner. Han må igennem et stilfærdigt faderopgør, før han finder sig til rette som fødselslæge.

Bogen kommer omkring hovedtemaer som identitet, tro og den vanskelige assimilation. Der er ikke kun et modsætningsforhold til de kristne, men også jøderne imellem. De ashkenaziske jøder har deres egne skikke og er typisk ikke så veluddannede som de sefardiske jøder, som de Meza familien tilhører. Disse betragter sig som lidt finere, er mere åbne over for kultur og videnskab og mere indstillet på ikke at skille sig ud fra det omgivende samfund. Hvad troen angår, lægger den videnskabeligt uddannede Salomon mindre og mindre vægt på de jødiske ritualer og fjerner sig fra troen. For ham er det vigtigere at fremme dyden og fornuften og stræbe efter at blive et godt menneske. Det modsatte gælder for Regina, der i sin sorg søger tilflugt i troen. Hun føler sig ensom og lukket ude fra mændenes verden, kommer aldrig til at føle sig hjemme i Danmark, og ægtefællerne glider umærkeligt fra hinanden.

Ud over hovedtemaerne kommer forfatteren omkring de jødiske kvinders stilling. De er ofte uuddannede, men den intelligente Regina presser sin gamle upraktiske far til at lære hende at læse og skrive og regne, så hun kan holde styr på faderens vaklende økonomi. Forholdet mellem fædre og sønner berøres. Det skaber vanskeligheder, hvis sønnerne ikke vil følge i fædrenes fodspor. Salomon fjerner sig fra sin familie, fordi han ikke vil gå den teologiske vej som sin far og sine brødre. Alligevel kræver han , at hans egne sønner følger i hans fodspor..

Familiesagaen ender i mol. Den overlevende søn og datter lever i ulykkelige ægteskaber, mens Salomon bliver en desillusioneret gammel mand. Der er måske et glimt af håb til sidst. Salomon findes død i sin stol, men i favnen har han sit nyfødte barnebarn. Et nyt liv, en ny begyndelse måske.

Forfatterens fortælling er fængende. Læseren bliver grebet af den episke skæbnefortælling og får i tilgift et godt indblik i de sefardiske jøders liv i datiden.

[HIstorie-online.dk, den 17. juni 2026]