Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 58 - Silhuetbilleder

Kategori: Artikler
Visninger: 1211

 

Vi kender alle ordet silhuet. Når lyset kommer på en bestemt måde, tegner træer, bygninger eller personer sig som en sort skarp figur. Det var den virkning, man i 1700-tallet benyttede til at fremstille klip i sort glanspapir eller karton af personer. Vi ved temmelig nøjagtigt, hvornår man begyndte at klippe silhuetter. Den franske konge Louis XV havde en finansminister ved navn Etienne de Silhouette. Han var reformernes mand og søgte 1759 at rette op på landets dårlige økonomi ved at hæve skatterne for de rige og lave besparelser på hoffets enorme budget. Det bragte ham snart i unåde, og han blev en tid en omstridt skikkelse i offentligheden. Nye knæbenklæder uden lommer blev præsenteret som ”a la mode de Silhouette”. Finansministeren ”stjal” jo pengene, så hvorfor have lommer! Et andet nyt fænomen var at klippe skyggebilleder af personer, indramme dem og ophænge dem. Det var en billig form for afbildning og den blev af velhavende kredse hånligt kaldt billeder ”a la silhouette”. Navnet bed sig fast, og fra Frankrig bredte de populære silhuetter sig til det øvrige Europa, herunder også Danmark. Silhuetterne blev meget yndede herhjemme i slutningen af 1700-tallet og et godt stykke ind i 1800-årene.

De danske museer har en interessant samling af silhuetter. Der er forskellige typer af silhuetter. Den almindeligste og ældste type er silhuetportrættet. Den type er godt repræsenteret, og før fotografiets tid er silhuetter sammen med kobberstik, tegninger og malerier vores eneste vej til at se billeder af datidens kendte og ukendte personer. Fremstillingen skete ved at et lys blev tændt bag den person som skulle portrætteres. Der blev på papir tegnet et omrids af skyggen. Ved hjælp af et storkenæb, en pantograf, kunne man nedsætte tegningen til den ønskede størrelse og klippe silhuetten. De dygtigste portrættører klippede uden brug af skyggetegning. Personer er altid gengivet i profil og som regel er det et brystbillede. Nogle gange er hele skikkelsen gengivet. Ofte ses ægtepar gengivet sammen. Små silhuetportrætter anvendtes bl.a. i de stambøger, hvori man samlede hilsner fra venner og familie. Et portræt kunne mangfoldiggøres med brug en skabelon, så kunden kunne få eksemplarer til at give bort.  

 Silhuet af ægteparret Johann og Christine von Barth, Christiansfeld, Koldinghus Museum

Det var i starten særligt borgere med høj status, som fik deres silhuet klippet, dvs. byfogeder, professorer, storkøbmænd, assesorer, doktorer, præster og apotekere. Der er også silhuetter af mange af datidens kendte personer, bl.a. digtere. Blicheregnens Museum har f.eks. silhuet af Steen Steensen Blicher. Odense Bys Museer adskillige af H.C. Andersen.

Datidens klubber og selskaber samlede på silhuetter til skilderi eller album, og et interessant eksempel er fra Odense, hvor Det Broderlige Fisker Selskabs medlemmer er gengivet med silhuetter dateret 1820-1821. Odense Bys Museer har også en fin sag med 24 silhuetter af navngivne borgere, formentlig også medlemmer af en forening eller et selskab.

Efter 1800 blev kredsen af kunder større, og en anden udbredt type blev familieklippet, hvor mand, hustru og børn er gengivet og ses omkranset af grene eller træer. 

Familiesilhuet som viser skipper Gommesen med kone og tre børn. Skipperen holder en råber og under armen en kikkert. I baggrunden ses hans to skibe, en jagt og en galease. Kerteminde Museum

Hvem klippede portrætsilhuetter? Et meget værdifuldt klenodie ejer Reventlow Museet på Lolland. Det er en indbundet bog, et album, som rummer 250 portrætter i silhuet af fremtrædende personer i København og fra slottene i Schwerin og Steglitz ved Berlin. De er udført af en professionel silhouettør fra Lübeck ved navn Friederich Bernhard von Wickede, der i en kort tid omkring 1780 opholdt sig i Danmark. To andre tyske silhuettører nemlig Limprecht fra Berlin og Weitland arbejdede fra 1780-erne i København, og bl.a. blev alle medlemmer af Dreyers Klub silhuetteret af disse to.

 Album med silhuetter udført af F.B. von Wickede, Reventlowmuseet

En kendt silhuettør i begyndelsen af 1800-årene var en mand ved navn Franz Liborius Schmitz. Han har klippet fine silhuetter af Kamma Rahbek i Bakkehuset og Sophie Oehlenschläger. Kamma Rahbek var selv mesterlig med papir og saks og frembragte silhuetter og æsker i papir og pap, små kunstværker, som hun tit skænkede til husets venner. Bakkehusmuseet har en betydelig samling af silhuetter, da netop den tid, hvor Bakkehuset fungerede som samlingssted for guldalderens kunstnere og videnskabsmænd, også var silhuetternes store tid.  

 Kamma Rahbek i silhuetklip af silhuettør Franz Liborius Schmitz, Bakkehusmuseet

 Sophie Oehlenschläger i silhuetklip af Franz Liborius Schmitz, Bakkehusmuseet

 Klippede silhuetter af familien Heinzelmann udført af ubekendt silhuettør. Kvinden øverst fra venstre er Jacobine Heinzelmann (1777-1855), en halvsøster til Knud Lyne Rahbek. Bakkehuset

Omtalte Franz Liborius Schmitz var en produktiv silhuettør. Han kom til Danmark fra hertugdømmerne i 1803 og rejste rundt i landet for at finde kunder. Hans familiesilhuetter findes på Lolland, Langeland, Fyn m.fl. steder. Ringkøbing Museum har en familiesilhuet, som viser købmand Buch med hustru og børn. Karakteristisk for Schmitz er en baggrund, som er blålig og rødlig og desuden henvisninger til familiens erhverv og kendte lokale bygninger. Schmitz levede fra 1763 til 1827. Han blev efterfulgt af Carl Adolf Muhle (1786-1856). Han var en alsidig mand, jurist og bogholder ved færøsk handel samt tillige medaljør, stempelskærer og silhuettør.

De færreste silhuetter er signerede. En dygtig silhuettør var stud. teol. Niels Chr. Fausing, som foretrak at være anonym. Han kendes, fordi hans silhuetter solgtes i kunsthandler og blev anmeldt i aviser. Omtalen giver os indsigt i, hvordan arbejdet foregik. Silhuettøren kunne komme ud til folk, eller man skulle indfinde sig i silhuettørens bolig i Skt. Pederstræde 114, tredje sal, hvor han var at træffe mellem kl. 9 og 10 formiddag. Betaling for et eksemplar var to mark. Også familier kunne blive silhuetterede for en billig pris. Fausing med hustru sad økonomisk hårdt i det, men de overlevede ved hans papirkunst årene i hovedstaden, indtil han 1844 blev kapellan. Fausing var den sidste professionelle og talentfulde portrætsilhuettør. I 1840-erne kom de første daguerreotypier.

En del silhuetter på museerne eksisterer desværre i dag kun som affotografering. Men mange silhuetter blev litograferet og trykt og på den måde bevaret. Sådanne samlinger af trykte silhuetter blev solgt hos boghandlere. Det kongelige Bibliotek har i sin bogsamling bøger med samlinger af portrætsilhuetter.

En ganske særlig type er de kunstneriske silhuetklip, som er ret sjældne, antagelig fordi for de ikke indbragte penge. H.C. Andersen var en dygtig silhuettør, og hans silhuetter er ofte kunstneriske og fantasifulde. Papirklip var en selskabelig syssel. Noget man ligesom oplæsning, dukketeater, spil m.m. kunne samles om.

 Kunstklip af H.C. Andersen. Digteren sammen med legende børn. Odense Bys Museer

Silhuetter kunne også være udført som illustrationer til bøger. I Friederikke Bruns stambog findes en silhuet udført af en ukendt mand ved navn Falstoft. Det er en silhuet af to ryttere, utvivlsomt Sancho Panza og Don Quijote.

 Silhuet fra Friederikke Bruns stambog. Friederikke Brun holdt salon for tidens kunstnere. Bakkehusmuseet

Kunsten at klippe silhuetter eksisterer stadig. Måske er der blandt læserne folk som husker den silhuettør, som i mange år fandtes i Tivoli. Han arbejdede i en lille bod i Smøgen, og her kunne man studere håndelaget. Nu er den aktivitet genoptaget af tegneren Jørgen Klubien. Det har vist sig at være så stor en succes, at Klubien må have assistance, så Tivoli har i foråret 2023 på Det kgl. Akademi søgt silhuette-klippere.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 21. november 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 55 - Billedrammer
Museumsnumre 22: Galocher
Museumsnumre 44 - Forfalskninger