Slaveoprøret på Sankt Jan

Af Poul Ulrich Jensen

Tidligt om morgenen den 23. november 1733 bevægede en gruppe slavegjorte afrikanere sig op til et højt beliggende fort ved Coralbay på den caribiske ø Sankt Jan. De slap gennem porten og dræbte den sparsomme garnison af soldater med deres skarpe sukkerrørsknive, der var gemt i de brændeknipper, de skulle aflevere. Hermed var det oprør i gang, der efter planen skulle gøre dem til herrer over en del af den danske tropekoloni, der var etableret i 1672 med okkupation af den nærliggende større ø, Sankt Thomas og i 1718 udvidet med Sankt Jan. Louise Sebro, der er Fil.dr i historie og museumsinspektør på Museum Lolland-Falster, skildrer i en ny bog i Aarhus Universitetsforlags fine serie med 100 danmarkshistorier slaveoprøret på Sankt Jan i 1733, der blev et af de længst varende i Caribien og fik en markant plads i dansk kolonihistorie.

Det var det Vestindisk-guineiske Kompagni, etableret i 1671, der bragte Danmark ind i det europæiske kapløb om kolonier på den anden side af Atlanterhavet. Det private handelskompagni, der havde den enevældige konge blandt sine aktionærer, stod for udsendelse af embedsmænd, håndhævelse af lov og orden samt koloniens forsvar. Der kom hurtigt gang i plantagedriften, og kompagniets skibe transporterede et stadigt større antal afrikanere fra Guineakysten til kolonien i Caribien. Det var oftest krigsfanger fra de lokale stammers felttog, der af den sejrende part blev solgt på de europæiske handelsstationer. Den danske tropekoloni blev på få årtier omskabt til et samfund, hvor 90% af befolkningen levede i slaveri.

På Sankt Jan, der med sit beskedne areal på 51 kvadratkilometer er mindre end Fanø, var der således i 1733, kun 15 år efter danskernes indtog, hele 109 plantager og godt 1.000 slavebundne afrikanere, der blev holdt i et jerngreb af et meget lille antal hvide. Lige som på Sankt Thomas levede de i stadig frygt for oprør, og den danske koloni blev styret efter love, der var ekstremt brutale. Guvernøren, Philip Gardelin, havde den 5. september 1733 offentliggjort et slavereglement, der med sine barbariske straffe for enhver opsætsighed står som et særlig mørkt kapitel i Dansk Vestindiens historie. Det var sammen med en kritisk mangel på fødevarer, der bragte de slavegjorte på sultegrænsen, den gnist, der tændte oprøret på Sankt Jan.

Efter indtagelsen af fortet lød to skud som signal til de omliggende plantager, hvor oprørets øvrige deltagere ventede på at gå i aktion. Det er uvist, hvor mange der deltog, men myndighederne opgjorde senere tallet til 149. Planen var at dræbe alle hvide, men det lykkedes en del at forskanse sig på Duurloos plantage, der lå i den vestlige ende af øen. Herefter blev der nærmest tale om en guerillakrig, hvor oprørerne langsom tabte terræn, medens størstedelen af de slavegjorte holdt sig uden for aktiv deltagelse. Den 23. april 1734 ankom et skib med 238 afrocaribiere, der alle var kreoler, født ikke i Afrika men i Caribien. De blev under ledelse af en fransk kaptajn sammen med en del af Sankt Thomas frie indbyggere sat ind i kampen mod oprørerne, der måtte indse, at slaget var tabt. Mere end 20 af dets hovedmænd søgte til et fremspring på østkysten, hvor de begik kollektivt selvmord.

Hermed var oprøret stort set afsluttet. Det havde i realiteten været dødsdømt fra begyndelsen men udfordrede alligevel slavesamfundets grundlæggende DNA. Her var den ufravigelige opfattelse, at alle af afrikansk oprindelse var en stor homogen gruppe, men begivenhederne afslørede, at deres stammetilhørsforhold og sociale status i hjemlandet stadig spillede en rolle. Hovedparten af de slavegjorte, der kom til Sankt Jan var udskibet fra de danske forter på den vestafrikanske kyst. Her havde Akwamuriget i årtier været den mest magtfulde stat i området og en vigtig leverandør af krigsfanger fra de omliggende kongedømmer. I 1730 var krigslykken imidlertid vendt, og mange tabte slag resulterede i, at talrige akwamukrigere blev taget til fange og solgt til europæernes slaveskibe.

På Sankt Jan, hvor opbygningsfasen krævede en stadig tilførsel af arbejdskraft, var behovet for de nye slaver, der kom fra forterne i Afrika ekstra stort, og mange af dem har sandsynligvis været fra akwamustammen. Med livet i Vestafrika og den umenneskelige transport over Atlanten i frisk erindring var de nu reducerede fra krigere til slavegjorte plantagearbejdere under et særdeles brutalt regime. Deres kamp for frihed var det ultimative opgør med slavesamfundet, medens mange af øens andre mennesker af afrikansk oprindelse forholdt sig passive eller ligefrem var med til at bekæmpe oprøret. Louise Sebro tilføjer historien om de skelsættende begivenheder en ny dimension ved at påpege, at trods kolonimagtens kvælende greb var de slavegjorte afrocaribiere mennesker med forskellige identiteter og strategier til at overleve den nye tilværelse i et samfund gennemsyret af vold og forestillinger om raceforskelle.

Den mørke hud forviste automatisk en person til et liv som ufri, og guvernør Gardelins famøse reglement i 1733 indledtes da også med at konstatere, at det var Gud selv, der havde gjort dem til slaver. Det var et grundvilkår, som oprørerne på Sankt Jan ikke kunne ændre, for de var omgivet af et caribisk ørige, styret af forskellige europæiske nationer og handelskompagnier, hvor slaveriet var samfundets fundament. Men de havde været svære at besejre, og hvert år omkring den 23. november æres de med en slags pilgrimsvandring op ad det bjerg, hvor oprøret begyndte. Deltagerne mindes, at der for flere hundrede år siden var nogen, der forsøgte at gøre sig fri af slaveriet.

Den dansk-vestindiske kolonihistorie er til stadighed et varmt emne for forskning og bogudgivelser, og det mørke kapitel i vores fortid fortjener at blive belyst bedst muligt. Louise Sebros analyse af oprøret på Sankt Jan i 1733 er et fint eksempel på, hvordan man med afsæt i denne dramatiske begivenhed kan fremdrage ny viden. Kildematerialet, som i dette tilfælde er særdeles omfangsrigt, er naturligvis kolonimagtens version men kan også bruges til at udfolde fortællingen om de slavegjorte afrikanere, der stadig bar deres etniske forskelligheder med sig fra hjemlandet, og dermed udviklede forskellige strategier for at overleve. Bogen, der på sine 100 sider kommer omkring mange aspekter ved og konsekvenser af slaveoprøret på Sankt Jan, kan varmt anbefales.

[Historie-online.dk, den 2. august 2023]