En by på kongens mark

Af Leif Arffmann, fhv. provst

”I 1972 indgik regeringen og Christiania en aftale om at bevare bydelen som et socialt eksperiment, mod at beboerne betalte for vand og el og i øvrigt overholdt landets love”.  Således kan vi læse om fristaden Christiania i Danmarkshistorien.dk. Ja, regeringen Jens Otto Krag III udstedte den 31.maj 1972 er erklæring, hvori Christiania blev betegnet som ”et socialt eksperiment med det sigte at søge at give den enkelte forudsætninger for en mere meningsfyldt tilværelse.”

Just betegnelsen ”socialt eksperiment” kaldes frem i erindringen, når det imponerende værk ”En by på kongens mark”, efter endt læsning ligger foran læseren. Der er tale om en antologi, udgivet i anledning af 250 året for byen Christiansfelds anlæggelse samt opførelsen af Brødremenighedens menighedssal og anlæggelsen af kirkegården Gudsageren. Disse jubilæer blev fejret den 13. august 2023 med deltagelse af bl.a. H.K.H. Kronprinsen og H.K.H. Kronprinsessen.

Værket består af ni bidrag, en introduktion, tre bilag, et sag- og stedregister samt et navneregister. En oversigt over forfatterne kunne med fordel fuldstændiggøre værket. Der skal ikke her nævnes alle de ni bidrag, men uddrages tankegods herfra.

Det fremgår af bogens introduktion, at ambitionen ikke har ”været at skrive et nyt hovedværk om hele Christiansfelds historie, men at kaste nyt lys på tiden og samfundsforholdene omkring byens grundlæggelse og etablering og ikke mindst forudsætningerne herfor” (s.13)

Dette gøres på fortrinlig vis af bogens forfattere; under perspektivering af ovennævnte nutidige parallelitet, i særlig grad af menighedens præst, Jørgen Bøytler, der i artiklen ”Christiansfeld – med lov skal by bygges” redegør for, hvilke politiske tråde, der blev trukket i, før etableringen af Christiansfeld kunne blive til virkelighed. Det var i høj grad kabinetsminister Johan Friedrich Struensee og dennes bror, finansdeputeret Carl August Struensee, der sørgede for, at de ”mæhriske brødre” kunne anlægge en by i Danmark. Jørgen Bøytler redegør tillige for de 18 friheder eller rettigheder, menigheden fik tildelt, ikke mindst skattefrihed og tilskud til byggeri i de første ti år, men dertil kom bl.a. dispensation for edsaflæggelse, fri næring i henseende til alle former for handel og håndværk, fri udrejse og fritagelse for soldaterindkvartering. Det er derfor ikke overraskede, at det er nærliggende at ”se grundlæggelsen af Christiansfeld som et socialt og økonomisk eksperiment, som nok er gennemprøvet i fx Tyskland og Amerika, men som er et nyt fænomen i Danmark” (s.76). Det er værd at bemærke, at det er de religiøse frihedsrettigheder, der står øverst, idet det som udgangspunkt slås fast, at de mæhriske brødre, d.v.s. herrnhutterne, tilslutter sig den uforandrede augsburgske konfession. Derved er etableringen af Christiansfeld i overensstemmelse med Danske Lov, og kongen, som overhoved for den evangelisk-lutherske kirke i sine riger, kan sove roligt om natten.

Bogen gør i flere artikler opmærksom på, at det ikke er muligt at betragte Christiansfelds tilblivelse uden at have andre herrnhutiske menigheder i erindring. Dette gælder ikke mindst menigheden i København, Det københavnske Brødresocietet, der holdt gudelige forsamlinger i menighedsmedlemmernes hjem, og på grund af konventikelplakaten af 1741, under tilsyn af den lokale sognepræst. Dette er veloplagt beskrevet af Sigrid Nielsby Christensen og Tine Reeh i artiklen ”…en aparte Kirke”. Med etableringen af Christiansfeld fik Brødresocietetet bedre vilkår, og egne lokaler i Stormgade, indtil disse blev revet ned på grund af en udvidelse af Nationalmuseet! En anden væsentlig herrnhutisk menighed blev dannet med udgangspunkt i Stepping Præstegård, beskrevet af Kristian Grøn og Michael Nobel Hviid.  Her virkede præster, der i teologi var stærkt påvirkede af herrnhutterne, hvilket fik betydning i hele det sønderjyske område. Der blev således etableret præstekonventer i Stepping Præstegård en gang pm måneden, hvor præsterne ”holdt fortrolige Hjertensunderholdninger” ( s.52).

Brødremenigheden i Christiansfeld var hele tiden, ikke mindst i tilblivelsesårene, i hyppig kontakt med andre menigheder i Danmark og Tyskland, både herrnhutiske og lutherske menigheder, som følte sig åndsbeslægtede. Det træder tydeligt frem i flere af bogens artikler, ligesom Unitetsdirektionen (UAC) i Barby, syd for Magdeburg, har spillet en væsentlig rolle. Herfra blev der udsendt både skrivelser og personer for at sikre menighedens rettigheder i tilblivelsesprocessen og føre åndeligt tilsyn i de følgende år. I det hele taget fremgår det af flere artikler, at der har hersket en international ånd i Brødremenigheden, ikke kun i kraft af de tilrejsende sydfra, men også fordi menigheden selv drev missionsvirksomhed i Vestindien, Tranquebar og Grønland. En bemærkning på s. 116 om, at sondringen mellem folk, der kom ”indefra” og udefra ikke bunder i nationalistiske interesser fra forfatteren side, må dog synes at være læseren uvedkommende. Der er i artiklerne mange værdifulde og mange interessante oplysninger om rejseruter til og fra Christiansfeld, dokumenteret i breve og optegnelser i det righoldige arkivmateriale, der findes i Unitätsarchiv Herrnhut og Brødremenighedens Arkiv i Christiansfeld. (En oplysning på s. 149 om en rejserute via Elmshavn må dog bero på en misforståelse, da der efter anmelderens geografiske kendskab må være tale om Elmshorn). Men de indenlandske relationer blev også dyrket i høj grad, ikke mindst i forhold til centraladministrationen i København og de regionale styringsorganer i kirke og stat.

Et fascinerende bidrag er Kolbjørn Nejse Nybos bidrag (oversat fra norsk af Michael Nobel Hviid) om Christiansfeld i lyset af tankerne om og i visse tilfælde opførelsen af andre kristne idealbyer. Det fremgår her, at Christiansfeld netop blev anlagt og bygget ud fra sådanne overordnede principper, men også med skyldig hensyntagen til de lokale forhold.

Et væsentligt bilag er Bilag 2: ”Oversigt over Brødremenigheden i Danmark 1731-1800”. Her får vi i kort form, opstillet i årstal, hvorledes menigheden blev dannet og byen Christiansfeld opført, således at de mange oplysninger i artiklerne kan sættes ind i en årstalsmæssig sammenhæng. Det bliver også her tydeligt, at Christiansfeld er andet og mere end et socialt eksperiment.

Vil man vide noget om de historiske og religiøse forhold i Nordeuropa, herunder Danmark i anden halvdel af 1700-tallet, kan man med stor fordel anskaffe sig ”En by på kongens mark”, og når man har læst den, så ved man virkelig meget mere. Det er en bog, der kan anbefales, og som til fulde understøtter, at netop Christiansfeld i 2015 blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Læs den og bliv klogere!

[Historie-online.dk, den 20. september 2023]