Menu
Forrige artikel

Kloge huse

Kategori: Bøger
Visninger: 105

 

Kombinationen af Frilandsmuseet og bæredygtighed har været og er i fokus i denne bog. Det handler også om formidling af netop bæredygtighed i byggeriet. Både biobaserede materialer, byggemåder og håndelag er blevet afprøvet. Kloge huse refererer til de historiske huse og gårde på Frilandsmuseet i Lyngby

Af Michael Koch

Det kan lyde meget specielt med en kombination af huse og gårde, der har flere hundrede år i bagagen, kombineret med nye metoder, som skaber bæredygtigt byggeri. Men efter at have læst projektets bog Kloge Huse, giver det god mening. Det er vigtigt i vor tid at standse op og tænke i fremtidens valg af alt fra materialer til byggestil og håndværk. Jo, ind i mellem kan det være ganske svært at se, hvordan bogens ideer isoleret skulle kunne indgå i en moderne virksomhed med byggeri af eksempelvis typehuse til familier. Men det burde være muligt om ikke helt, så i enkelte dele eller med udvalgte metoder.

Projektet udsprang af et tværfagligt og tværinstitutionelt forsknings- og udviklingsprojekt “Dér, hvor vi bor - nu, engang og i fremtiden” og Frilandsmuseet i Lyngby. Det Kongelige Akademi og Roskilde Universitet var også blandt deltagerne.

Forskningsprojektet var hurtigt sporet ind på, hvordan gamle huse også kan forstås som kloge huse. Hvordan dette meget abstrakte begreb skal forstås, kan muligvis forklares med de delprojekter gruppen har fremstillet. Den ene del var, at gæsterne på Frilandsmuseet var kompetente brugere af Frilandsmuseets komplekse landskab. Gæsterne kom også med klare forventninger til, hvad et frilandsmuseum skal kunne. Det var mest, hvordan museet kan danne ramme om meningsfulde oplevelser og aktiviteter ikke mindst set i direkte relation til, hvordan man levede livet på landet i 1800-tallet. Hvorvidt museet bør tematiseres “bæredygtighed” var der i bogen delte meninger om. Museets gæster havde i øvrigt også delte meninger om, hvad “bæredygtighed” er, og hvad begrebet indeholder.

En byggeplads på Frilandsmuseet forår 2024

En anden del var at kæde husene sammen med landskab og byggemåde og ikke mindst at fokusere på, hvordan konkrete materialer kunne bruges til at efterisolere en eksisterende bygning, så man bruger mindre energi og færre materielle ressourcer. Det var nemt at formidle efterisolering som emne, og det lykkedes også at øge en mere sansebaseret materialeopmærksomhed, som der står i bogen. Gæsterne værdsatte både begrebet efterisolering, materialevalg og det sanselige. Det er gennemgående i det forfatterne skriver i bogen.

Som så ofte før var det af stor betydning, at gæsterne selv kunne forsøge sig med at bruge hænderne, materialer og fremkomme med ideer. Det har tilsyneladende været en omfattende proces og været inspirerende for gruppen, men har også krævet meget tid. Måske ikke underligt, hvis mange gæster skal forsøge sig som håndværkere i bæredygtighedens navn under et museumsbesøg.

En studerende arbejder i mellemrummet mellem nyt hus og gammelt hus

Bogens forfattere konkluderer, at det helt overordnet lykkedes at formidle til gæsterne, at museets gårde og huse er “kloge huse”. Det gælder i relation til byggested og anvendelse af materialer, og hvordan begrebet “Kloge huse” kan inspirere mennesker, som bygger i dag.

I bogen er der vist mange delelementer fra projektet, steder hvor gæster bygger og “leger” sig igennem problemstillinger med materialer og metoder. Der er også vist en del med samspillet mellem gammelt håndværk og nyt håndværk, specielt med træ som byggemateriale.

Mange af de detaljer fra huse, der er vist og beskrevet i bogen, er åbne og gennemskuelige. Derfor er selve bogen også “åben”, så læseren kan se, hvordan bogen er konstrueret. Hvor vi plejer at se en bog med for og bagside, der sidder fast på de indvendige sider, så er denne bog med aftageligt omslag, så man kan se hvordan siderne er syet og limet sammen.

Bogen var til tider tung og abstrakt læsning. For den arkitekturinteresserede er det en spændende bog, specielt i en tid, hvor bæredygtighed må og skal indtænkes i et nyt byggeri.

[Historie-online.dk, den 17. september 2025]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Store Danske Designere
Nordisk Længsel
Værelse 606