Menu
Forrige artikel

Historiske tirsdage i Horsens

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2002

 

Horsens Museum inviterer til Historiske Tirsdage med byvandringer hver anden tirsdag i foråret. Byvandringerne vil handle om hver deres historiske periode, men fælles for dem er, at fortællingerne vil tage udgangspunkt i begivenheder, der fandt sted i 50’er årstal. Temaet er inspireret af, at Turbineforlaget og Byarkivet i Horsens sidste år udgav bogen Horsens i 50’erne, underforstået 1950’erne.

Første Historiske Tirsdag er tirsdag d. 30. april kl. 16.30. Her handler det om middelalderen, og udgangspunktet for fortællingen er Horsens i 1150’erne. På det tidspunkt var Horsens nemlig blevet en betydningsfuld by, hvis eksistens var kendt så langt væk som på Sicilien. Horsens i 1150’erne var en by, der sprængte sine fysiske rammer, en by, hvor kongen slog mønt, og en by, der manifesterede sig som købstad.

På turen kommer vi også til at lave nedslagspunkter i de efterfølgende århundreder, hvor der også i 1350’erne og 1550’erne fandt skelsættende begivenheder sted. I midten af 1300-tallet kom Johanniter-ordenen til byen og satte sit præg på den kirkelige organisation, og i midten af 1500-tallet var man i gang med at genopbygge byen efter en ødelæggende bybrand.

Rundviser er arkæolog Lars Pagh, Horsens Museum, mødestedet hjørnet Badstuestræde/Borgergade, Horsens tirsdag d. 30. april kl. 16.30. Turen varer en time. Den er gratis og kræver ikke tilmelding.

[Historie-online.dk, den 23. april 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Marts. Très Riches Heures du Duc de Berry
Udstillingen ”Industri: fra håndværk til robot”
TV-tips, uge 12, 2023